Foto: Betina Garcia
Scene: Arena
Dato: Torsdag den 29. juni kl. 19.00

Solange var en kæmpe succes på Arena, hvor hun viste præcist, hvordan et soul/pop-show i verdensklasse skal skæres. 

Solange – Roskilde Festival 2017
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Jeg var lidt nervøs for, hvordan det skulle gå Solanges koncert, da jeg bevægede mig mod Arena. Lige siden sangerinden i 2016 udgav det anmelderroste album A Seat at the Table, har hypen været over hende, og ærligt talt var jeg spændt på at se, om de sprøde skæringer fra indspilningerne nu også fungerede i live-setting. Jeg blev dog sat pinligt meget på plads, for Solange leverede et show langt over mine forventninger.

Scenen var badet i rødt lys, da Solanges band trådte ind på scenen efterfulgt af Solange selv. Akkompagneret af både korpiger, trommer, keys, bas, guitar og en mindre blæsersektion bestående af trækbasun og trompet, leverede sangerinden mere end en koncert. Hun leverede et show præget af både helt tight og nøje planlagte koreografier og uforudsigelige elementer af vild dans, hop, skrig og råb (jeg tillader mig at være naiv og tro på, at uforudsigelighederne selvfølgelig ikke var planlagte. Sandheden: det var de jo nok). Det fungerede, og det er jo det vigtigste.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

Showet blev åbnet med nummeret “Rise”, som også åbner A Seat at the Table, og koncerten lukkede med en variation af samme nummer. Vi var altså inviteret indenfor i en rammefortælling om Solange. En fortælling om en kvinde med mange funktioner: menneske, mor, kone, performer, kunstner. Det vil jeg vende tilbage til.

Solange led i starten af koncerten under lidt tekniske problemer med mikrofonen. De blev løst, selvom der af og til var smuttere i lydforholdene. Det lod dog ikke til at sætte en stopper for publikums begejstring, og da hun som tredje nummer i rækken slog over i singlen “Cranes in the Sky” fra det seneste album, var jublen enorm.

Hvert nummer blev leveret med tilhørende koreografier, som alle på scenen deltog i lige fra blæsersektionen, over guitaristen til korpigerne. At alle på scenen var engageret i samme dansemission skabte et indtryk af gruppen og Solange som en slags familie, og selvom Solange selvfølgelig var aftenens hovedperson, så var hun ikke bleg for at vise, at hun afhang af de andre. Det har jeg den dybeste respekt for.

Som afbræk i de stramme koreografier kom Solange under flere numre (første gang i slutningen af “Cranes in the Sky”) med pludselige skrig og udråb, og selvom det af og til skar i ørene, så havde det en fed effekt og fungerede perfekt som modspil til det polerede og smooth R’n’B/pop.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life

Under “F.U.B.U.” tog Solange en tur ned fra scenen og gav det overvældede publikum på forreste række en på opleveren – især én fan, fik en helt særlig oplevelse, da Solange uddelte en kæmpe krammer.

Solange talte sporadisk mellem numrene og fyrede desværre velkendte klichéer af som “how are you guys doing”, “are you ready to dance” og “are you having a good time.” Det var nok det eneste, der ærgrede mig lidt. Solange var koncerten igennem så godt til at vise uforudsigelighed og personlighed, så det var en skam, at det var standardfraser som disse, vi fik med. Mod slutningen af showet holdt hun dog en længere tale, hvor hun afslørede, at hun var “motherfucking tired” og medgav, at det ikke altid var let at balancere livet som kunstner med rollen som kone og mor til en 12-årig søn. Da hun fulgte op med at sige, at det var publikum, der gav hende energi til at fortsætte, har nogle måske fundet det en kende for meget. Men jeg synes egentligt, det var fedt – vi ved jo godt, at det er sandt, hvad hun siger.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Som næstsidste nummer fik crowden kæmpehittet “Losing You”, og selvom det var fedt, var det ikke aftenens højdepunkt. Højdepunktet var hele showet i sin helhed, og det er langt fra alle kunstnere, der formår at skabe det indtryk.

Solange blev klappet af scenen, bandet blev stående bumstille, og hun kom ind igen for, sammen med bandet, at fyre et brag af en afslutning af i form “Don’t Touch My Hair”. Nummeret gled til sidst over i “Rise”-outroen, som blev en perfekt afslutning på en (næsten) perfekt koncertoplevelse.