22 jan Slowdive – Store Vega

Foto: Slowdive // Ingrid Pop
Venue: Store Vega
Dato: Søndag den 19. januar 2024

Vega åbnede sig som en muslingeskal indtil publikummets indre, hvor Slowdives skærende og grædende guitarer skar ind i publikummets hjerter.

6/6 stjerner

Januars mørke og vind blæste gennem Københavns dunkle gader, imens Store Vega blev varmet op af de
forventningsfulde koncertgæster, som stimlede sig sammen i den ikoniske sal. Når man kiggede udover
publikummet, så man både den klassiske Slowdive fan. En person i sin bedste alder sammen med sine
venner eller kæreste– men også yngre personer, som nok havde den samme alder, som de midaldrende
selv havde haft, da Slowdive udgav deres debutalbum i 1991.

Salen var godt proppet, og det virkede som, at ingen var blevet hjemme, selvom det var en langsom søndag
aften. Der gik derfor et højlydt sus igennem publikummet, da starten på sangen Shanty bragede ud af
højtalerne. Slowdive trådte ind på scenen, og lokalet samlede sig tættere. Rachel Ann Goswell trådte
hen til hendes to mikrofoner, som var dækket i hvide fjer og med sin bløde og sarte stemme åbnede hun
portalen til alles indre.

Setlisten bestod af numre både fra deres nye album men også de gamle klassikere. Publikummet tog imod
det hele med kærlighed og varme. Da sangen “kisses” fra deres nye album everything is alive slog an,
omfavnede Vega sig selv og dets publikum. Nærheden strømmede ud fra scenen. Måske ikke den
øjenkontakt og energisk dans, som man finder hos de store rockorkestre men derimod smil og
taknemmelighed, som man kan finde hos de erfarne musikere i Slowdive.

Slowdive er et band, som er kendt for deres lange instrumentale stykker, hvor drømmenes verden kommer
det tættere på. Man kan måske frygte som koncertgænger, at koncerten kan blive kedelig, når et shoegaze
band som Slowdive skal optræde. Det var dog ikke reaktionen hos det varme og smilende publikum i Vegas
cigarkassefarvet lokale. Lysteknikeren sad stabilt på sin plads og havde ikke sat det ordinære lysshow på.
Hver sang blev efterfulgt af fængende lysstyring, som passede perfekt til hvert nummers stemning og
følelser. Bag bandet kørte visuels, som drog publikummet ind. Til sangen “chained to a cloud” kunne man
forsvinde hen til hypnotiserende cirkler på storskærm, som senere inddrog hele loftet. Lokalet blev det
større, og mindede om himlens uendelighed.

Bandets to vokalister Neil Halstead og Rachel Goswell havde igennem hele koncerten en forførende
symbiose. Halsteads lidt grove vokal bar tit musikken og holdt nærmest tempoet sammen med Simon
Scotts stramme trommeføring. Når Rachel Goswell trådte frem til mikrofonen, kom der er en sart og
blødhed over musikken. Man var næsten bange for, at hendes stemme næsten ville gå i stykke, imens hun
sang de inderlige linjer.

Da koncerten begyndte at lakke imod enden, kom de helt store hits. Sangen som “When the Sun Hit” og
“Alison” fik hvert fald tårer frem i mine øjenkroge, og jeg vil vove at påstå, at man skulle være lavet af sten for
ikke at blive rørt.
Den store klassiker “When the Sun Hits” samlede guitarerne og bassen som en blød, varm masse, der
samtidig skar med små knivstik i hjertet med de hårde trommer. De sidste følelser blev presset ud, inden de
tre ekstra numre kom.

Koncerten startede med åbningsnummeret “Shanty”, der smækkede portene op, og koncerten sluttede med
den mere stille sang “Golden Hair” ( hvis man ser bort fra ekstra numrene). Det føltes som en helstøbt
fortælling, som jeg vil glæde mig til at høre igen i lidt anderledes omgivelser, når de optræder på Northside.