Foto: Martin Høye
Label: Propeller Recordings
Releasedato: Fredag den 15. september 2017

Poppunk fra SKAM-alderen er både troværdig stilren og, næsten endnu bedre, forfriskende stilforvirret.

Sløtface – Try Not To Freak Out
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Noget af det første, man vil finde på nettet, når man søger efter bandet ’Sløtface’ er en video, hvori den unge, norske punkkvartet står med røde kinder i den bidende kulde og optræder ved Førdefjorden i protest mod massive kemikaliedumpinger. Så er én eller anden form for punketos vel allerede etableret. Men betyder det, at Sløtface blot er endnu et velmenende, men forudsigeligt punkband, der uden sans for originalitet og eksperimentering spyr om sig med powerakkorder, skrål og ideologiske klichéer? Bestemt ikke. Når man hengiver sig til det 11 numre lange debutalbum Try Not To Freak Out, får man indtryk af et band, der tydeligvis har sine referencer på plads. Men man får ligeså meget indtryk af et band, for hvem det har større prioritet at eksperimentere med punksangens format og skabe et lydbillede, der på autentisk vis skildrer fornemmelsen af at være utilpasset menneske i start 20’erne; ikke via klichéer men via leg med de musikalske arrangementer.

Overordnet set byder Sløtface (der oprindeligt hed/stadig udtales ’Slutface’) på en blanding af femininanført poppunk ala Blondie og moderne gadefest-punk ala Blink 182. Dog kan der allerede på Try Not To Freak Outs første sang ”Magazine” anes en mere kølig og bizar form for bidskhed og humor, der giver Sløtface mere personlighed end så mange andre lignende grupper. Sangen er bestemt også et af pladens højdepunkter. Frontkvinden Haley Shea skildrer her en utilfredshed med kendte kvindelige skønhedsidealer på samme måde som at slå op med en slags kæreste. Linjer som ”Patti Smith wouldn’t put up with this shit” og “I should drop you like you’re hot” får mig faktisk smilende til at tænke på Pixies’ tounge-in-cheek sans for humor.

Læs også  Ariel Pink - Dedicated to Bobby Jameson

Der er mange flere eksempler på denne slags lyriske finurligheder. Hvem kan ikke falde lidt for den makabre reference i ”I should be on that Soylent Green, I hear it’s good for you” eller “she’s your nightmare Nancy Drew, she’s sneaking around”? Der er dertil også flere øjeblikke, hvor Sløtface undgår at køre fast i nogle af de genkendelige poppunkdyder. Flere af denne slags nichebands har tendens til at forsøge at indkapsle et bredt spektrum af følelser ved at synge om dem i så vage termer som muligt. Her dyrker Sløtface i stedet de små konkrete øjebliksbilleder, såsom ”I’ve got holes in my jeans, that I could patch, but I’ll probably buy new ones”. De prøver ikke hårdt på at være ”punk”, men de prøver heller ikke hårdt på at være specielt dybe. I alt fald fremstår det ikke forceret, det virker oprigtigt. Sheas vokal er selv ikke videre unik eller bemærkelsesværdig. En gang imellem virker hendes røst som det svagere led i kæden, men man mærker dog hendes indlevelse og vilje til at synge denne form for lyrik – særligt på pladens anden halvdel.

Bandets styrke kommer i ligeså høj grad fra samspillet mellem dets øvrige tre medlemmer. Alle medlemmer er i alderen 20-22, men det høres tydeligt, at de har spillet sammen i flere år. Særligt bassen er overraskende hyperaktiv funky, langt mere end hvad genretypisk er. Det er næsten for meget til tider, men det holder lytteren engageret. Guitarspillet er utrolig veludført, og hvad federe er: der bliver ikke brugt særlig mange overdups af eksempelvis rytmeguitar, ekstra leadfraser eller andet i den dur. Guitaren får primært lov at stå alene som den er, skarp og nøgen. Dette, i kombination med den aktive bas og de kække trommer, skaber et lag af lyd, som er meget tyndt men meget mere troværdigt og effektivt end øvrige overproducerede, alt for overduppede rockproduktioner. Mindre gavner i dette tilfælde.

Læs også  Ariel Pink - Dedicated to Bobby Jameson

Ét af højdepunkterne er den bipolære postpunker ”Night Guilt”, der tillader sig selv at blive rådvild og udnytte samtlige former for rytmebreaks og stemningsskift. Derudover bør også nævnes ”Pittet”, der tilføjer en ska-agtig hornsektion og et komplet uforudsigeligt udsyret- overgangsstykke, der lyder som det ser ud, når farverigt glas splintres! Disse numre viser, hvordan Sløtface fremstår tro mod deres inspirationskilder, men endnu mere tro mod deres lyst til at begive sig ud på dybere vand og ikke følge dem ubetinget. Sangene når aldrig at blive alt for tilpasse med den måde, de forløber på, før de ændrer sig lidt – eller meget. Det underbygger lyrikkens indhold om ungdom, kaos og forandring på en effektiv måde.

Læs også  GUIDE: 17 internationale navne du skal opleve på Reeperbahn Festival 2017

Der er enkelte skæringer på Try Not To Freak Out, der ikke fanger ligeså meget som andre. Disse er primært at finde på den første tredjedel, hvor de mere generiske punksange også holder til. Dog udvikler lytteoplevelsen sig meget positivt sang for sang. De unge nordmænd ved, hvornår de skal referere til klassiske poppunktroper, og hvornår de skal bøje dem af led med deres ungdommelige, skandinaviske sans for at skildre troværdige øjebliksbilleder af kaotisk ungdomsliv – både med ord, men sandelig også med instrumentation. Dritkul!

Anmeldelse