Foto: PR
Dato: Lørdag den 6. maj 2017
Venue: Voxhall

Selvom norske Sigrid er et relativt nyt navn her i Danmark, så fik hun alligevel fyldt salen lørdag aften på SPOT Festival. Selvom hendes ungdommelige fremtoning kunne give et andet indtryk, så er hun allerede en rutineret musiker, hvilket hun for alvor fik slået på plads i løbet af sin første koncert på dansk jord.

Sigrid - SPOT Festival 2017
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Placeret i centrum af fire akkompagnerende musikere, fremstod Sigrid som det naturlige midtpunkt, iført et rødt sportssæt, der, på en eller anden mærkelig måde, formåede at være både iøjefaldende og se meget behageligt ud. Det var svært ikke at sende en lille tanke til MØ, særligt da Sigrid begyndte at danse og kom med det karakteristiske, skarpe ”hey!”, som jeg er så vant til at forbinde med MØ’s lyd. Med sit unge ydre kombineret med sin skråsikre fremtoning, kan jeg ikke lade være med at tænke, at Sigrid som artist er en del af en ny, skandinavisk bølge af girlpower.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Nogen ville måske mene, at det hele kunne blive en smule for velproduceret. For der var noget kontrolleret sprælsk over Sigrid. Ikke et hår i den franske fletning sad forkert. Hendes vokal var så sikker og koreografien virkede på en måde også gennemtænkt og perfektioneret.

Alt sammen var så gennemført, at det kunne gå hen og blive kedeligt i længden. Men jeg kan simpelthen ikke andet end at have enorm respekt for det gode håndværk fra Sigrids side. For hvis målet for den første koncert i Danmark var at efterlade et indtryk, så var det lige præcis, hvad hun fik gjort. Faktisk virkede hun selv overrasket over det eksplosive bifald, hun fik, efter numrene.

”Its like we go to war and I wonder just what we’re fighting for,” sang hun, mens tommerne agerede krigstrommer, og publikum gyngede med til det nye materiale. Det skal ikke være noget hemmelighed, at jeg har en svaghed for korstemmer, og derfor blev jeg ekstra begejstret for, at Sigrid havde valgt at tage en korsangerinde med på scenen. Hvor er det rart at høre live-kor, plus stærkt shakergame. Jeg har muligvis udviklet et girl crush på Sigrids korsanger, men lad nu det ligge.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Vokalen druknede lidt af og til, hvilket var ærgerligt, da det hovedsageligt var Sigrids særegne sangstemme, der først fangede min opmærksomhed. Heldigvis kom Sigrids talent til sin fulde ret under balladen ”Dynamite”, der fungerede bedre live end på indspilningen. Og der var noget dragende over modsætningsforholdet mellem den skrøbelige og skrabede opsætning af den fine stemme, kun akkompagneret af klaver, hvor hun med store dådyrøjne og selvsikkerhed sang ”you’re as safe as a mountain but know that I am dynamite”. Eksplosiver og randregister i skøn forening.

På en måde indkapslede det billede Sigrid som kunstner. De rene poplinjer, den uskyldige stemme, barnlige bevægelser, der pludseligt brød formen i et udbrud af enten raslende vokal spontane opråb, der mindede mere om Janis Joplin end Mariah Carey. På fin vis spillede Sigrid med vores forventninger til, hvordan en ung, kvindelig popmusiker normalt opfører sig. Hun er ikke den eneste, der gør det, det er på en måde vældig tidstypisk, men ikke desto mindre stadig interessant at være publikum til.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

”Dont Kill My Vibe” fik et helt nyt liv på scenen og man skulle være decideret død indeni for ikke at føle den afslutning. Det beviste, at Sigrid er en kunstner, der helt sikkert også fungerer uden for indspilningerne. Oppe fra balkonen kunne man i hvert fald se, at Sigrid havde hele publikum med sig. Hvis du er nysgerrig, kan jeg kun opfordre dig til at finde hendes koncert på Roskilde Festival. Så ses vi i teltet.

Anmeldelse