Foto: PR
Label: ArtPeople
Releasedato: Fredag den 15. september 2017

School of X jagter drømme på sin debut-EP og sætter en stor fed streg under, hvorfor han omtales som et af de mest interessante nye acts lige nu. 

School of X – Faded. Dream. (EP)
5 Anmeldelse
Anmeldelse

Okay, afsløret; Jeg var ikke specielt overrasket, da jeg første gang lyttede School of X‘s EP Faded. Dream. igennem og kunne konstatere, at det var en lille gave, der var givet til mig.
Jeg har hørt de tre numre fra EP’en, Rasmus Littauer (som er manden bag) havde udgivet forinden, og jeg har forsøgt at opleve ham live så mange gange som muligt, efter jeg første gang blev blæst bagover til VEGAs Udvalgte i starten af året. Men hvorfor er det her så fed en EP? Det vil jeg prøve at give mit bud på.

På kontrastfuld drømmejagt

Jeg har jagtet drømme hele mit liv, men det er ikke altid lige let at forklare hvad det helt præcist er man er efter. Det er udtværet, kaos og meget svært at navigere i. Det her er mit forsøg” – Rasmus Littauer

Læs også  King Krule - The OOZ

Jeg har før beskrevet School of X’s univers som rastløst, og det er også en af de mange stemninger, jeg kommer i, når jeg lytter til Faded. Dream. Derfor gav det rigtig god mening, da jeg i en pressemeddelelse modtog ovenstående citat fra Rasmus Littauer, der netop beskriver følelsen af at gå efter et eller andet, man ikke kan beskrive, hvad er. Det er et godt eksempel på, hvor vildt et redskab musik er til at udtrykke de følelser, man render rundt med. At musikken også skaber følelser hos mig som lytter understreger jo bare hele pointen.

Littauer formår på de fem numre, EP’en består af, at tage os igennem flere forskellige stemninger og udtryk. Åbningsnummeret “Pool of Love” forekommer en smule trist og opgivende med indledende lyrics som: “I wanna be alone with you one more // time before // goodbye” og “Now I’m all alone again“. Lydbilledet er simpelt og mere organisk end nogle af de efterfølgende numre, og det er især den melankolske akkordrundgang, der er i fokus. Der sås dog et håb i andet vers, hvor Littauer synger “this shouldn’t be goodbye“, og mod slutningen bevæger det organiske udtryk sig i en mere elektronisk retning, inden en forvrænget synth-lead tager over.

Netop kontrasten mellem det organiske og elektroniske, det smooth og det forvrængede, går igen på hele EP’en og bliver et tydeligt karakteristika ved hele School of X’s udtryk, som er sindssygt gennemført og ikke på noget tidspunkt forekommer mig ensformig.

Læs også  St. Vincent - MASSEDUCTION

Kontraster møder man også i overgangen fra “Pool of Love”‘s bløde outro til andet nummer “Get Higher”‘s insisterende og nærmest alarmerende intro. “What am I supposed to do,” synger Littauer opgivende, inden nummeret udvikler sig i en lysere retning: “I am sorry for every // lie I made you believe // Now I’m here // Now I’m here“. En varme spreder sig i lydbilledet, hvor vi også bliver præsenteret for den saxofon, der skal vise sig også at være karakteristisk for hele pladens udtryk og igen kontrasten mellem det organiske og elektroniske.

Som et sidste eksempel på Littauers evne til med sin musik at sætte vidt forskellige følelser og stemninger igang, vil jeg fremhæve sangen “Forever”, som klart er det mest dystre og krybende track på EP’en. Nummeret fremkalder en fornemmelse af tomgang med dets mere monotone, nedtonede og konstante melodistykker og bidrager, med det noget mørke univers, til de forskellige historiefortællinger, vi får på EP’en.

Læs også  King Krule - The OOZ

Grunden til, at jeg fremhæver de her kontraster og eksempler på forskellige stemninger, er egentligt bare for igen at holde det op mod Littauers egne ord om tankerne bag EP’en.
Ja, den er kaotisk: Lige så håbefuld, opmuntrende, blød og beroligende, den kan synes, lige så dyster, håbløs, og forvrænget føles den. At det her er Littauers forsøg på at navigere i alle de her kaotiske drømme, han jagter, kommer sindssygt godt til udtryk i det samtidigt komplette og stilsikre udtryk, EP’en som helhed præsenterer. Det er melankolsk og melodisk hele vejen igennem, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem det nu lige er, man lytter til.

Hvis en af de drømme, Littauer jagtede, var at skabe et stykke musik, som folk derude har lyst til at høre igen og igen, så vil jeg godt vove pelsen og påstå, at den er gået i opfyldelse. Når det så er sagt, så fortsæt endelig jagten, for vi vil rigtig gerne have mere!

Anmeldelse