Foto: Dennis Morton

“Forever” er navnet på den nye single, som danske School of X har offentliggjort sammen med en live-video fra hans overlegene Roskilde-koncert og gode nyheder om, at der er en debut-EP på vej. 

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi den seneste tid har holdt et vågent øje med Rasmus Littauer aka School of X. Lige siden han sidste år begyndte at lægge musik på Soundcloud har det ulmet omkring musikeren, der på ganske få numre har formået at skabe sig et af de mest originale og genkendelige udtryk, jeg har hørt fra et nyt, dansk act.

Læs også  PREMIERE på ny musikvideo til "Stay" af Saint Best

School of X’s synthdrevne lydbillede er mættet med effekter, som i bedste Beach House-stil omklamrer den simple, gode popmelodi, som vi eksempelvis har hørt det på den tidligere single “Words”. Nå det så er sagt er “Forever” et nummer, hvor Littauer viser, at han ikke er bange for at eksperimentere med vores forventninger til opbygningen af en melodi. På “Forever” opererer melodien i det monotone og underspillede nummeret igennem, mens produktionen omkring skaber en fed spænding.

Vi har flere gange siden sidste år oplevet School of X udfolde sig live, og det har været nogle af de mest træfsikre koncerter, vi er blevet præsenteret for. Koncerten på Roskilde Festival tidligere i år var ingen undtagelse. Vores anmelder beskrev den som både gennemført musikalsk, smuk og mystisk, hvilket du nu har muligheden for at opleve på den live-video fra koncerten, der sammen med singlen er blevet sendt ud. Det er tydeligt at fornemme, at Littauer vægter stemninger højt, og det imponerende lysshow, han har med sig, understøtter det på én gang tight og udsyrede, elektroniske popunivers, han bevæger sig i.

Læs også  Pavvla indspiller eksklusiv, akustisk version af "This Is Not A Movie"

School of X’s debut-EP udkommer den 8. september, og mens du venter, kan du lære Littauer og hans musikalske projekt bedre at kende i et interview, vi tidligere på året lavede med ham.