Foto: Mette Sanggaard

Den danske sangerinde Sanne Dasseville delte sin debutsingle “Why Do You Change” for omkring en måned siden. Nu er hun klar med en musikvideo til singlen, der desuden ligger forud for Sannes kommende debutalbum.

Sanne Dasseville er ikke et helt nyt navn på den danske musikscene. Tidligere har hun udgivet musik under aliaset SBED, og normalt spiller hun i Kvindebandet, som lige nu er på pause på ubestemt tid. Derfor laver hun nu musik i sit eget navn, og “Why Do You Change” er hendes allerførste udspil.
Live udgøres bandet, udover Sanne i front, af Rasmus Kjær med på keys, Mads Wæhrens på guitar, Asger Thomsen på bas, og Magnus Jochumsen på percussion.

Læs også  Diplo og MØ smider "Get It Right" på gaden

Første-singlen er en melankolsk og drømmende sang med retro referencer, der leder tankerne hen på kunstnere som Beach House og Patti Smith. Sanne Dassevilles tætte vokal- og korarrangementer udgør et stort fokus sammen med de stemningsmættede synth-melodier, flydende orgelakkorder og en distortet guitarsolo mod slutningen af nummeret. Derudover udgøres bundgroovet af hvad der umiskendeligt lyder som et sample af Timmy Thomas’ “Why Can’t We Live Together” –  det groove Drake også samplede til sin “Hotline Bling”.

Læs også  Featurette forlanger din opmærksomhed med deres nye single

Sanne fortæller selv om musikken at,

“Vi har indspillet det hele direkte ind på bånd for at bevare den umiddelbare og friske energi fra vores livesession. Da jeg kommer fra en skuespillerbaggrund, skriver jeg måske musik på en anden måde, end hvis jeg kom fra en udelukkende traditionel musikbaggrund. Jeg arbejder på en måde med lyd som dramatik og har en iscenesætter-tilgang til det at lave musik. For mig kan musik være meget visuel og “Why Do You Change” er ingen undtagelse. Nummeret er opslugt af mørke, hvorudfra der strømmer melankoli, ulykkelig kærlighed og mystik.”

Til singlen er nu også udgivet en musikvideo, der viser forskellige mere eller mindre stilstående naturbilleder, som tilføjer endnu et lag til “Why Do You Change”s mediterende atmosfære.
Oven på disse billeder ruller desuden japanske skrifttegn, som gør hele oplevelsen endnu mere mystisk og dragende.

Læs også  When COPENHELL Freezes Over 2018 er klar med seks dødsmetal-bands

Sanne Dassevilles debutalbum er sat til at komme i starten af 2018, og det er mixet og produceret af Oliver Hoiness (Skammens Vogn).

Se “Why Do You Change” her: