Foto: PR
Udgivelsesdato: Den 3. februar 2017
Label: Young Turks

Debut-EP’en Dual fra 2013 var et benhårdt førstegangsudspil fra britiske Sampha. Og nu, fire år efter, sidder jeg endelige med det nyudgivne debutalbum Process. Det har ladet sig vente længe, og det er måske en af grundende til, at det lyder så pokkers godt.

Sampha – Process
4 Anmeldelse
Anmeldelse

I november sidste år så jeg Sampha optræde foran et brændvarmt publikum i et udsolgt Lille Vega. Her blev der teaset for albummet Process, hvor publikum og jeg fik en lille forsmag på, hvad Sampha i dag kan kalde sin stærkeste udgivelse til dato.

Læs også  Loyle Carner - Pumpehuset

Her var det sangen “(No One Knows Me) Like the Piano”, som efterfølgende er blevet en af singlerne, der gjorde størst indtryk på mig. Og dette må siges også at gøre sig gældende i album- regi. For det er altså i de ømme og sårbare momenter, at Sampha står stærkest.

“(No One Knows Me) Like the Piano” er ikke blot en hyldest til klaveret, men også en smuk dedikation til sin kræftramte mor, der, efter fem års sygdom, døde i 2015. Men inden da rejste Sampha altså hjem til sit gamle barndomshjem for at være til stede under sin mors sidste tid. Her har han brugt klaveret som terapi og udfoldet sin sorg, og resultatet er blevet, hvad jeg vil kalde hans bedste sang nogensinde.

Læs også  Astrid S - Lille VEGA

Hele Process igennem er vokalen enormt stærk, og tekstuniverset er om noget bemærkelsesværdigt. Sampha er sublim til at forme sine ord, og metaforisk er der flere eksempler på hans flair som tekstforfatter. På førstesinglen ”Timmy’s Prayer” lyder omkvædet: If ever you’re listening //
If heaven’s a prison //
Then I am your prisoner // Yes, I am your prisoner // I messed up, ooh // I know now og på verset i ”Reverse Faults”: I threw the blame and it shattered // And now there’s broken glass praying to be healed.

Process inviterer lytteren ind i Sampha’s ensomhed, og rent musikalsk præsenteres vi for et væld af virkemidler. Som den galoperende tromme på ”Kora Sings” og det karakteristiske korspor, der giver albummet sin råde tråd. I sin helhed, ved lyt fra ende til anden, kyles lytteren rundt i både dansable beats og emotionelle melodier, og det er nok meget godt, for ensformighed er der ingen af. Anden single ”Blood On Me” er en super lækker produktion, der får mig op i gear, mens favoritten “(No One Knows Me) Like the Piano” nærmest har en døsig effekt, hvor sårbarheden får lov til at udfolde sig. Og det er dér, man virkelig kan mærke, hvad det er, Sampha kan.