Foto: JAH9 // PR

Roskilde Festival præsenterer hvert år en lang række navne fra hele verden, og i år er ingen undtagelse. Vi har taget et kig på Roskildes world-program og fremhæver her 7 spændende navne, vi mener, du skal tage ind og se. 

De store navne på plakaten i år tæller blandt andet Arcade Fire, The Weeknd og Foo Fighters, men hvad gemmer der sig ellers, når man dykker ned i årets line-up? Svaret er en masse spændende musik fra hele verden. Roskildes world-program er igen i år spækket med energisk og traditionelt musik fra mange sydamerikanske, afrikanske og mellemøstlige lande. Der er alt fra en brasiliansk sambadronning til elektronisk pop fra Israel og tung tilbagelænet reggae fra Jamaica. Gå på opdagelse i vores world-guide, og opdag helt ny musik, der helt sikkert vil sikre dig en anderledes og festlig koncertoplevelse.

Elza Soares – Brasilien 

Hun er intet mindre end 80 år gammel, men sidder stadig på scenen og troner over alle andre. I hjemlandet Brasilien går Elza Soares under navnet “The Queen” og med mere end 50 års erfaring i musikbranchen, er der vist ikke nogen, som kan være i tvivl om hendes talent. Født og opvokset i de ekstremt fattige favelas i Rio har Soares haft et hårdt liv med mange op- og nedture. Hun blev kendt som byens bedste samba-sangerinde tilbage i 50’erne, og siden da har Soares bidraget enormt til den brasilianske folkemusik. Hendes musikalske bidrag til genren sammenlignes med Ella Fitzgerald’s bidrag til blues-genren. Soares er det perfekte billede på samba-genrens oprindelse, og som en sort, selvlært, middelklassekvinde er hun bogstaveligt talt definitionen på den klassiske stjerneskudshistorie. Live er Soares også et helt specielt syn. Til hendes seneste koncerter sidder hun ophøjet på en sort trone, med et outfit, der er enhver alien-dronning værdig. Det er ikke længere den klassiske samba, der er i Soares’ repertoire, men til gengæld et helt unikt, elektronisk sci-fi take på genren. Koncerterne er blevet beskrevet som “at være en del af en helt anden verden”, så det skal helt sikkert opleves på Roskilde i år.

Læs også  Ugens Upcoming: Vakle

Elza Soares spiller på Avalon torsdag den 29. juni klokken 19.00

IBAAKU – Senegal 

IBAAKU er virkelig et one-of-a-kind-indslag på Roskilde Festival i år. Det er eksperimenterende dancemusic fra Senegal, der mixer den vestlige klubmusik med indslag fra traditionel afrikansk musik. IBAAKU kommer fra Dakar, der er Senegals hovedstad, og som producer har han skabt sin helt egen lyd, som nu bliver kaldt Afrofuturism. IBAAKU er producer, multiinstrumentalist og sangskriver. Lyden i IBAAKUs univers er vild, hårdtslående, eksperimenterende og selvfølgelig meget dansabel. Debutalbummet Alien Cartoon fra 2016 viser en lyd fyldt med tung bas, hiphop-inspirerede beats og en masse samples af traditionelle Senegalske instrumenter. Glæd dig til en unik koncertoplevelse, når IBAAKU medbringer VJ og dansere på scenen, og skaber en hypnotisk verden af nyt og gammelt.

IBAAKU optræder på Apollo lørdag den 1. juli klokken 13.00

47SOUL – Palæstina 

Med et helt unikt mix af arabisk musik og elektronisk dance skaber 47SOUL deres helt egen lyd. Bandet, der har rødder i Palæstina, skriver politiske tekster og blander dem sammen med deres helt egen genre, som de har døbt “Shamstep”: Et mix af den traditionelle musik ved navn dabke og moderne, elektroniske elementer. De er gennem den sidste tid blevet utroligt populære i undergrundsmiljøet i både Mellemøsten og Europa. Med samplede beats fra gamle mellemøstlige sange tilføjer 47SOUL deres egen energi til de forskellige tracks med synthesizers, guitar og knivskarpe, politiske vers. Live byder 47SOUL på vild dans og høj energi, og med et stort budskab om frihed og lighed tages publikum med på en rejse ind i en unik musikalsk verden.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 41

47soul giver koncert på Apollo fredag den 30. juni klokken 16.00

Noga Erez – Israel 

Noga Erez er en vigtig spiller på den elektroniske scene lige nu. Hun er ikke bange for at tage meget kontroversielle emner op, og hendes debutsingle “Dance While You Shoot” var en direkte kommentar til den regeringsbestemte fattigdom, der findes i hendes hjemby Tel Aviv i Israel. Noga Erez laver futuristisk og samfundskritisk electropop, der blandt andet sammenlignes med en blanding af  M.I.A. og Hot Chip. Lyden er båret at svævende synths og hårdslående beats, og med masser af mod og energi langer Erez ud efter samfundets problemer. Noga Erez er et fremadstormende navn, der også har fået en del international opmærksomhed for hendes personlige og hudløst ærlige tilgang til den ellers så mainstream genre. Tag til en festlig koncert, der også sætter tankerne i gang, og tjek hendes debutalbum Off The Radar ud, som vores anmelder gav hele fem ud af fem stjerner.

Noga Eres giver koncert på Gloria fredag nat klokken 02.00

SEUN KUTI & EGYPT 80 feat. YASIIN BEY – Nigeria 

Seun Kuti er et stort navn inden for afrobeat-genren. Med sig har han sin fars gamle backing band Eqypt 80, og de fortsætter i  Seun Kutis far, Fela Kutis, fodspor med en unik blanding af jazz og funk. Seun Kuti er ikke fremmed på Roskilde Festival og har allerde spillet på festivalen fire gange tidligere. Teksterne er samfundskritiske, og sætter fokus på korruptionen og manglen på menneskerettigheder i Afrika. Med sig på scenen har Seun Kuti både sit eget, men også en del af sin fars materiale med. Gennem koncerterne på Roskilde Festival har Seun Kuti haft forskellige gæster med, og i år er det den alternative hiphop-artist Yasiin Bey, der også går under navnet Mos Def. Sammen byder de på et spændende mix af jazz, afro-beat og hiphop, hvor alle genrerestriktioner er ude af verden.

Læs også  MGMT er endelig tilbage med singlen "Little Dark Age"

Seun Kuti & Egyot 80 feat. Yasiin Bey spiller på Orange Scene fredag den 30. juni klokken 16.00

Jah9 – Jamaica

Der er flere jamaicanske indslag på Roskildes program i år, og et af dem er reggae-sangerinden Jah9 (Janine). Med en dyb røst og et super tilbagelænet groove bringer Jah9 den gamle reggae tilbage. Med politiske og samfundskritiske tekster er Jah9 kommet ud over den lille ø’s bredder og har fået international opmærksomhed. Hendes musik har en traditionel reggaelyd og kommer som modspil til den meget dancehall- og rap-dominerede musikscene, der er i Caribbean. Med hendes andet album, 9, fra 2016 slog Jah9 sit navn fast som en af tidens største root-reggae navne. Live har Jah9 sit velspillende backing band, The Dub Treatment, med sig. Hendes koncerter er beskrevet som medtagende og spirituelle.

Jah9 giver koncert på Alavon torsdag den 29. juni klokken 23.00

La Mambanegra – Colombia 

La Mambanegra er et sambaband udover det sædvanlige. Bandet har selv døbt deres musik “Break-salsa”, og mixer traditionel salsamusik med hiphop, reggae og funk. La Mambanegra er et ni mand stort band, der har spillet sammen i fire år. Med en lyd båret af funky blæsere og groovy rytmer, har bandet hurtigt fået fans i hele Sydamerika – og nu også opmærksomhed fra resten af verden. Det store amerikanske Billboard Magazine har døbt dem “et af de colombianske bands, som du SKAL kende til”, og La Mambanegras liveshows er både energiske, passionerede og livsglade. Kom og fest med de ni glade colombianere, og spark din Roskilde-fest i gang for alvor!

La Mambanegra spiller på Avalon scenen fredag den 30. juni klokken 21.00