Foto: Brian Vu
Scene: Europe Stage
Dato: Lørdag den 12. august kl. 20.30

Tyske Roosevelt leverede en stilsikker opvisning af sin halvelektroniske midnatsdisco, godt hjulpet på vej af et stærkt backingband og et dansevilligt publikum.

Roosevelt – Sziget Festival, Budapest 2017
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Efter solen forlod Szigets efterhånden mørbankede festivalplads, stimlede en forsamling frem foran Europe Stage, der har til formål kun at huse artister fra det europæiske vækstlag. Publikumsmængden bar præg af, at koncerten lige præcis overlappede både Galantis og Macklemore, der begge er store publikumsfavoritter blandt de feststemte Sziget-gæster. Der var alligevel overraskende mange mennesker, hovedsagligt tyskere, der stod klar til at blive draget ind i Roosevelts industrielle new-disco-univers. Der var ingen bannere, ingen oppustede badedyr, ingen gimmicks. Folk ville forsvinde ind i en ren fest. Og det fik de heldigvis lov til.

Roosevelt leverede en stil- og selvsikker præsentation af sin atmosfæriske, halvelektroniske midnatsdisco og skabte en helstøbt musikalsk oplevelse. Marius Klauber var totalt i kontrol og timede skift fra guitar til effektboard og fra koklokke til tamburin perfekt i sync med musikken. Hans livebesætning, der bestod af keys, bas, trommer og lejlighedsvist percussion, spillede med utrolig stor dynamik, variation og dygtighed, og sangene fra hans populære, selvbetitlede debutalbum fra sidste år blev vakt til live, og ofte tilført nye elementer såsom længere, rendyrkede elektroniske afsnit.

Læs også  Eerie Glue er ude med første-singlen fra kommende, fjerde EP

Klauber og hans backingband satte ikke en eneste fod forkert under koncerten og fik skabt et lydunivers, der var inddragende og øjeblikkeligt. Der mangler dog den sidste skive energi, publikumskontakt og intensitet, før Klaubers dansevenlige disco for alvor kan komme udover scenekanten og høste fuld plade.