Bands of Tomorrow

The Eclectic Moniker spreder danseglæden

Anna Raabæk 19/06/2012 ,
The Eclectic Moniker spreder danseglæden
BEDØMMELSE
4

Kalypso, sand mellem tæerne og fest i gaden. Troels Abrahamsen møder Frederik Taae. Et væld af instrumenter og spilleglæde. Discolys der er enhver dancing queen værdigt. Et fyldt Lille Vega der bragte termometeret op i den subtropiske ende. Forvirret? Fællesnævneren hedder The Eclectic Moniker!

Deres navn var på sært passende vis bøjet i lyserød neon på det sorte bagtæppe, da The Eclectic Moniker i lørdags indtog scenen i Lille Vega. Og fra første øjeblik var der etableret en enestående publikumskontakt, der var til at tage og føle på. The Eclectic Moniker var ydmyge og sympatiske, sprudlende og emfatiske. Og den fest, der startede på scenen, bredte sig hurtigt til publikum på gulvet og balkonen.

The Eclectic Moniker er på rekordtid blevet kendt for deres sambarytmer og kalypsostemning, og det er bestemt ikke uden grund. Publikum var ekstatisk fra første slag på bongotrommerne, og tog imod det syv mand store band som var de allerede verdensstjerner. Radiohittet ”Easter Island” sendte feststemningen helt til tops, og fik de sidste genstridige blandt publikum til at tage del i den svedige dansesession. Svedig i ordets bogstaveligste forstand.

De instrumentelle sekvenser blev bygget op og trukket ud i en uendelighed, og set-up og pay-off effekten fungerede overordnet set rigtig fint. Der var festligt samspil med forsanger Frederik Vedersø og musikerne imellem, og entusiasmen var på ingen måde til at tage fejl af. The Eclectic Moniker har både selvsikkerhed, erfaring og entusiasme, der gør dem til et eminent liveband . Det var følelsen af at blive inkluderet i deres fest. Opvarmningsbandet Jetsi Kain blev også hevet op på scenen i en tamborinspillende gæsteoptræden midt i den eksotiske pop.

En fremragende og forrygende koncert – der nærmest overgik bandets reelle materiale.