Bands of Tomorrow

Esben Svane på Live Live Festival ’13

Durita Dybczak 21/05/2013
Esben Svane på Live Live Festival ’13
BEDØMMELSE
3

Foto af Morten Agerby

Lørdag aften var stadig ung, da singer/songwriteren Esben Svane ene mand indtog Soundscape scenen med sin akustiske guitar. Som tidligere bandmedlem i blandt andet Den Fjerde Væg, Ulige Numre og A Friend In London har Svane fungeret som trommeslager, men nu er han gået solo og står selv for musikken. De publikummere der havde fundet vej ind til scenen var tydeligvis nysgerrige over, hvad den unge sangskriver havde at komme med.

Svane leverede smukke, inderlige melodier, der var ganske charmerende i sin simplicitet, sådan som de blev fremført på akustisk guitar. Til tider var det dog som om, at Svane overanstrengte sin vokal for at kompensere for den minimalistiske instrumentering, hvilket resulterede i, at volumen blev lidt for meget af det gode, og det gik desværre ud over det samlede indtryk.

Man kunne mærke, at Svane levede sig ind i musikken – så meget, at han stod med lukkede øjne det meste af tiden. Det var til dels en charmerende faktor, der både afslørede et hint af nervøsitet og samtidig gav et indtryk af, at det han sang var noget, der betød noget for ham. Desværre var det også med til at skabe en distance til publikum, som ikke helt blev inviteret med indenfor i optrædenen. Der hvor Svane for alvor ramte, var da teksterne fik lov at komme til sin ret, som eksempelvis den noget tragikomiske ”This Is Tracey” fra The Sudden Stop EP’en.

Sættet var udvidet til en time, da Svane havde sagt ja til at dække et hul for et band, der havde meldt afbud. Det betød, at han fik rigelig mulighed for at spille materiale fra begge sine udgivelser, og det blev også lige til et cover af The Shins. Det blev faktisk til sidst lidt svært for Svane at holde publikums opmærksomhed. De sidste tre numre af koncerten blev generet af lyden fra en anden koncert, der var gået i gang på Discovery scenen. Tilsammen betød det, at publikum valgte at fordufte ud i aftenluften, før koncerten var slut.