Bands of Tomorrow

Blue Machines ‘Machine Theory’

Theis Jehl 24/06/2013
Blue Machines ‘Machine Theory’
BEDØMMELSE
3.5

Band: Blue Machines
Udgivelse: Machine Theory
Release: 6. juni 2013

Den unge danske trio Blue Machines blev dannet nær enden af 2012 på Oure Gymnasium, og har siden da arbejdet på at få skrevet og indspillet deres nyudgivne debut EP Machine Theory.

Ifølge trioen selv spiller de en hård indie-rock med elektroniske islæt i form af tilføjelsen af dybe og eksperimenterede synthesizers, og på trods af udtalelsen omkring manglende talent for selvbeskrivelser rammer de tre gutter langt fra forkert.

Gruppens lyd er melankolsk og langt fra opløftende, men med desperate tekster, der har en tendens til at lange ud mod det moderne menneskes sortsyn og afgivelse af egen skæbne, ville alt andet også have virket malplaceret og splittet det musikalske udtryk i en alt for høj grad.

Arbejdsformen, når det kommer til sangskrivningen, er i løbet af få gennemlytninger hurtigt overskuet og der er ingen skjulte elementer eller teknisk pralende mellemspil at finde. Dermed er der klart fokus på sange, der med en maksimal spilletid på 4 ½ minut, er skåret helt ind til benene og ikke indeholder nogen overflødigheder. Denne forholdsvist fastsatte kompositionsform kan godt skade variationen på EP’en, hvis idéer i længden kan føles en smule ensformige, men heldigvis for helhedsindtrykket har trioen fået plads til en mere vuggende og følsom sjæler i form af ‘James Wayne’.

EP’en er, med undtagelse af førnævnte, nemlig fyldt med bundsolid og mere up-tempo rock, hvor der sjældent er afsat tid til pusterum.

Det er her, når gruppen er mest hårdtslående og aggressive i deres udtryk, at de fungerer allerbedst, og med pladens to absolut stærkeste numre ‘Unlock the Pressure’ og ‘Fuzzy Chick’ til henholdsvist at åbne og lukke EP’en, står man tilbage med et svært nedbrydeligt omslag, hvis indhold der ingenting er galt med, men som heller ikke helt formår at leve op til de forventningerne, de blev pakket ind i.

Blue Machines skaber ikke en lyd, der ikke er blevet hørt før, men er man fan af enten Kashmir eller VETO og længtes tilbage mod tiderne, hvor disse var mere hårdtslående og mindre radiovenlige, så er der ingen måde, hvorpå man går galt i byen med Blue Machines’ Machine Theory.

Det er et friskt pust på den danske musikscene, som for mit eget vedkommende er yderst velkomment og som jeg kun ser frem til at høre mere fra i fremtiden.

Bandet kan følges på deres Facebook-side, eller på BandCamp hvor EP’en også kan købes enten digitalt eller fysisk. EP’en kan også høres i fuld længde på Spotify, og jeg kan kun anbefale folk med hang til rock i den mindre sommerglade form til at gøre dette.

MENU