Foto: Maggie Rogers // Anja Bergersen, by:Larm

Den 20. version af den norske musikbranchefestival by:Larm er netop (vel)overstået, og vores chefredaktør ser tilbage på festivalens to største musikalske højdepunkter og de tre bedste, nye bekendtskaber. 

I tre dage er Oslo på den anden ende, når musikbranche- og showcasefestivalen by:Larm løber af stablen. Den norske hovedstad summer af liv, når delegerede fra alle dele af musikbranchen om dagen bevæger sig i pendulfart mellem det ene spændende seminar efter det andet, og når de ved mørkets frembrud mænger sig med resten af festivalens besøgende på de mange forskellige venues, hvor et bredt udvalg af overvejende nordiske artister viser deres værd. Okay, det var en lang sætning, men der er virkelig også meget at sige om en så omfattende begivenhed, som by:Larm, hvor der ikke altid er tid til at stoppe op og trække vejret. Jeg vil dog alligevel dele nogle af mine øjeblikke fra festivalen, hvor tiden syntes at gå i stå, og hvor kroppen for alvor løsnedes op efter en hel dag med interessante paneldebatter, oplæg, interviews og en konstant angst for at swipe dankortet. Ja prisniveauet i Oslo var ligeså højt som niveauet hos de kunstnere, jeg nu vil fortælle om.

To højdepunkter

Maggie Rogers, Sentrum Scene (fredag)

Første gang, mit musikalske by:Larm for alvor peakede, var da jeg næsten mindst ventede det. Har du fulgt bare det mindste med på både danske og internationale musikmedier, vil jeg vove at påstå, at du er blevet præsenteret for amerikanske Maggie Rogers mere end én gang. Måske du kender hende som “denne dér nye sangerinde, der fik Pharrell til at græde”. Det gjorde hun i hvert fald, da stjerneproduceren i forbindelse med et mentorprojekt på NYU hørte hendes nu virale hit “Alaska”. Og som det så ofte er med hype: alle vil se, om den har sin ret, og både forventninger og skepsis stiger til tops. Sådan var det også for mig. Da Pharrell hørte Maggie Rogers på NYU sagde han: “That’s a drug for me.” Og for at blive i den så brugte, men gode, “stof-metafor”, så blev jeg virkelig høj på Maggie Rogers fra det sekund, hun gik på scenen. Det var hendes allerførste festivaloptræden nogensinde, men nervøsitet var der intet spor af. Maggie Rogers er skabt til at stå på den scene og efter bare ét nummer eroderedes al grundlag for at tro, at hun nogensinde har været skabt til andet. Musikken og det at performe den live var en leg for Rogers, der udstrålede den mest smittende spilleglæde, jeg længe har oplevet. Alt omkring hende var fortryllende lige fra det hvide cowboy-outfit til hendes glædesfulde dansemoves og atter til hendes imponerende vokalpræstation.

Læs også  KarriereKanonen-vindere 2017: Interview med single-aktuelle MOODY

Klangstof, Verkstedet (lørdag)

Jeg var på en måde lidt nervøs for at skulle høre norsk/hollandske Klangstof lørdag aften på Verkstedet. I starten af året satte jeg det alternative rockband på vores liste over 17 navne, du skal holde øje med i 2017, efter jeg var faldet over det forrygende nummer “Hostage”. Førnævnte Maggie Rogers er forøvrigt også at finde på listen, men Klangstof var lidt mere et sats, og netop derfor var det ekstra spændende at høre, om det var et vellykket et af slagsen. Det var det uden nogen som helst tvivl. De fire gutter i Klangstof, med den karismatiske frontmand, Koen Van De Wardt, som primus motor for projektet, leverede en helstøbt og fortryllende koncert, som mindede mig om rigtig mange af de ting, jeg sætter pris på ved musik. Som for eksempel massive lydmure. En masse af lyd, som skyller ind over mig som en flodbølge og lader øret vandre fra element til element – eller i hvert fald forsøge på det. Og endnu bedre: Koen og co. var ekstremt gode til at lege med de her lydmure, de fik skabt. Dynamikken i deres numre var formidabel, og det var aldrig helt til at vide, hvornår det næste drop ville falde, hvordan næste nummer ville starte, hvornår lyden ville være massiv, og hvornår den ville være helt sagte og fin. Scenen og instrumenterne udgjorde en legeplads for de fire gutter, og det var en fryd at lade blikket vandre fra instrumentalist til instrumentalist og se, hvordan de alle sammen var så sindssygt koncentrerede om hver deres opgave. Jeg kunne fortsætte min ros i uendeligheder, men jeg tror, at I har fanget pointen: ja, du skal stadig holde øje med Klangstof i 2017. 

Tre opdagelser

Little Cub (UK)

Det var lidt ved et tilfælde, at jeg torsdag aften endte på spillestedet Ingensteds, hvor britiske Little Cub skulle spille deres første ud af to showcases. Trioen, der denne aften var udvidet til en kvartet, bestod af et ret simpelt setup med keys/synth, trommer, bas og en forsanger på guitar. Det så med andre ord ret harmløst ud, da de stod klar på scenen til at slå de første toner an, men al tvivl kom til skamme, da de først satte igang. Gutterne spillede en glædesfuld og energisk omgang britisk synthpop, når det er bedst, og musikken gav associationer til blandt andet landsfællerne Hot Chip. Jeg har efterfølgende tjekket Little Cubs indspilninger ud og konkluderet, at det var rigtig godt, at jeg torsdag aften havnede på Ingensteds ved et tilfælde.
Jeg kan desuden se, at Little Cub slipper albummet Still Life den 28. april, så det kan vi jo alle glæde os til.

Læs også  Redaktøren: Det bedste jeg så på UHØRT Festival 2017

Amanda Delara (NO)

Det var egentligt primært norske Amanda Delaras pressebillede, der i første omgang fik mig til at notere hendes showcase på Sentrum Scenen i mit tætpakkede by:Larm-program. Hendes profilbeskrivelse var ikke synderligt detaljeret, til gengæld poserer hun med en dromedar på det orientalsk-inspirerede billede, og det syntes jeg altså fortjente noget credit. Der er ikke noget federe end at tage til koncert med en kunstner, man intet aner om, og gå derfra med følelsen af lige at have set sit største idol. Det er altså næsten der, vi er, med Amanda Delaras præstation på Sentrum Scene. Den norske sangerinde havde 110% styr på sit kunstneriske udtryk, og alt var gennemtænkt og gennemført i præcist samme orientalske stil, som fangede min opmærksomhed på pressebilledet. Delaras vokal sad i skabet, og bag hende hang en stor version af det smukke tæppe, hun sidder på på sit billede og tronede. Stemningen var magisk, da to strygere spillede i samklang med de to andre musikere og Delara selvfølgelig, som var eksponent for noget af den bedste blanding af hiphop/pop/reggae, jeg længe har hørt. “I’m just gonna pray,” sang hun messende, da hun fremførte sin politiske debutsingle “Paper Paper”, og det føltes som en ren magtdemonstration.

Læs også  KarriereKanonen-vindere 2017: Interview med single-aktuelle MOODY

Conz (NO)

Norske Conz stod for det bedste hiphop-øjeblik for mit vedkommende. Det var en regulær fest, vi kom ind til, da vi lørdag aften trådte ind på spillestedet John Dee, som er en del af den legendariske Rockefeller Music Hall. Conz er selv fra Oslo, og den unge rapper var uden tvivl på hjemmebane. Med en hardcore fansskare i front kogte salen fuldstændig over, og da Conz satte gang i en mosh pit foran scenen, tror jeg dagen peakede for en hel del unge, og ikke mindst svedende, drenge og piger. Stemningen var en af de bedste, jeg oplevede på hele festivalen (hvis ikke den bedste) og Conz’ energi på scenen var beundringsværdig. Jeg har egentligt ikke så meget mere at sige, end at Oslo-rapperens meget amerikanskklingende lyd, hvad angik både produktion og rap flow, tydeligt faldt i god jord hos de mange fremmødte, og jeg tror helt sikkert, at der er grobund for, at den hype, han allerede har fået i Norge, nok skal komme til Danmark også.