Foto: Fribytterdrømme // PR

Om lidt løber festivalen Musik i Lejet af stablen i Tisvildelejes smukke omgivelser. Vi har udvalgt ni navne fra årets plakat, som vi synes skal opleves på festivalen. 

Musik i Lejet er en tredages festival, som siden 2009 har sørget for musik og fantastisk sommerstemning i Tisvildelejes smukke rammer. Festivalen er siden sin start vokset gevaldigt og har udviklet sig til at være en af Danmarks førende sommerfestivaler med nogle af Danmarks mest fremadstormende musiknavne på plakaten i selskab med større, populære navne. I år løber festivalen af stablen den 20.-22. juli, og du kan blandt andet opleve Mew, IRAH, Folkeklubben, Jonah Blacksmith, Katinka, Lydmor, The Entrepreneurs, Medina og Bisse. Vi har udvalgt ni navne, som vi anbefaler dig at opleve, hvis du er en af de heldige, der har sikret sig en billet til Musik i Lejet 2017.

Mew, torsdag kl. 23.00 på Strandscene

Danske Mew har efterhånden en flot og lang karriere bag sig, med succes både herhjemme og i udlandet. De udgav deres debutalbum i 1997 og har siden da gjort sig bemærket med hits som “Snowbrigade”, “Am I Wry? No”, “Sometimes Life Isn’t Easy” og mange flere. Senest har de udgivet albummet Visuals, som har vækket min interesse for bandet på ny. Deres lyd har altid været original – man er aldrig i tvivl, om det er Mews musik, der strømmer ud af radioen, og det synes jeg er en kæmpe kvalitet hos dem.” – Anne Lærke Rasmussen, Praktikant.

Choir Of Young Believers, torsdag kl. 19.00 på Strandscene

Jeg lagde første gang mærke til Choir of Young Believers, da deres nummer “Hollow Talk” fra debutalbummet This is for the White in Your Eyes blev brugt som titelmelodi i DR’s TV-serie Broen, da første sæson blev sendt i 2011. Deres sans for simple melodier ladet med sprængfarlig stemning kan jeg ret godt lide. Jeg har aldrig set dem live, men glæder mig til at se, hvad de har at byde på, når de spiller til Musik i Lejet. Senest har de udgivet albummet Grasque, som både indeholder engelsksprogede og dansksprogede numre, og alt tyder på, de er nogle legesyge musikere, så koncerten bliver garanteret ret interessant,” – Anne Lærke Rasmussen, Praktikant.

Læs også  3 nye navne til p6 Beat Rocker Koncerthuset 2018

Skammens Vogn, torsdag kl. 18.00 på Bodega

Trioen Skammens Vogn laver dansksproget, poetisk, alternativt pop. Musikken er centreret omkring Nikolaj Zeuthens tekstunivers og er et friskt pus på den dansksprogede musikscene. Tidligere på året udgav de albummet Sukaley!, som fokuserer på kærlighed – som førstesinglen, “Forelsket”, fint demonstrede. Det er en “vaskeægte kærlighedsklage med episk guitarsolo og det hele,” som Zeuthen selv forklarede, og jeg blev altså ret forelsket ved allerførste lyt. Jeg kan i det hele taget klart anbefale at tjekke Sukaley! ud.” – Anne Lærke Rasmussen, Praktikant.

Fribytterdrømme, lørdag kl. 19.30 på Bodega

Hvis du er til syrerock, attitude og powervokal, skal du lørdag gå over til Bodega-scenen, hvor danske Fribytterdrømme giver den gas. Tidligere på året udgav de albummet Superego, som fik store roser af anmelderne – albummet høstede for eksempel intet mindre end fem ud af fem stjerner af vores anmelder, og albummet overbeviste mig om, at jeg skal holde et skarpt øje med de seks drenge fra Svendborg. Superego er desuden blevet til, i hvad man kan tænke som et mærkværdigt samarbejde med rapgruppen Suspekt, som senere samme aften lægger Strandscene ned. Mon ikke man får samarbejdet at se IRL?” – Anne Lærke Rasmussen, Praktikant.

WhoMadeWho, fredag kl. 22.30 på Strandscene 

“Tidligere i år oplevede jeg dem til Fredagsrock i Tivoli, og det var – pænt sagt – en sand fornøjelse. Selvom det ikke var den varmeste aften, og det endda regnede under store dele af koncerten, så havde de publikum med fra start til slut. Med super energi og en overskudsagtig levering af numrene, fangede de mig lige fra første nummer. Da de tre musikere – der i aftenens anledning var iført røde “elevator-dreng-piccolo-kostumer” – kom tilbage på scenen for at give ekstranummeret i form af “Satisfaction”, og de derefter kastede med instrumenterne på bedste rock-star-manér, så var jeg fuldstændig solgt. Rygterne (og videoerne) fra deres legendariske Roskilde optrædener, var da heller ikke gået mig forbi, og koncerten levede fuldt op til alle rygterne om trioens underholdningsværdi og musikalske kunnen. Så det ville være en skam at misse en 100% enormt underholdende og festlig koncert med WhoMadeWho, når de indtager Musik I Lejet – tag afsted!” – Line Mortensen, praktikant.

Læs også  J Hus - Pumpehuset

ALMA, torsdag kl. 21.00 på Strandscene

“Jeg var solgt fra starten, da jeg hørte den finske poppiges single “Dye My Hair”, og sidenhen har hun ikke skuffet mig med den ene solide popsingle efter den anden – bl.a.”Karma” og senest Chasing Highs”. Jeg opleve tidligere i år ALMA på Pumpehuset og efterfølgende på SPOT Festival. Begge koncerter var fantastiske! Hun har den fedeste energi og attitude, der giver den ellers lidt ensformige og meget poppede musik noget kant live – og det fungerer! Med sig har hun hendes søster, med mindst lige så neongult hår som Alma selv, og tre musikere, der får de elektroniske kompositioner til at komme til live på scenen. For mig har der været kæmpe sing-along-potentiale til Almas koncerter, hvilket jeg altid sætter pris på live. Så skyd festen i gang til Almas koncert – du kan helt sikkert synge med på mindst én af sangene.” – Line Mortensen, praktikant.

Thomas Dybdahl, torsdag kl. 17.00 på Strandscene

“Jeg vendte hjem fra et regnfuldt Northside i Aarhus med en god koncertoplevelse med den norske Thomas Dybdahl i bagagen. Han spillede på en af festivalens store scener tidlig eftermiddag, og selvom det måske var et lidt sløvt tidspunkt hos publikum, rent energi-mæssigt, så var det en glad og veloplagt Dybdahl på scenen. Med et velspillende band og en tydelig glæde og taknemmelighed for at være der, spillede Dybdahl en lækker og stemningsfyldt koncert. Hvis solen skinner, og du tænker: “Ej, jeg kunne virkelig godt trænge til noget lækkert, nordisk musik,” så skal du helt klart svinge forbi Thomas Dybdahl koncerten!” – Line Mortensen, praktikant.

Soleima, torsdag kl. 18.00 på Skovscene

“Da Soleima tidligere på året holdt release-fest i forbindelse med hendes mini-album No.14 på Bremen Teater, var jeg tilstede. Hun gav en koncert, hvor hun præsenterede de forskellige numre, og jeg var så heldig at have møvet mig til en plads helt i front. Med keys og trommer på, blev de ellers så elektronisk baserede track afviklet meget vellykket live. Soleima tog også teten som frontfigur 100% med MØ-inspirerede danse-moves og en tydelig glæde over at se så mange mennesker. Hendes helt specielle lyd – især baseret på hendes noget særprægede vokal – giver pop-universet en tiltrængt kant, og hendes tilbagelænede og catchy melodier, er lige mig! Jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg skal opleve Soleima live igen, så det skal man da heller ikke gå glip af denne gang!” – Line Mortensen, praktikant.

Læs også  Ugens Uimodståelige//Uge 47

Astrid S, Fredag kl. 20.30 på Strandscene

På dette års by:Larm Festival i Oslo var en af mine must-sees på programmet den norske popkomet Astrid S. Hun havde to år forinden spillet på festivalen, som er den norske pendent til Aarhus’ SPOT Festival, men dette år var det en helt særlig “unplugged” koncert i en smuk kirke, der var at opleve. Vi skyndte os derhen, i hvad vi troede var god tid, men da vi nåede Kulturkirken Jakob, hvor koncerten skulle finde sted, var der fuldstændig proppet – både inde i kirken og udenfor, hvor et hav af folk krydsede fingre for, at de var heldige nok til også at blive lukket ind. Vi fik hurtigt at vide af vagterne, at der var fuldstændig proppet, og at vi lige så godt kunne give op, så det gjorde vi. Min pointe med det her: den pige må kunne nogle ting med en mikrofon på en scene, som rigtig mange gerne ville opleve, og det synes jeg også, at du skal, når nu du har muligheden for det. Det er ikke længe siden, at Astrid S udgav EP’en ‘Party’s Over’ med pop-bangere som “Breathe” og “Bloodstream”.” – Nikoline Skaarup, Chefredaktør

Vi interviewede under by:Larm Festival Astrid S, hvilket du kan læse her.