Foto: Linn Heidi Stokkedal

Klokken 00.45 i nat står norske Kakkmaddafakka klar på scenen i P3-Teltet på Smukfest for at ruske godt op i publikum med deres energiske alternative indiepop. Varm op til koncerten med den spritnye single “Neighbourhood”, som vi har premiere på. 

Den nye singleudgivelse følger efter juni måneds “All I Want To Hear (ÅÅÅ)” og er anden forsmag på Kakkmaddafakkas kommende album Hus, som er på gaden senere i år.

Med ry for at spille højenergiske livekoncerter og tradition for at høste den ene flotte anmeldelse efter den anden, skal der en virkelig god grund til ikke at befinde sig i P3-teltet i nat, når Kakkmaddafakka går på. Tidspunktet er ikke en undskyldning, men snarere en fordel, for det norske orkester synes at være sat i verden med det ene formål at få dig til at danse – gerne natten lang.

Læs også  J Hus - Pumpehuset

Titlen på det kommende album, Hus, som “Neighbourhood” bliver en del af, kunne meget vel referere til det faktum, at albummet er indspillet i en gammel villa i gruppens hjemby Bergen, og på pladen søger Kakkmaddafakka netop “hjem” til deres oprindelige rødder i indierocken. Det tema kan også høres på den nye single, som ifølge guitarist og sangskriver Pål Vindenes handler om at være gæst i sin egen by.

Læs også  Scarlet Pleasure overrasker med ny EP

“For mig er det en meget klaustrofobisk oplevelse. Det er også en af de første sange, vi skrev i huset. Jeg synes virkelig, at man kan høre energien i det nummer her,” fortæller han.

Forsanger Axel Vindenes forklarer videre, at sangen fungerer som et billede på, hvordan det som et moderne menneske kan være at leve i en lille by – som eksempelvis Bergen.

Læs også  Den danske duo Still The Man debuterer med grungeperlen "Only Logic"

“Bergen er en meget dejlig og smuk by at bo i, men nogle gange kan man føle sig indespærret. Alt hvad der er dejligt og smukt, har sin egen ying og yang,” tilføjer han.

Kom i godt humør inden aftenens koncert med “Neighbourhood”, som med en solid bas, legende og svævende guitarflader og forsanger Axel Vindenens dovne og dragende vokal, giver rum til, at du som lytter kan drømme dig tilbage til en solskinsdag i din egen hjemstavn.


Nummeret er udgivet via bandets eget pladeselskab Bergen Mafia.