Foto: Amanda Hestehave

Indie-popperen St. Augustin udgav sin Debut-EP Porn i fredags den 8. september, og er nu klar med musikvideoen til førstesinglen fra EP’en “Awful Sound”.
Hun optrådte i fredags live i Absalons Kirke til releasekoncert for EP’en, hvor musikvideoen også blev screenet.
Nu kan du se videoen eksklusivt lige her.  

St. Augustin spiller dansabel indie-pop med sange kendetegnet af groovy basfigurer, drømmende guitarriffs og en stærk og smuk vokal.
Singlen “Awful Sound” er indtil videre det mest catchy udspil fra St. Augustin, og musikvideoen tilføjer en flot og dyb dimension til nummeret.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 49

Videoen foregår i et slidt og kriminelt undergrundsmiljø, hvor St. Augustin med overbevisning spiller den hårde og kyniske gangsterboss. Her får hun mænd tæsket, myrdet og tæller penge sammen fra fyldte sportstasker.
I sidste omkvæd ses dog en anden side af hende, hvor hun på en scene klædt i guldglitter træder frem som det pop-ikon hun er.
Da nummeret er slut, høres kun rungende klap fra gangsteren St. Augustin, og sidste scene er altså præget af modsætninger med to forskellige udgaver af St. Augustin i samme rum: En mørkklædt gangsterboss og en guldglitrende pop-stjerne.

Videoen er lavet af Péter Becz, og besidder en dragende og mørk karakter i form af neonlys, skumle baggårde og film noir-stemning.
Oplev St. Augustins stemningsfulde video her:

Læs også  Pale Waves udgiver deres fjerde single