Foto: Daniel Buchwald & Thomas Engelbrecht Mikkelsen

“New to Me” offentliggøres sammen med nyheden om, at debutalbummet Head Perfume udkommer den 3. marts i år. 

Da vi i oktober havde premiere på debutsinglen “Because We’re Together”, var det uden at vide, hvem der i virkeligheden stod bag kunstnernavnet Peppermint B. Det fik vi til gengæld afsløret måneden efter i en live session, hvor Steffen Westmark fra The Blue Van stod frem som kræfterne bag nummeret, vi i sin tid beskrev som “et mesterstykke ud i umiddelbar indiepop”. Nu er der igen nyheder på banen med den spritnye single “New to Me” og beskeden om, at der den 3. marts lander et debutalbum.

Westmark bringer solen med sig i sine opløftende popkompositioner, der emmer af livsglæde og forårsforelskelser. Er du med andre ord allerede træt af vinteren, som jo egentligt kun lige er begyndt, så er Peppermint B og “New to Me” den perfekte løsning på dine kvaler. Nummeret er svært at få af hjernen igen, når det fængende tema først er sat ind, og Westmarks karakteristiske vokal tager dig med på en lærerig rejse om, hvordan du skal omfavne de forskellige perioder i dit liv og se det bedste i folk:

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

A life lived in many stages / Is a life spent well, baby / Try to See / The sparkle in people’s faces / Is to really embrace them”, lyder det i omkvædet, mens sangens titel gentages imellem erfaringerne.

Nummeret handler derudover om, hvordan livet leves i et endeløst loop, som giver følelsen af, at man har oplevet forskellige følelser før, og det er gennem disse gentagelser af livet, at energien mellem mennesker kan overføres. Mens sangens lyrik altså spiller på den helt store filosoferen, har Westmark forsøgt at holde det musikalske så simpelt som muligt for at opnå størst effekt.

På det kommende debutalbum Head Perfume vil det, som på de to singler, være med Westmarks legende vokal i centrum, mens den instrumentale del af produktionerne kredser om både 90’ernes indierock og dreampop, elementer hentet fra psych og med inspiration fra bossanova. Det lader altså til, at vi vil blive præsenteret for en helt unik lyd. Er du til navne som Tame Impala og Woods, er du imidlertid nok ikke helt galt på den, hvis du pludselig en solskinsdag i marts finder Peppermint B i dine hørebøffer.

Med min musik opfordrer jeg folk til at opsøge det positive, smukke og ægte i hverdagen og finde deres indre ro. Vi skal svælge i gode følelser og altid søge det positive, for det gør os bedre mennesker og giver os lyst til at hjælpe hinanden”, forklarer Steffen Westmark om projektet.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Head Perfume udgives via Westmarks eget pladeselskab Northern Sky Records, og musikken er produceret og mixet af Westmark selv og Christian Ki Dall (D/Troit, For Akia, Setting Son, Jørck.). Derudover har Peppermint B et stærkt hold på instrumenteringen, der består af Christian Rindorf på trommer (The Rumor Said Fire), Søren Michael Koch på bas (bl.a. Tim Christensen and the Damn Crystals), Trine Jørck på kor (Jørck), Johan Bylling på sax (bl.a. D/Troit), Bjarke Nikolajsen på trompet og flügelhorn (D/Troit) og Søren Stensby på violin (Mother Lewinsky).

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno

Resten af instrumenterne er spillet af Steffen Westmark og Christian Ki Dall, og hvis den ovenstående imponerende liste over medvirkende på projektet ikke er nok, så er musikken mastereret af Brian Lucey, der også har mastereret for kunstnere som The Kills, The Black Keys, Arctic Monkeys og The Last Shadow Puppets.

Nu er der vist ikke andet for end at forestille dig en stor, gul, smilende sol skinne på dig og nyde den nye single fra Peppermint B.