Foto: Niels Vogensen

Den aarhusianske kvintet J. Bruno er på banen igen med en sang i årstidens ånd. Deres nye single er både drømmende, behageligt lydende og en smule melankolsk i udtrykket. 

J. Bruno har tidligere i år været ‘Ugens Upcoming’ her på Bands of Tomorrow, vi havde forpremiere på deres seneste udspil “Do You Even?”, og de har generelt en høj grad af likeability hos os. I morgen er de ude med “New Year Comes Around”, som vi i samme anledning har fået lov til at premiere i dag.  Nummeret udgives forud for en EP, som – sjovt nok – vil se dagens lys i det nye år.

Med den her sang henter bandet endnu flere likeability-point. Som en forløber for det forestående nytårs-festivatis, der for mange bliver en markør for alt det, man ikke fik nået i året, der gik, fører J. Bruno os bittersødt og sikkert igennem til den anden side af årsskiftet. Med deres mellow og tilbagelænede pop/rock behandler bandet de nostalgiske og ambivalente følelser, der kan opstå, når man gengiver det forgangne år i form af betydningsværdige begivenheder – både gode og dårlige.

Læs også  Pinemoon udsender debutsingle og musikvideo

Om singlen siger forsanger Jakob Bruno:

“Sangen er en skildring af den helt særlige stemning, som nytårsaften bringer. Det forgangne år har sædvanligvis bragt både glæde og sorg. Kærligheden er blevet sat på prøve, til tider har man måske helt mistet troen. Alle årets hændelser har på sin vis ledt op til denne evalueringens time, og det hele kulminerer i det øjeblik klokken slår tolv. Man befinder sig i brændpunktet mellem det gamle og det nye – den bitre erfaring og det fornyede håb. Man drikker og fester sig fra sans og samling, raser ind i det nye år som en fandenivoldsk raket mod den tågede sorte himmel, velvidende at man i livet ofte må styrte, feje sig selv op og begynde igen. New Year Comes Around er en hyldest til menneskets evne til at genopfinde gnisten, troen på nye begyndelser og lysten til at leve.”

Singlen har generelt en berusende og afslappende virkning på sin lytter. Så er man lidt julestresset, eller føler man ikke rigtig, at 2017 har været ens år, så kan man med fordel smække fødderne op og lytte til “New Year Comes Around” en gang eller to. Den har en stemning af ‘det skal nok gå’ og ‘that’s life’ og er på den måde et dejligt, optimistisk input i en periode, der både kan fordre vinterdepression og stress og jag.
Tag det roligt og lyt til J. Bruno. Der er altid et 2018.

Læs også  Arcade Fire og 11 andre navne til Haven Festival 2018

Happy New Year fra J. Bruno!