Foto: Caroline Bohn
I dag er den nye, danske indierock-kvartet SILQUE klar med deres debutsingle “Gloria”, og de afslører samtidigt, at der er et debutalbum på vej.
SILQUE er et nyt skud på den danske indierock-stamme, og i dag er de klar med deres debutsingle “Gloria”. Singlen er blevet til i det københavnske studie Vibe Factory, og sangen er blevet færdiggjort i det legendariske Abbey Road Studio i London. Det var produceren Alex Wharton, der tidligere har arbejdet med store navne som The Beatles, Radiohead og Coldplay, der lagde sidste hånd på værket.

Universet på “Gloria” er foranderligt og sanseudvidende, og med psykedeliske forestillinger og en kraftfuld og farverig sound, trækker SILQUE på referencer som The Beatles og den alternative popsanger BØRNS. “Gloria” handler om en higen efter, og en viden om, at alt hvad man begærer, virker til at være lige rundt om hjørnet, men i virkeligheden altid er længere væk. Omkring tilblivelsen af “Gloria” forklarer bandet:

“Sangen Gloria indkapsler den proces og stemning, om  vi har været igennem i Vibe Factory under indspilningen af det kommende album. Den illustrerer mystikken og de nye opdagelser, som det bar med sig at fordybe sig igennem så lang tid i studiet, i de fire måneder albummets tilblivelse tog.”
Efter nogle måneders fordybelse i det københavnske studie, tog SILQUE til London, for at få færdiggjort deres kommende album. Pladen blev færdiggjort i Abbey Road Studio, og omkring processen og den kommende plade fortæller SILQUE:
“ Gloria markerer smukt afslutningen på processen, da det var den sidste sang, som vi færdiggjorde inden vi tog til Abbey Road Studio i London for at lægge sidste hånd på værket sammen med Alex Wharton. Vi har glædet os ufatteligt meget til at dele vores musik med omverdenen og kan næsten ikke vente med at dele mere fra vores univers”

Vi glæder os til at høre mere fra indiekvartetten, indtil videre kan du høre debutsinglen “Gloria”

Du kan opleve SILQUE live her:
Den 17. marts – TAPE, Aarhus
Den 18. marts – Tapperiet, Køge

Læs også  Ugens Upcoming: Vakle