Foto: PR

I optimismens tegn synger Pinemoon om at give tingene et skud og gøre sit bedste, selvom de “can feel it coming down” på deres single “I Try”. 

Duoen Pinemoon består af Christoffer Schultz og Steven Stern Steward, som har mange års musikalsk erfaring efter blandt andet at have været med i bandet Campsite. Nu er de gået sammen i et nyt musikalsk projekt og et partnerskab, der bygger på over 20 års venskab. I den sammenhæng er de i dag aktuelle med lyd og video til “I Try” som kommer forud for deres EP-udgivelse den 18. december.

Læs også  Videopremiere: Spol tilbage med ØYA i videoen til debutsinglen "Dreams Rewind"

Singlen byder på lavmælt og tilbagelænet men samtidig storladent shoegaze-rock, som imod slutningen af nummeret bliver fornemt bakket op af både strygere og trompeter. Forsangerens udtryk er dovent og mellow, når han synger fraserne “I Can Feel It Coming Down” og “I try” ind over hinanden, hvilket giver sangen en særegen karakter og gør lytteren ekstra opmærksom på det lyriske aspekt.

Læs også  Ugens Upcoming: Peanut Gallery

Der er nærmest en heltevibe over den sound, som Pinemoon frembringer. Det er ikke til at sige, om det er den gennemgående guitarfigur, det blide korarrangement i det fjerne, eller de førnævnte strygere og trompeter. Men den er der, og det tillægger hele deres output en form for optimisme.

I musikvideoen til “I Try” præsenteres vi for en sløret sort/hvid billedserie. I frøperspektiv ser vi benene på en mand, som løber ad grusstier og igennem skov og marker. Han løber selvfølgelig fremad, men i slutningen af videoen bliver dele af billedsekvensen spolet tilbage, så det ligner, at han løber baglæns. Det er ganske effektfuldt, selvom man aldrig får en afklaring på, hvad han løber fra eller mod.

Læs også  Wolf Alice - Lille VEGA

Og så kan det indskydes, at hvis man ser videoen, er man i hvert fald ikke i tvivl om, hvad bandet hedder. Se selv her: