Foto: Nicklas Krarup Larsen
Scene: Mindfield
Dato: Lørdag d. 12. august 2017

Amerikanske Mike Hadreas, bedre kendt som Perfume Genius, leverede lørdag aften en intens og elegant præstation på HAVEN’s Mindfield-scene.

Perfume Genius – HAVEN Festival 2017
4 Anmeldelse
Anmeldelse

På en palmeoppyntet scene lagde Perfume Genius virkelig stærkt ud, først med et kort stykke med afrikansk kor, og så med nummeret “Otherside”, der også er intronummeret på det nyeste album fra i år. Nummeret startede med spinkle, lyse klavertoner efterfulgt af Hadreas’ smukke og skrøbelige vokal, der pludselig blev brudt af en gigantisk lydmur, imens Hadreas med sine langsomme og elegante fagter bevægede sig fra den ene skæve posering til den anden. Kombinationen mellem det skrøbelige og det kraftfulde gik igen flere gange og skabte koncertens største øjeblikke.

Læs også  Videopremiere: Death Machines nye musikvideo emmer af dysterhed i et rødligt skær

Efter den intense introsang brød Hadreas stilheden med et vittigt og frækt “hi”, der spredte grin og smil blandt publikum. Og selvom regnen silede ned, blev frontmanden ved med at sprede glæde og varme med sin humoristiske tilgang til både band og publikum. De fleste af koncertens numre bestod af mere stille sange som den guitarbårede “Valley”, der endnu engang viste dygtigheden bag Hadreas vokal. Dog var der flere af disse stille numre, hvor vokalen enten blev overdøvet af et lidt for højt klaver eller forsvandt i regn og snak fra publikum.

Til gengæld var der en fed energi i flere numre fra de nyeste plader, som virkelig gav et stort indtryk. Både i den energisk pumpende “Grid” fra Too Bright-pladen og især på hittet “Slip Away” fra den nyeste plade, No Shape, som med en perfekt dynamik mellem den store lyd og en catchy melodi blæste regnen væk og løftede koncertoplevelsen til et højere niveau.

Læs også  VIDEOPREMIERE: Danske Eugenia udgiver musikvideo til "Byen"

Publikum gik fra og til på grund af regnen, og det lykkedes altså ikke Perfume Genius at indfange hele Mindfield-scenen med sin storladne og eksperimenterende pop/rock, men de, der blev, fik i den grad demonstreret Hadreas’ alsidige musikalitet med de mange pludselige og effektfulde skrig og selvfølgelig den stille og svævende falset. Med storhittet, “Queen”, som blev spillet som næstsidste nummer, blev koncerten afsluttet på fin vis efter en alsidig koncertoplevelse og en præstation, der i den grad var en queen værdig.