Foto: Júníus Meyvant // Agnete Schlichtkrull

For femte gang rockede P6 Beat, traditionen tro, publikum ind i det i nye år. Og det blev en aften fyldt med lækkert, musikalsk input. Læs om de acts, der for vores anmelder skilte sig mest ud – på både godt og ondt. 

Det er ingen hemmelighed, at radiokanalen P6 Beat er mekka for diverse musiknørder. For her bliver der for alvor gjort plads til musikscenens mangfoldighed, og det fik vi slået en stor streg under ved aftenens P6 Beat Rocker Koncerthuset anno 2017.

I selskab med DRs Symfoniorkester synger Kira Skov og Michael Møller publikum varme med David Bowie coveret ”Ashes to Ashes” – en oplagt hyldest til stjernen vi mistede for et år siden, men stadig mindes.

Danske delikatesser

Første act fra plakaten er anmelderroste Bisse. Det er faktisk min første introduktion til sangeren, og hurtigt bliver jeg suget ind i et virvar af indtryk. Først er der et skrigende orgel, til hvilket Bisse gør sin entré og sætter sig på knæ foran publikum. Han synger hurtigt og det ærgrer mig, at man ikke kan høre de tekster, han ellers er så rost for. Hans optræden er dog ekstrem powerfuld, og der er ingen tvivl om, at Thorbjørn Bredkjær (som Bisse hedder borgerligt) har noget på hjerte. Han er en meget karismatisk karakter og uanset, om man er til hans musik eller ej, kan jeg ikke lade være med at beundre hans måde at fremstå som sin helt egen.

De tidligere vindere af Karrierekanonen, Dør Nr. 13, er på som aftenens tredje navn, og jeg har set frem til selv at opleve, hvem de egentlig er. De har kun én sang på Spotify,”E45” (som desuden blev udgivet tidligere på dagen), men det har nødvendigvis ikke noget at sige. For forsanger og sangskriver Lasse Storms dansksprogede tekster falder i hård elegance med bandets rockede lyd, der har skrabet elementer sammen fra diverse versioner af garagen. Pointen er i hvert fald, at der er smadder på, og det lyder, lige som det skal.

Læs også  Interview med Zak Abel: "Jeg vil aldrig udgive musik, der ikke stemmer overens med mine værdier"

The Chairman har haft vind i sejlene med sin single ”How It Feels”, og det er til publikums glæde også den, der åbnes med. De mange optrædende har ikke lang tid på scenen – mellem syv og tyve minutter – så det gælder for alvor om at skrabe det aller bedste ud af repertoiret til aftens korte setliste. Og det må man sige lykkedes her. Dog synes jeg, i dette tilfælde, at seks musikere på scenen til én enkelt forsanger er lidt for meget af det gode, hvilket resulterer i, at vokalen har en tendens til at drukne. Men træder den igennem, så gør den det virkelig også med bravur.

Når diversitet er en mangelvare

Der er blandt aftenens koncerter også et par, der for mig fremstår mindre bemærkelsesværdige.

Blandt andet duoen First Hate, der med sin hypede popularitet egentlig kan tillade sig at gøre det meste, og folk vil stadig falde bag over. Det er en succes i sig selv, bevares. Men jeg føler den bare ikke helt, og som en sucker for eksempelvis rocken, har jeg svært ved at føle en koncert, hvor musikken primært består af iskolde, hårde beats, der spilles fra en computer. Det virker på mig en anelse ”nemt” og alt andet end personligt.

Læs også  Vil du arbejde i musikbranchen? Ansøgningsfristen til Innovative Music Management nærmer sig

Sideløbende har vi norske Smerz. En kvindelig duo der også symboliserer populærkulturens og nordens anerkendte synthpop. De to medlemmer, Henriette og Catharina, står på aftenens største scene og spiller en utrolig kort koncert på kun syv minutter. Og det er desværre ikke nok til at få mig med på vognen. Skiftevis synger de på hver deres side af et bord i midten, med diverse computer-lir på, som de dog ofte står mere end en armslængde fra. De gør det egentlig ganske glimrende, jeg mangler bare lidt originalitet.

Højdepunkterne

Islandske Júníus Meyvant er, udover Smerz, den eneste udenlandske artist på scenen. Jeg har set ham live to gange før, hvor jeg begge gange har været overvældet af hans evne til både at være en humoristisk karakter, man har lyst til at blive bedste venner med, og en hamrende dygtig musiker. Og i aften er ingen undtagelse. Meyvant har, hvad der skal til for at varme en udsolgt koncertsal op, hvilket han formår at gøre med sit charmerende væsen og udsøgte lækre musik, som han blandt andet præsenterer med numrene ”Color Decay” og ”Haliside”. Mere af det, tak.

Ovre i en helt anden boldgade har vi denne aften også besøg af den elektroniske artist Sekuoia. Han bliver præsenteret som en af ”de mest hypede og omtalte på den danske musikscene lige nu” – en overskrift der kræver sit at efterkomme. Men det har han, Patrick Alexander Bech Madsen, selvfølgelig intet problem med. Nevertheless beviser Sekuoia, hvorfor vi er så vilde med ham. Sangen ”Brace” fra debutalbummet flac er en af de helt store overraskelser, hvor han river Marc Roland, frontmanden fra Kentaur, med ind på scenen. De to komplimenterer hinanden kanongodt, og folk aller forrest har, ikke overraskende, valgt at rejse sig.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 41

Som aftenens sidste navn har vi kongen fra Spids Nøgenhat, Baby Woodrose. Manden der bliver kaldt Guf og ligner en ond version af julemanden. Hn er faktisk et ganske rart væsen, har jeg erfaret, men når han træder ind på scenen, er det som om, at han lige lægger alt det bag sig for en stund. For Woodrose er nok det act i aften, der sætter flest spor hos mig. Som værterne selv indikerer i deres introduktion, hedder arrangementet jo P6 Beat Rocker Koncerthuset, og det er nu, vi får at se hvorfor. Det er som om, at Guf smører publikum ind i et dampbad af syre, og med sit seje band bag sig, er han i aften manden, der for alvor er ovenpå. Han er læreren, der viser alle, hvordan man begår sig på en scene. For hvis ikke han ved det, tror jeg ikke, der er nogen, der gør.

Blandt aftenens optrædende var også fremadstormende IRAH og crooneren IAMJJ.