Foto: Benal//Agnete Schlichtkrull

P3 Guld 2017 blev sendt live fra Koncerthuset i DR-byen i går. Showet blev afholdt med et fokus på de nye, danske stjerneskud, og der var i den grad noget at komme efter. Det blev på bedste vis demonstreret, at artist-scenen i Danmark pt. rummer alt fra cool R&B til velsmurt elektropop. 

De to værter, Andrew Moyo og Petra Nagel, styrede showets gang med hård hånd. Man mærkede en smule nervøsitet fra duoens side lige i starten, men den forsvandt hurtigt og blev udskiftet med en velklædt tilbagelænethed. Værterne havde gjort meget ud af, og havde godt styr på, den humoristiske side – både med egne kommentarer og diverse indslag vist på storskærme i salen. Koncerthuset var i øvrigt flot sat op med kæmpe, effektgivende trekantkonstruktioner, der hang frit ned fra loftet hen over scenen.

I løbet af awardshowet skulle der selvfølgelig uddeles de tre P3-priser – Talentprisen, Lytterhittet og Guldprisen – men der var også planlagt ni live-optrædener fra forskellige danske artister. Det hele blev sendt live på DR3, hvilket for mange af de optrædende må have lagt et ekstra pres på hele situationen.

Aftenens priser og nomineringer

Før vi går mere i dybden med de forskellige acts, så er her en oversigt over priserne og de nominerede:

P3’s Talentpris

Soleima
Hugo Helmig
Noah Carter

Det siger sig selv, at talentprisen går til årets talent – en kunstner, som har gjort sig bemærket i det forgange år, og som det forventes, at vi vil høre meget mere fra i fremtiden. Med andre ord: a star in the making.

P3’s Lytterhit

Alex Vargas – Inclosure
Scarlet Pleasure – Deja Vu
Phlake – Ouch
Karl William – Forstenet

Den her pris er udelukkende bestemt af lytterne og seerne, som har stemt på deres personlige favorit. Der har i opløbet været hele otte hits nomineret, men de fire ovenstående singler er dem med flest stemmer, og dermed dem, der i første omgang var gået videre til finalen.

P3 Guldprisen

Benal
Kesi

Kun to kunstnere var nomineret til Guldprisen, og det er kunstnere, som for alvor har været et af årets store navne på P3. Guldprisen hylder kunstnere, der lige er nået det længere end blot at være et talent og en kunstner i støbeskeen. I den her kategori har artisterne allerede sat deres aftryk på den danske musikscene og etableret sig som et stort, dansk navn.

Legende lethed og masser af charme

Scarlet Pleasure lagde solidt ud som åbningsact med en akustisk version af Limbo, efterfulgt af en energifyldt performance med deres spritnye single “Good Together”. Bandet fungerer virkelig godt live, og forsangeren Emils vokal har en fantastisk klang, dog med det lille minus, at det desværre var svært at høre teksten. Det betød dog ikke noget for den samlede opfattelse af deres optræden – hele seancen var meget overbevisende, og så var stilen for aftenen ligesom lagt.

Efter en kort intro fra værterne gik det hastigt videre til næste performer: hiphop- og R&B-musikeren Noah Carter, som med albummet Couch Dreams, og i særdeleshed singlen “Come Alive”, har han sat sit personlige præg på de danske hitlister. Han var en rigtig charmetrold på scenen, som han bevægede sig muntert og let hoppende rundt på. Men han fik også fyret godt op under publikum, på helt bogstavelig vis, med en kombination af ild og lysshow fra den bagerste del af scenen. Desværre brugte han lidt for meget playback til, at man for alvor kunne få en fornemmelse af hans live-vokal, men performance-delen fejlede intet – han så i den grad ud til at nyde det.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 41

Dugfriske Hugo Helmig lod også til at hygge sig på scenen, hvilket er meget imponerende, når det uden tvivl har været hans største live-performance so far. Han har pt. kun en enkel single på bagen, det velsmurte pophit “Please Don’t Lie”.
Det var en udmærket debut for 19-årige Helmig og de fem andre drenge, han havde med på scenen. Med et skævt smil og Tintin-frisure har han helt sikkert formået at smelte nogle unge pigehjerter, og det klædte ham også ganske fint at bevæge sig lidt mere væk fra mikrofonstativet i slutningen af nummeret.

Guldpris-nominerede Kesi var også på scenen for at fremføre “Følelsen” og “Mamacita”, og det gjorde han så sandelig med stil. Iklædt en åben hawaii-silkeskjorte med matchende bukser, et par solbriller og lidt bling-bling, indtog han salen og gjorde sig fortjent til sin nominering. Og for at sætte en prik over i’et på sin player-attitude hentede Kesi omkring halvtreds dansende piger ind på scenen, som han så ganske tilfreds kunne bevæge sig rundt imellem.

Vores egne kæledægger

Jeg havde under showet særligt fokus på fire artister, som vi har fulgt mere her på Bands of Tomorrow. De første i den kategori var rockbandet Nelson Can, som består af de tre seje tøser Selina Gin, Maria Juntunen og Signe SigneSigne (Signe Wisby Tobiassen).
Personligt var det her mit første møde med bandet, men jeg var helt vild med deres sound: tung, tilbagelænet rock med masser af vokal. De var ledsaget af to korsangere klædt i sorte kjoler, imens de tre tøser selv var iført hvide outfits. Der skulle på ingen måde være tvivl om, hvem der var en del af Nelson Can, og hvem der var stand-ins.
Musikken havde, underligt nok, en lidt folket vibe over sig, og mindede til dels om noget Florence + The Machine. På den visuelle side skete der ikke det helt store, men jeg var alligevel meget fascineret af pigegruppens særprægede lyd, og vil glæde mig til at lytte mere til dem.
Bandet har i år også optrådt på Haven Festival – læs vores femstjernede anmeldelse af koncerten her.

Soleima er en af vores pop-darlings, hvis single, vi for nyligt delte. Da hun startede sin optræden med netop denne single “Paper”, kun akkompagneret af klaver og en strygersekstet, blev jeg straks ganske betaget. Hvor har hun dog en dejlig stemme, også når hun er på live. Det var så lækkert med strygerne som et gennemgående element i hendes optræden, selv da hun bevægede sig over til nummeret “Breathe” og fik aktiveret de resterende bandmedlemmer.
Hun fortalte mig bagefter, at hun var meget nervøs, især fordi Koncerthuset er et svært rum at have med at gøre i forhold til det elektroniske lydbillede i hendes musik. Men udefra havde hun en behagelig ro over sig, og virkede meget afslappet på scenen, hvilket bare var dejligt at se på. Hun optrådte som artist nummer fem, og det gik op for mig, at hun faktisk var det første act, hvor lyrikken virkelig kom klart og tydeligt igennem. Om det skyldes lydniveauer i salen eller hendes smukke vokal er ikke til at sige, men hun fangede i den grad min opmærksomhed.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 42

Efter Soleima kom den kunstner, jeg havde glædet mig allermest til: Maximillian. Vi var meget positive omkring hans nye single i sidste uges udgave af Nordiske Hits, og jeg var derfor rigtig spændt på at høre, om “Strangers” også ville fungere live. Det gjorde den.
Den kun 18-årige sangers stemme fyldte rummet fra første ord af, og han bevægede sig elegant fra bjergtagende, dyb røst til en ganske følsom falset og en kuldegysende, stærk lysere klang. Det var lige så hårene rejste sig. Han ramte mig virkelig, og på trods af sin stillestående positur, følte jeg i den grad, at han ejede scenen. “Strangers” er en fed, elektronisk popballade, der virkelig underbygger Maximillians vokal. Og så var det virkelig overlegent, da han til sidst tog et skridt tilbage og stadigt syngende styrede en sample-pad med elektroniske effekter, der gav hans optræden et final touch.

Inden Kesis optræden fik jeg lov til at opleve Benal, den anden artist nomineret til Guldprisen, og det var så sandelig noget af en oplevelse. Duoen benyttede sig af den sejeste, lille gut, som midt i det hele trådte ind på scenen og sang omkvædet af “Uh Babe”, først helt solo og derefter sammen med forsangeren Benjamin. Efterfølgende blev scenen indtaget af både en strygerkvartet og en række af dansende, voksne mænd, imens Benjamin bevægede sig ud blandt publikum. Her stillede han sig på en tom stol og etablerede en bjertagende nærkontakt med hele salen – hvilket vidst nok var helt impulsivt.
Vi har i forvejen været helt oppe at køre over deres nye album Hvis det virkelig er vigtigt, som du kan læse vores femstjernede anmeldelse af her, og efter den her optræden er Benal lige steget med endnu en karakter i vores bog, hvis de kunne. Det var derfor heller ikke en overraskelse for mig, at de hev sejren og P3 Guldprisen hjem i sidste ende.

Vinderne

Ja, for det var nemlig Benal, der vandt den helt store pris og de 100.000 kr ved dette års P3 Guld. Scarlet Pleasures “Deja Vu” blev kåret til årets Lytterhit, og Soleima modtog Talentprisen. Heldigvis fik jeg mulighed for at snakke med alle tre kunstnere, da showet var nået til vejs ende.

Helt impulsivt gav jeg de tre Scarlet Pleasure-medlemmer et kram hver, før jeg overhovedet fik præsenteret mig selv. De er virkelig nogle dejlige, danske drenge, som har gjort sig fortjent til prisen for lytterhittet – mest på grund af deres musik, og kun lidt på grund af deres åbenhed og charme. Til at overrække dem prisen under showet havde P3 fundet en af bandets såkaldte ‘superfans’, en virkelig dedikeret Scarlet Pleasure-fan med stort ‘F’. Den unge pige var enormt glad for bandet og deres musik, og jeg spurgte derfor, hvad det betød for dem, at hun ikke blot overrakte dem prisen, men også holdt en hjertevarm tale for dem:

“Det er derfor, vi laver musik.”

“Når vi skriver nummeret (“Good Together”, red.), så føler vi nogle ting ret stærkt, det er virkelig noget, vi alle har en fælles forståelse af – det her det er fandme fedt. Og så det, at det kan transmitteres ud til nogen, og høre hende sætte ord på det, det var ret stort. Det gør virkelig, at man føler, at det er meningsfuldt.” 

Før showet havde Scarlet Pleasure været meget nervøse, både fordi de var spændte over at være nomineret til en pris, og fordi de skulle optræde på live-tv med deres helt nye single. Der ligger et ekstra pres i form af, at det hele bliver live-transmitteret ud til hele Danmarks befolkning, og det kunne mærkes:

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 41

“Det er noget andet, når der er TV. Man kan ikke rigtig løbe fra det. Vi siger til os selv, at vi skal gå ud og gøre det som om det var en almindelig koncert. Der er bare en hel tension af, at det her øjeblik, det bliver foreviget, og det kommer til at ligge i cyberspace for evigt.” 

Men drengene var selvfølgelig ikke de eneste, der kunne mærke presset ved at skulle optræde live i Koncerthuset. Sarah Mariegaard, aka årets talent Soleima, fortalte også om en nervøsitet for at være på scenen, i særdeleshed på grund af selve rummet. Salen er nemlig cirkelformet og med siddepladser hele vejen rundt om scenen, og derfor kan det være vanskeligt at få alle lyde og lydniveauer til at fungere optimalt.

Sarah var i det hele taget meget overvældet over hele oplevelsen og den uvante scene – det var svært at sætte ord på, hvordan hun egentlig havde det:

“Jeg er lidt rundt på gulvet, tror jeg. Jeg havde det vildt… cirka.” 

Til gengæld var hun meget klar og konkret omkring, hvad hun søgte med sin musik:

“Det må meget gerne være poppet, jeg kan godt lide popmusik. Men det må også rigtig gerne have en eller anden form for særegenhed.” 

Lige netop en særegenhed synes jeg bestemt, at Soleimas musik har, og jeg glæder mig meget til at høre mere fra hende. Oven på hendes optræden kan jeg nok heller ikke komme uden om, at jeg er nødt til at opleve en hel live-koncert med hende snarest muligt.

Jeg fik selvfølgelig også en snak med P3 Guldpris-vinderne, Benal, som i det hele taget bare var overraskede, både over at være nominerede og over at have vundet prisen:

“Jeg er glad, jeg er meget overrasket” // “Jeg har det mega underligt” 

Jeg spurgte lidt ind til deres spektakulære live-show, som de har fundet på igennem diverse sparringer og forskellige meninger:

“Jeg tror, vi føler os ret meget som outsidere i sådan noget awardshow og tv-show format. Hvis vi skal gøre det selv, så skal vi have lov til at male med den store, grimme pensel.” 

Duoen har heldigvis masser af udgivelser i støbeskeen, som dog lige skal finpudses, før de skal udgives.

“Vi har sådan en stor pulje numre, der ligger og ulmer. Nu skal vi ud og rejse, og så skal vi hygge os, og så lige pludselig, så sker der noget.” 

Koncerthuset lukkede og slukkede omkring kl. 23, hvor vinderne og de øvrige artister tog videre ud i bylivet for at fejre det hele og feste med hinanden. Jeg blev da også inviteret med til fest af både Benal og Scarlet Pleasure, men det må blive en anden god gang. Jeg bukker og takker for en god aften i DR-byen, og må nok sige, at det hele ser ganske lovende ud for den danske musikscene de næste par år.