Foto: Allan Høgholm

SPOT Festival 2017 er nu slut, og det har været nogle dage fyldt med en masse ny musik og fede koncerter. Vores anmeldere har været med rundt på festivalen, for at se hvad den danske, upcoming musikscene  har at byde på. Vi har samlet alle vores anmeldelser fra festivalen lige her. 

Torsdag den 4. maj

Mathias Heise Quadrillion, Ridehuset – 5/5 stjerner
Anmelder: Anne Lærke Rasmussen

Ridehusets hyggelige rammer, med lyskæder, stueplanter og gulvtæpper, lagde op til en smadderhyggelig koncert med de fire københavnske jazz-musikere, som udgør Mathias Heise Quadrillion. Jeg havde tårnhøje forventninger til især ‘frontmand’ Mathias Heise, som er blevet hyldet som et af fremtidens mest lovende talenter på jazzscenen, blandt andet fordi han i en relativ ung alder formår at mestre et rimeligt usædvanligt instrument – nemlig mundharpen. (…)

(…) Hele koncerten osede af god energi, både på scenen, men også i blandt publikum, hvor anerkendende nik flittigt blev delt ud til diverse sidekammerater. Der var god dynamik bandmedlemmerne imellem, hvilket smittede af på deres troværdighed som en samlet musikalsk konstellation – der var en hvis ‘tagen let på’ og ironisk distancering i mellem numrene, hvor Mathias Heise hele vejen igennem fortalte små, skægge anekdoter, der skulle præsentere det næste nummer. Det virkede vildt godt og sammen med den seriøsitet og indlevelse, som var til stede lige så snart musikken spillede, fik det Mathias Heise Quadrillion til at fremstå som nogle jordbundne og dygtige mennesker, som gør det, de er allerbedst til – at spille musik for musikkens skyld, og fordi de ikke kan lade være.
Læs hele anmeldelsen her.

Anmelder: Elise Winther Jensen

(…) De tre musikere indtager scenen en anelse slukørede, men samtidigt fokuserede, og formår i løbet af et minut at sætte smil på mine læber med den vuggende og dragende ”Anymore”. Det delikate lydbillede drukner lidt, men bliver heldigvis tydeligere i løbet af første nummer. Vokalen går til gengæld klart igennem fra start, og alt i alt er der ingen tvivl om, at Slowes er et navn, man helt bestemt får noget ud af at høre uden for lyttebøfferne. Selv under åben himmel. Dynamikken i Slowes’ sange kommer faktisk ekstra til udtryk i live-versionerne, uden tvivl hjulpet på vej af live-trommer. Der er ingen tvivl om, at der er blevet kælet for detaljerne for at få give publikum den bedst mulige oplevelse. For eksempel benytter Slowes sig flere gange af forudindspillede vokalspor, der på fornem vis tager publikum ved øret og blender ind i live-vokalen.

Jeg skal ikke kunne sige, om de tekniske problemer satte spor i selvtilliden hos musikerne, men jeg kunne godt have savnet en smule mere nærvær, særligt fra forsangeren, der kontinuerligt med febrilske fagter må signalere til lydteknikere. De tekniske problemer slipper desværre heller aldrig deres tag og får sat en stopper for den storladne ballade, der desværre knaser og støjer, hvor den burde tage publikum ved hjertet og lette fra jorden. Men på trods af dette, synes jeg stadig, at Slowes fik præsenteret sig selv som et navn, der virkelig er værd at holde øje med. (…) Jeg går fra koncerten med et løfte om, at det her bestemt ikke må blive sidste gang, jeg går til en Slowes-koncert. For selv efter en teknikfadæse, der bogstaveligt talt gjorde ondt i mine ører, er jeg overbevist om, at trioen rummer et stort live-potentiale, som publikum fik lov at skimte på denne solbeskinnede aften i maj. Derfor giver jeg koncerten tre håbefulde stjerner og ser frem til at høre Slowes igen snart.
Læs hele anmeldelsen her.
Anmelder: Line Krag Mortensen

Torsdag aften indtog den danske trio TÅRN udendørsscenen på Aarhus Volume til SPOT Festival. Med sig havde de trioen to ekstra på scenen for at give koncerten mere tyngde. I går aftes var min første oplevelser med TÅRN live, og jeg var meget imponeret. TÅRN er med deres dansksprogede tekster og poppede udtryk, altid et kærkomment lyt, når jeg sidder i bussen, toget og så videre. Men live kom de med mere, end jeg havde forventet. Arrangementerne var rockede og til tider tunge, der var en super energi – både ud til publikum, men også blandt alle på scenen. (…)

Da SPOT Festival er en showcasefestival, nåede koncerten relativt hurtigt til vejs ende. Andet sidste nummer blev indledt af slideguitar og vildt lysshow, og var klar koncertens mest rockede indslag. TÅRN sluttede aftenen af med publikumspleaseren “Den Som Alting Drejer Om”. En smuk og følsom kærlighedssang med ægte stadion-sing-along potentiale. Selvom energien havde noget sit absolutte max lige inden, så føltes det hverken ufuldendt eller underligt at tage det ned til slut, og mødes i en smuk fælles kærlighedssang – hvor det rockede indslag igen var en sublim og følt guitarsolo.
Jeg gik fra koncerten med en super oplevelse. Personligt er jeg vild med, når koncerterne adskiller sig fra udgivelserne, og det gjorde det i den grad for mig til TÅRNS koncert. På udgivelserne kommer de mere poppede produktioner og melodier til sin ret, men live giver det rockede udtryk en speciel nerve, og det fangede mig som publikum og gjorde koncerten spændende. Den rockede attitude klædte også bandet, og det blev på intet tidspunkt kliché eller for meget. (…)
Læs hele anmeldelsen her.

Fredag den 5. maj

Benal, Musikhuset Store Sal – 5/5 stjerner
Anmelder: Line Krag Mortensen

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Hiphop-duoen Benal indtog i går den store sal i Musikhuset på SPOT Festival i Aarhus. Jeg havde i forvejen ikke meget kendskab til Benal, andet end at have set Benjamin optræde sammen med Katinka til Carlprisen – og være meget imponeret over den optræden. Efter det besluttede jeg, at jeg ikke måtte gå glip af Benals optræden på SPOT. Det var en enorm sal at træde ind i, og jeg tænkte først, at det måske var en overbooking. Det lykkedes dog Benal at fulde salen så godt som ud. (…)

(…) Selvom jeg ikke kendte hverken Benal eller deres publikum fra start, følte jeg at jeg blev lukket ind i en helt anden verden. Jeg er normalt ikke den store hiphop-fan, men jeg synes at teksterne og produktionerne har noget at komme med, og med Benjamins helt unikke persona blev det aldrig hverken kedeligt eller kliché. Gang på gang tog Benjamin geværet i hånden, i form af mikrofonstativet, og vandrede frem og tilbage på scenen, mens han skød kugler af hård lyrik lige ind i publikums hjerter, og Albert sikkert styrede de tonstunge beats der bragede ud af højtalerne. For mig var det et fantastisk møde med Benal, og en oplevelse som jeg slet ikke havde regnet med, da jeg gik ind til koncerten. Benal har fået en ny fan, og jeg skal helt sikkert se dem igen, så snart jeg får muligheden.
Læs hele anmeldelsen her.

Moses: “Andreas”, SCC – 4/5 stjerner
Anmelder: Anne Lærke Rasmussen

Der var et flot fremmøde af glade festivalgæster, da den odenseanske duo Moses: “Andreas” gav koncert på en af SPOT Festivals største scener, Scandinavien Congress Center. Humøret var i top, både på scenen og iblandt publikum, og en ydmyg og farverig Andreas Odbjerg lagde ud med at give udtryk for sin glæde over at stå på scenen på årets SPOT: “Fuck, vi har glædet os!”. Der var fuld knald på autotunet vokaler i flere af numrene, men man var bestemt ikke i tvivl om duoens musikalske færdigheder, både hos Odbjerg som forsanger og hos Moses Fiellau, som er producer og på denne dag også back-up sanger på ægte hip-hop manér, hvilket tilførte noget energi til selve live-setuppet. (…)

(…) Duoen præsenterede en god blandet setliste, og der var både sing-along-hits og en helt stille ballade, hvor guitarist Daniel Scheffmann (som du måske kender fra den danske trio TÅRN) gik helt op til Odbjerg, som krængede sit hjerte ud og imponerede med en vild vokalpræstation. Det var dog, da duoens seneste single, den postivit-lydende “Gazeller”, blev spillet, at koncerten for mit vedkommende peakede – publikum dansede, og stemningen var i top. Alt i alt formåede Moses: “Andreas” at levere en solid, flot præstation, hvor de desværre var en lille smule generet af hvad der kunne ligne dårligt medhør i begyndelsen af det sidste nummer. Alligevel blev jeg godt og grundigt charmeret af de to gutter, som jeg håber at se meget mere til i fremtiden.

Læs hele anmeldelsen her.

Amanda Delara, Altas – 4,5/5 stjerner
Anmelder: Elise Winther Jensen

På en måde er Amanda Delara en global rodebutik med referencer, der peger nord, syd øst og vest. Med et mellemøstligt bagtæppe, et navn skrevet i en skrifttype, der sender kærlige hilsener til Disneys’ Aladdin, sin iranske baggrund, norske hjemstavn, de engelske tekster og jamaicanske reggaeelementer, pirrer Amanda Delara nysgerrigheden fra det første sekund. Kun akkompagneret af to strygere og et back track sætter Amanda Delara stilen, iført høj hestehale og postkasserød buksedragt. Med kun to singler ude, har Delara ikke det store bagkatalog, og mange er højst sandsynligt kommet for at lære artisten bedre at kende. (…)

(…) Amanda Delara har konceptet, karismaen og musikken. Hun mangler kun den kæmpe scene og det endnu større publikum. Og det skal nok komme. Hun ved det, og Atlas’ publikum fredag aften vidste det. For eksempel behøvede singlen “Dirhamz” ingen introduktion, men sendte fra første sekund en groovy bølge gennem publikum. Og foran scenen var der i hvert fald ingen tvivl: når Amanda Delara beder en om at danse, så danser man. Det er ikke et stort publikum, men hun holder det i sin hule hånd.
Og her kommer vi til min absolut eneste anke. For Amanda Delara har tydeligvis formatet til at stå i spidsen for et live-band. Derfor virkede det til tider lidt fladt med kun to sortklædte, anonyme strygere. Så når Amanda Delara til oktober spiller på VEGA, så ønsker jeg mig et større band, gerne inklusiv et par korsangere, der kan tilføje energi og give publikum mere af det hele. For i Amanda Delaras selskab er det er lige det, man vil have.
Læs hele anmeldelsen her.

Mary Jean, Caféscenen i Musikhuset – 3/5 stjerner
Anmelder: Anne Lærke Rasmussen

Læs også  Opsamling: Læs vores album-anmeldelser fra første halvdel af 2017

Der var både god lyd og stemning, da bandet Mary Jean med frontkvinde af samme navn, fredag aften for første gang stod på SPOT Festival. Musikken var pop/folk med en contry-inspireret lækker kvindevokal og en masse afrikansk percussion, hvilket passede helt perfekt til den lidt mindre scene i Musikhusets cafe.

Det som virkede godt for Mary Jean var de mere rytmeorienterede numre, for eksempel afslutningsnummeret “Summer Child”, som hun tidligere på året udgav i form af en live-session. Den er både catchy og frisk, og så gav det virkelig meget energi, at de to seje korkvinder nærmest dansede, fordi de havde noget specielt percussion rundt om det ene ben. (…) Alt i alt gav Mary Jean dog en rigtig fin aftenkoncert på årets SPOT Festival. Næste gang forventer jeg endnu mere percussion, og så bliver det forhåbentligt på en udendørsscene om eftermiddagen i bagende solskin – så kommer jeg i hvert fald.
Læs hele anmeldelsen her.

Noréll, SCC – 4/5 stjerner
Anmelder: Elise Winther Jensen

(…) Turkise lyskegler spejder igennem kongressalen, mens gruppen går på scenen i selskab med en ekstra trommeslager. Bassen rykker i kroppen og får mit hår til at vibrere, mens Noréll starter ud med en tilbagelænet, cool udgave af “Howl”. Der kan umuligt herske tvivl om forsanger, Marie Louise Persson Bjarnarsons, karisma. Hun er en ekstrem energibombe som frontkvinde, og tilsammen leverer Noréll en virkelig overbevisende live-version af “Great Escape”, hvor omkvædet giver ligeså hård en mavepuster, som man kunne have ønsket sig. Herefter følger “Toxic Love”, der ligesom foregående numre lød overbevisende. Men en lille del af mig kunne godt have ønsket sig, at der var blevet taget nogle chancer med live-udgaven. I mine ører har sangen potentiale til at skille sig ud fra Norélls allerede fastlagte radio-darling stil.
(…) Noréll leverede virkelig varen og fik mig et kort øjeblik til at glemme, at jeg stod midt i et tørt og køligt kongres center med mindst 10 meter til loftet og et fitness center til nabo. På sin vis var Scandinavian Congress Center et empatisk scenevalg for gruppen, der fik lov til at levere deres lyd indhyllet i et vildt lysshow. På den anden side var den professionelle branchestemning ikke fordrende for at få publikum til at matche Norélls energiniveau. Det afspejlede sig da også i publikums reaktioner, der, bortset fra første række, ikke sneg sig over de anerkendende nik og kontrollede vug frem og tilbage. Men på trods af dette formåede Noréll at skabe deres egen boble, hvor publikum var inviteret til fest. Og for en kort stund var jeg mentalt flyttet til en stopfyldt fabrikshal midt i et halvfemser rave -tak for det!

læs hele anmeldelsen her.

Lørdag den 6. maj

Siv Jacobsen, Musikhuset Lille Sal – 4,5/5 stjerner
Anmelder: Anne Lærke Rasmussen

Hvis man valgte at gå ind i Musikhusets Lille Sal kl. 21.15, tog man en fornuftig beslutning. Efter konferencierens præsentation, kom fire sortklædte kvinder ind med violiner og celloer, ligesom en pianist satte sig ved det store sorte flygel, som prydede scenen. Og som til en klassisk koncert kunne vi læne os trygt tilbage i sæderne, da norske Siv Jakobsen endenligt trådte på scenen. (…)

(…) Jeg tror det rigtige ord at bruge om Siv Jakobsen og hendes koncert på SPOT Festival 2017, er betagende. Arrangementerne var interessante og veludførte, og Jakobsens vokal fuldstændig tryllebindende. Hendes rul var klassisk-inspireret og atypisk andre kvindevokaler, jeg ellers har hørt indenfor hendes musikalske felt. Jeg var interesseret og tryg fra start til slut, selvom nogle kunne mene, at Jakobsens musik er lidt ensformig og stille, og så var jeg imponeret over, at de mindste arrangementsmæssige ændringer, som for eksempel en herrevokal i enkelte numre og en klaverintro i andre, kunne skabe den for mig nødvendige variation. Danmark skal holde et vågent øje med norske – og betagende – Siv Jakobsen. Det vil jeg i hvert fald gøre.
Læs hele anmeldelsen her.

Lydmor, Voxhall – 5/5 stjerner 
Anmelder: Elise Winther Rasmussen

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Lydmor startede sit show med en næsten mørklagt scene kun oplyst af tre turkise lyssøjler. Lyden var tung og mystisk, da hun, indhyllet i røg, fremførte første nummer, mens resten af bandet langsomt blev oplyst, og bassen fik balkonen til at vibrere og brumme. Midt i sit tunge, elektroniske univers lignede Lydmor mest af alt en krigerprinsesse fra det ydre rum, iklædt kropmaling og et par delvist stribede, delvist metallisk lilla haremsinspirerede bukser med mini-balletskørt, som på en eller anden måde fortjener en anmeldelse for sig selv. Setlisten bød mest på nyt materiale, særligt inspireret af Asien. Lydmor fik for alvor slået sin faglige kunnen på plads som vokalist, da hun startede nummeret ”Claudia” uden akkompagnement, hvorefter nummeret langsomt blev bygget op, inden Lydmor sang ”Behold I am human”. Herefter skiftede lyset og forvandlede hendes krop til et fluorescerende festfyrværkeri. Er hun et menneske eller galaksens sejeste rumvæsen? Jeg er i tvivl. (…)

(…) Alle nye artister burde tage et kursus i scenetilstedeværelse hos Lydmor. For da lyden satte ud ikke én, men hele to gange, håndterede hun det med så stor sikkerhed og rutine, at hun rent faktisk fik vendt den lille pause i settet til sin fordel. I stedet for at vride hænder, tog hun de tekniske problemer med et træk på skulderen og berettede, at hun er så vant til at turnere med lorte-computere, at hun kendte alle deres tricks. Derudover benyttede hun tiden til at give en kæmpe kærlighedserklæring til publikum. Til slut formåede hun faktisk at løfte stemningen, så der var flere smil i lokalet, da festen igen fortsatte med fornyet energi. (…)
Læs hele anmeldelsen her.

Sigrid, Voxhall – 4,5/5 stjerner
Anmelder: Elise Winther Rasmussen

Placeret i centrum af fire akkompagnerende musikere, fremstod Sigrid som det naturlige midtpunkt, iført et rødt sportssæt, der, på en eller anden mærkelig måde, formåede at være både iøjefaldende og se meget behageligt ud. Det var svært ikke at sende en lille tanke til MØ, særligt da Sigrid begyndte at danse og kom med det karakteristiske, skarpe ”hey!”, som jeg er så vant til at forbinde med MØ’s lyd. Med sit unge ydre kombineret med sin skråsikre fremtoning, kan jeg ikke lade være med at tænke, at Sigrid som artist er en del af en ny, skandinavisk bølge af girlpower. (…)

(…) På en måde indkapslede det billede Sigrid som kunstner. De rene poplinjer, den uskyldige stemme, barnlige bevægelser, der pludseligt brød formen i et udbrud af enten raslende vokal spontane opråb, der mindede mere om Janis Joplin end Mariah Carey. På fin vis spillede Sigrid med vores forventninger til, hvordan en ung, kvindelig popmusiker normalt opfører sig. Hun er ikke den eneste, der gør det, det er på en måde vældig tidstypisk, men ikke desto mindre stadig interessant at være publikum til. (…)

(…) ”Dont Kill My Vibe” fik et helt nyt liv på scenen og man skulle være decideret død indeni for ikke at føle den afslutning. Det beviste, at Sigrid er en kunstner, der helt sikkert også fungerer uden for indspilningerne. Oppe fra balkonen kunne man i hvert fald se, at Sigrid havde hele publikum med sig. Hvis du er nysgerrig, kan jeg kun opfordre dig til at finde hendes koncert på Roskilde Festival. Så ses vi i teltet.

Læs hele anmeldelsen her.