Foto: MONTI // Majbritt Press

Denne lørdag løber Oppenheimer Festival for 18. gang af stablen på Radar i Aarhus, og det er fem yderst prominente navne der i år skal vise deres værd til showcase-festivalen. 

Oppenheimer Festival (tidligere Oppenheimers Eftermiddag) har eksisteret siden 2000, og er hvert år med til at sætte fokus på nye, danske artister. Festivalen er skabt af Foreningen Oppenheimer, hvis generelle fokus er at bygge bro mellem upcoming kunstnere og den danske musikbranche.
Festivalen modtager hvert år flere hundrede ansøgninger, og de fem udvalgte navne er valgt gennem et samarbejde mellem Oppenheimers bestyrelsesmedlemmer og et udvalg af musikbranchefolk.
Festivalen har tidligere kunnet præsentere navne som Duné, The Blue Van, Fallulah, Velvet Volume og Sonja Hald, og i 2016 var det blandt andet Aksglæde, Saint Best og Diet, som fik lov til at optræde.
I år optræder fem meget forskellige navne, som du på lørdag den 16. september kan opleve i Aarhus.
Dørene åbner kl. 19.00.

SUNDAYS
Sundays består af nordjyske Magnus Jacobsen, og hans tre bandmedlemmer Victor, Marie og Morten.
Sammen spiller de nordisk folk- og indiemusik, som besidder en dejlig og afrundet karakter med et organisk lydbillede af akustisk guitar, bløde korarrangementer og strygerklange.
Magnus Jacobsens stemme kan måske genkendes fra rockgruppen Dance With Dirt, men i projektet Sundays, er hans udtryk et helt andet. Hans univers er smukt og nærværende, men besidder også en rummelighed, der løfter hans sangskrivning op på et rigtig højt niveau.
Tidligere på året har Sunday blandt andet spillet på de andre showcasefestivaler SPOT og UHØRT, og nu er den danske gruppe klar til også at give Aarhus en smag på hvad deres musik kan og vil.

Læs også  Ugens Upcoming: mono mono


SILQUE
SIlQUE har tidligere udgivet singlerne “Suncatcher” og “Gloria”, og i fredags udkom så singlen “Hey Brother”, som også medfulgte en stemningsfuld video, skabt i samarbejde med deres fans. Alle singlerne ligger forud for deres debut-album, som udkommer den 6. oktober, og med dem har bandet lagt en solid bund for deres fremtidige navn på den danske musikscene.
SILQUE leverer velklingende psych-rock i et univers der også byder på poppede og indie-rockede elementer. Deres sange viser en fantastisk balance mellem det storslåede og det intime, og opbygningen i SILQUES musik forbavser og forundrer altid.

Peppermint B
Peppermint B skriver kort og enkelt livsglad musik. Det er opløftende, varmt, melodiøst og fyldt med kærlighed og toner af sommer. Instrumentalt er det fyldt med legende guitarriffs, melodiøse synthmelodier og sammen med forsangeren Steffen Westmarks tætvævede vokalarrangementer, er musikken poppet og indie-rocket, på den helt rigtige drømmende måde.
Den 25. august havde vi premiere på hans nye single “Scissors & Glue”, som perfekt viser hvordan Steffen Westmark tager udgangspunkt i hverdagens firnuligheder med eksempelvis en sang om hans tre-åriges datters leg med lim og saks.
Sangene er velskrevede og indeholder et solidt akkordfundament, og netop derfor kan deres arrangementer tåle at blive så poppede.

Læs også  SHERPA udsender stærk og drømmende single "Fornever"

MONTI
Den seks mand store gruppe MONTI har en kæmpe forkærlighed til old school hiphop, og frontmanden Sebastian Bang Monti leverer rim og rytmer i den helt rigtige hårdtslående ånd.
Gruppen er et af de helt nye skud på den danske hiphop-stamme, men deres lyd er allerede defineret og deres niveau rigtig højt.
MONTIs nyeste single “Survival” viser MONTI fra en suveræn side med lækre soul og RnB-akkorder i ren Anderson. Paak-stil.
MONTI har tidligere været Ugens Upcoming hos os, og her kan du blive meget klogere på dem.

Læs også  Slowes udgiver singlen "Tell Me Why" forud for kommende EP

Turquoise Sun
Det Aarhus-baserede band Turquoise Sun spiller musik med præcis den stemning som deres navn antyder: Farverig, varm, tilbagelænet og lettere psykedelisk.
Bandet består af de fem drenge Frederik Linde, Andreas Kristiansen, Jonas Mathiasen, Johan Gudmandsen og Simon Røn, og af instrumenter inddrager de udover de klassiske trommer, guitar, bas, sang og klaver også saxofon, synthesizer og orgel.
Deres selvbetitlede debut-EP fik mange flotte anmeldelser, så bliver spændende at se det neo-psykedeliske band i live aktion.