Foto: Chinah // PR

Præsenteret i samarbejde medTivoli

Fra april til september kan du hver fredag henover sommeren opleve danske såvel som udenlandske kunstnere, når Tivoli afvikler en masse fede gratis koncerter under koncepterne Lillefredag og Fredagsrock. Vi guider hver måned til de optrædende, som gæster Tivoli, og her kan du lære Fredagsrocks august-programmet bedre at kende. 

Sommeren synger så småt på sidste vers, og vi har taget hul på den sidste, officielle sommermåned. Godt, at temperaturen ved Odde Fyr på Bornholms nordspids søndag den 30. juli sneg sig op over 25 grader og afværgede det katastrofale scenarie, at Danmark skulle sande at have sin første juli måned siden 1979 uden en officiel sommerdag. Puha!

Heldigvis overlever musik både hede tropenætter og kedelige koldfronter, og Tivoli’s årlige Fredagsrock-program er langt fra ovre, blot fordi sommeren efterhånden er det. I august måned står programmet i poppens, hiphoppens og boyband-rockens tegn, når danske popkometer i alle afskygninger og udenlandske verdensstjerner gæster den gamle have.
Husk desuden, at Tivolis nyere koncept, Lillefredag, afholdes hver torsdag og præsenterer hele 23 spændende koncerter henover sommeren. Læs vores guide til Lillefredags august-program her.

Burhan G – fredag den 4. august

Der er dømt fællessang i stor stil, når den platinsælgende R&B/Pop-crooner Burhan G skyder august igang. Burhan G udgav sin første single, “Burhan G”, i 2003. Nummeret røg i radiorotation og opnåede blandt andet titlen som P3’s uundgåelige dengang. Siden da har sangeren udgivet hits i en lind strøm, og tracks som “Jeg Vil Ha’ Dig For Mig Selv” (2009), “Mest Ondt” (2009), “Jeg I Live” (2011) og “Kalder Mig Hjem” (2013) har alle præget radiohitlisterne i tidens løb. Senest har Burhan G udgivet sit femte album Pas På Pigerne, som har fortsat succesen blandt andet med førstesinglen “Lucy”. Burhan G er kendt for at gå op i sit sceneshow, og mon ikke det også kommer til udtryk på Plænen.

Lil Wayne – fredag den 11. august

Hvordan er det nu liiiige, at man får en pladekontrakt i hus? Jo, man kan jo gøre som amerikanske Lil Wayne og ringe til det pladeselskab, man gerne vil signes på, og indspille en freestylerap på deres telefonsvare. Det virkede i hvert fald meget godt, for den dengang 11-årige rapper hentede kontrakten hjem. Siden har Lil Wayne udgivet et hav af albums og ikke mindst mixtapes, som er er blevet en stor del af hiphop-kulturen. I løbet af karrieren har Lil Wayne arbejdet sammen med kunstnere som Birdman, The Game, Solange, Missy Elliot, Tyler The Creator, Chance The Rapper og The Roots, og udgivet hits som “Lollipop” (2008), “Blunt Blowin” (2011) og “6 Foot 7 Foot” (2011). Sidst men ikke mindst har Lil Wayne vundet fire Grammy Awards og er den mandlinge kunstner, der har præsteret flest Billboard’s Hot 100 Chart-tracks (en titel han har snuppet fra selveste Elvis).

phlake + CHINAH – fredag den 18. august

Hvor både Burhan G og Lil Wayne må siges at have været i “gamet” i lang tid efterhånden, så står fredag den 18. august i upcoming-scenens tegn. Sidste år udgav duoen phlake deres debutalbum Slush Hours efter en massiv succes med singlerne “Pregnant” og “Angel Zoo”, og også trioen CHINAH markerede 2016 med deres første EP-udgivelse Once The Lights Are On. En EP som blandt andet inkluderede numrene “We Go Back” og “Away From Me”, som for alvor fik CHINAHs navn på manges læber. På hver deres måde har grupperne formået at sætte deres præg på dansk pop og vist, at genren kan tage mange ansigter: Om det er med smooth Rhyth&Balls, som phlake selv kalder deres lyd, eller med melodisk og melankolsk electropop, som CHINAH mestrer til fulde, så er Tivoli stedet at være denne fredag, hvis du vil smage på, hvad der blandt andet rører sig i dansk musik for tiden.

5 Seconds of Summer – fredag den 25. august

Der er dømt boyband og stjernestatus, når australske 5 Seconds of Summer går på scenen i Tivoli. I 2014 udgav de fire gutter blandt andet numrene “Amnesia” og “She Looks So Perfect”, og de faldt i mægtigt god jord. De to tracks har pt. over 130 og 140 millioner streams – bare på spotify – og numre som “She’s Kinda Hot” og “Jet Black Heart” fra 2015 følger godt efter. Drengene spillede deres første koncert for fem år siden på et hotel i Sidney – her dukkede hele 12 mennesker op. Ikke dårligt, slet ikke dårligt, men tre år senere at tage til L.A. og spille for 50.000 mennesker på to nætter var måske at foretrække for 5 Seconds of Summer, som åbenbart havde besluttet sig for at indtage verden. Nu har drengene spillet for over  1.7 millioner fans på to verdensturnéer, og fredag den 25. august har du muligheden for at indgå i det regnskab, når de spiller på Plænen.

>