Foto: PR

Hvis du stadig mangler et soundtrack til din Pride uge, er ”Alle verdens farver” et glimrende sted at starte.

OHarasound går til hverdag under navnet Jeanett Albeck, og efterhånden har hun foretaget sig lidt af hvert; hun har indenfor teaterverdenen arbejdet som både musiker og performer, skrevet musik til teaterkoncerten Hvid Magi, der i 2012 mødte stor anerkendelse blandt både kritikere og publikum, og siden også udmærket sig som soloartist.

Læs også  Vil du arbejde i musikbranchen? Ansøgningsfristen til Innovative Music Management nærmer sig

I denne uge males København traditionen tro i alle regnbuens farver, når LGBT-festivalen Copenhagen Pride indtager byen, og i denne forbindelse har OHarasound i samarbejde med Sex&Samfund lanceret den ny musikvideo ”Alle verdens farver”. Videoen kalder OHarasound selv for en hyldest til retten til, uanset seksualitet, køn og race, at være, hvem man er.
”Jeg vælger selv, hvad jeg er i dag/Jeg rejser mig og hejser et farvet flag” synger hun i sangen, der på poetisk og eftertænksom vis både fejrer mangfoldighedens fremskridt og reflekterer over dét terræn, som trods alt ikke er erobret endnu.

”Alle verdens farver” er et lækkert bidrag til dette års festival, og det kan kun anbefales, at du lader OHarasounds tunge beats og fine melodier ledsage din Pride uge og selvfølgelig din opvarmningsliste på lørdag, hvor ugens farverige festligheder kulminerer i Copenhagen Pride Parade.

Læs også  Se Fugleflugten i Café Halvvejen - Live Session