Foto: Mathilde Lykke
Venue: Store VEGA
Dato: Mandag den 27. november 2017

Det blev til en røvfuld likeability og masser af lækre vokalfinesser fra Oh Wonder, som i går aftes gæstede VEGA i selskab med det britiske stjerneskud Laurel. 

Oh Wonder – VEGA
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Et fyldt VEGA skulle mandag aften huse to london-baserede acts. Da Laurel åbnede ballet, blev der stille i salen. Alle samledes og fokuserede på den blot 23-årige singer/songwriter. Siden sin debut-EP sidste år har hun turneret i England, men fortalte selv, at det var hendes første gang i København.

Der var ikke andre på scenen end hende. Hun havde medbragt sin elektriske distortion-guitar, som hun flittigt brugte som akkompagnement til egen smukke og velklingende vokal – den forsvandt dog lidt, når hun bevægede sig ned i det dybe leje. Til gengæld nåede selv samme stemme let og elegant skyerne, både i helt blid falset og i gennemtrumfende fuldregister, som fik hårene til at rejse sig – på den gode måde.

Hendes performative udtryk bar en smule præg af, at hun stadig er grøn i live-sammenhæng. Hun havde flere kluntede sammenstød med mikrofon og mikrofonstativ imellem numrene, men reddede den meget godt med vittige kommentarer og en generel charme. Og desuden også med et helt lavmælt “thank you” efter hvert nummer, der virkelig tydede på en ydmyghed over at få lov til at stå på scenen i VEGA.

Som sagt en flot vokal, der desværre en gang imellem blev overdøvet af lidt for meget distortion-effekt på guitaren. Hun manglede generelt lidt rutine i guitarspillet, og hendes legesyge og ellers velfungerende brug af temposkift blev flere gange ødelagt af en uskarphed på den instrumentale side. Lydbilledet fungerede bedst på de numre, hvor hun fjernede effekterne og holdt sig til fingerspil – i den lidt mere klassiske singer/songwriter-stil.
Hvad hun manglede på guitaren, vejede hun dog op for med sin charme og sin stemme, der ramte publikum lige i hjertet. Så var man godt varmet op til aftenens hovednavn.

Læs også  Ugens Upcoming: Fieh

Stemmesynergi og likeability

Det var en lidt anderledes setting, da Oh Wonder trådte ind på scenen. Duoen havde medbragt en trommeslager og en bassist, imens de selv sørgede for det lydlige output hos keys, guitar og drumpads. Det blev undervejs til en række imponerende instrumentale skift og lækre sammenspil, som blev klaret sideløbende med velklingende duetter nærmest hele koncerten igennem. De to sangstemmer – fra henholdsvis Josephine Vander Gucht og Anthony West – matchede hinanden sindssygt godt og formåede at følge hinanden til perfektion. De sang nemlig mest som fordoblinger af hinanden, hvilket er virkelig krævende, fordi hver lille musikalske frase kan være afvekslende fra gang til gang, man synger den. Men her var der altså ingen slinger i valsen.

Oh Wonders produktioner er overvejende tilbagelænet, smooth synth-pop/indietronica i stil med blandt andre James Blake og Banks, men et par af deres numre byder på et lydbillede, der er lidt mere baseret på det hårde elektroniske. På indspilningerne fungerer begge former for sound rigtig godt, men i live-sammenhængen passede den behagelige indie helt klart bedst til bandets udtryk. Når de elektroniske inputs fik lov til at dominere lydbilledet, virkede det lidt som om, at bandet prøvede at være noget, de ikke er. De to sangere er virkelig likeable og pæne at se på og lytte til, og det behagelige, audiovisuelle match passede bare ikke rigtig til de frembrusende, elektronisk beats.
Duoen søgte dog generelt ikke særlig meget imod det elektroniske output, så værre var det heller ikke.

Læs også  Rhye annoncerer nyt album og udgiver singlen "Count To Five"

Lysshowet i baggrunden og siderne af scenen var simpelt og lækkert, og det store ‘OW’ lyste flot op i takt til musikken. Der var masser af variation og hele tiden nye inputs at hente fra de mange farveskift og hurtige blitz. Men igen, et højaktivt baggrundslys passede på en eller anden måde heller ikke til resten af setuppet. Måske var bandet bare ikke oppe i det energiniveau, som de burde? For der kom aldrig rigtig en overvældende energi hos publikum – måske med undtagelse af de to ekstranumre, som blev præsenteret som et klimaks efter et imponerende bifald og en voldsom trampen i gulvet, da bandet gik af scenen i første omgang.

Højt musikalsk niveau – men manglende variation

Oh Wonder er virkelig dygtige – der var ikke noget at sætte en finger på, måske bortset fra den ene gang, hvor West trak sig tilbage på scenen for at spille en guitarsolo, som så aldrig blev til noget. Deres vokaler var som sagt i en helt ekstraordinær og perfektionistisk synergi, og generelt fastholdte bandet en likeable og behagelig sound og stemning. Publikum var overordnet glade og jublende – og dejligt medgivende, når der blev lagt op til fællessang. Der var desuden overvejende masser af bevægelse at se, når man skuede ud over mængden – også selvom bandets musik egentlig ikke er så dansabel, men mere bare lyttevenlig.

Læs også  Pinemoon udsender debutsingle og musikvideo

Det, de gør, gør de sgu meget godt – de er vellydende, velsyngende og velspillende – men jeg blev desværre ikke rigtig væltet bagover af deres optræden. Der manglede en eller anden form for variation i settet, selvom deres musik ikke rigtig lægger op til det. Eksempelvis blev det for en kort stund helt intimt, da de spillede “Midnight Moon”, hvor den særegne vokalopsætning kun blev akkompagneret af et blidt guitarspil. Her viste de lidt en anden side af dem selv som duo, og det var rigtig dejligt – der måtte gerne have været mere af den slags, som kunne give det overordnede koncertindtryk mere adspredelse.

Jeg vil dog til enhver tid anbefale, at man lytter til deres to velproducerede album, og jeg er på ingen måde skuffet over deres optræden i går. Deres musik er virkelig godt skrevet, og de er fuldstændig fejlfrie, når de står på scenen. Så får man mulighed for at opleve dem live, synes jeg heller ikke, at det er noget, man bør gå glip af.