Foto: Josh Shiner

Det var aldrig meningen, at de skulle være et band, og i de seneste to år har de turneret verden med en plade, som egentligt heller aldrig skulle være en plade. Nu er Oh Wonder klar med deres andet album, og vi har taget en snak med duoen om processen, forskellen på de to udgivelser og om at gå fra 100 % DIY til at signe med et Universal sublabel.

”Det er som om, at Oh Wonder er et vildt dyr, som vi konstant prøver at holde os på ryggen af. Det gør sin egen ting, og vi prøver bare at følge med,” siger Anthony West, den ene halvdel af den populære London-duo. ”Det er en virkelig mærkelig følelse af at være helt ude af kontrol og samtidig have styr på alting,” fortsætter Josephine Vander Gucht.

De to mødtes gennem venner, og det slog med det samme musikalske gnister. Anthony havde på daværende tidspunkt spillet i en række forskellige bands, og Josephine, som er uddannet klassisk pianist, var ved at søsætte en solokarriere. Anthony tilbød at producere hendes ting, men de begyndte hurtigt på et andet projekt: At skrive og udgive en sang om måneden i et år. Formålet var at blive endnu bedre sangskrivere og numrene var aldrig tiltænkt dem selv, men skulle pitches til andre artister. Men da parret, anonymt, begynde at smide dem på Soundcloud fik de hurtigt en following, som kun blev større for hvert nummer, der kom op. Et halvt års tid inde i projektet besluttede de sig for at udgive alle sangene som et album. Det gjorde de i november 2015 – men stadig mest som en slags portefølje til deres sangskriverforetagende.

En rigtig debut

Nu, knapt to år senere, har den plade opnået millioner af streams og bragt de to modvillige popstjerner rundt i hele verden; de har spillet 162 koncerter (inklusiv tre i Danmark, senest på Heartland Festival) i 112 forskellige byer og solgt over 83.000 billetter.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 46

”Det er lidt spøjst, men jeg havde faktisk ikke troet, at det ville være så givende at være på tour,” siger Anthony. ”Vi hører folk synge med på vores sange, når vi står på scenen, og sangene betyder selvfølgelig noget for os, men de betyder nok mere for dem (publikum, red.). Det er det mærkeligste ved det hele. Du skriver og udgiver et album, men så snart det er ude i verden, så er det ikke dit mere. Så tilhører det nogle andre.”

”Dét er derfor, vi turnerer,” tilføjer Josephine. ”Grunden til, at jeg gør det – og elsker det – er, at der er en hel masse mennesker, som elsker vores musik og gerne vil høre den live. Så jeg føler mig forpligtet, på en god måde, til at tage ud og spille for dem. Ligesom jeg gerne selv vil se mine yndlingsbands live. Jeg elsker egentlig ikke tourlivet i sig selv, men jeg elsker, at vi kan gøre et rum fyldt med mennesker virkelig glade.”

Og når man har haft så meget succes med en plade, som kom til verden ved at tilfælde, hvordan følger man så op på den?

”Vi har taget noget af presset af os selv ved at tænke på det her som vores første album. Med det første føltes det aldrig rigtigt som om, at vi var ved at skrive en plade, så det her føles mere som en egentlig debut,” forklarer Anthony.

”Det første album var ikke personligt,” fortæller Josephine. ”Der er ikke nogle refleksioner omkring vores egne følelser eller forhold til andre mennesker. Som helhed handler sangene om relationer mellem mennesker, og om hvordan man plejer de relationer, hvad enten det er med familie, venner, fremmede, folk du møder på toget.”

”Dazzle” er for eksempel inspireret af en BBC dokumentar om ludomani, ”White Blood” handler om kræft og ”Landslide” skrev de efter, at Josephines bror kom grædende ind i studiet en dag, fordi ham og hans kæreste var gået fra hinanden.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 47

”Det er helt klart anderledes på Ultralife,” siger Anthony. ”Vores liv har ændret sig så meget i de her to år, hvor vi stort set konstant har været på tour. Vi har mødt nogle fantastiske mennesker og gjort ting, som vi aldrig har gjort før – og som vi måske aldrig kommer til at gøre igen. Så mange af de her sange er refleksioner over alt det – både det positive og det negative.”

Pladens åbningsnummer, ”Solo”, er en hyldest til den frihed, man har, når man er alene, mens det sidste track, ”Waste”, handler om, hvor meningsløst livet er, hvis man ikke har nogen at dele det med. ”Heart Strings” er skrevet med Beach Boys og Beatles som soundtrack og ”Lifetimes” kom til verden efter, at de have været til Drake koncert. ”High in Humans” blev til efter, at Josephine rent faktisk var høj på mennesker efter en række tilfældige, og livsbekræftende, møder med fremmede på en tube-tur hjem fra Heathrow.

”Det er første gang, at jeg har lavet et samlet værk på den her måde,” fortæller hun. ”Det har været virkelig dejligt at have et andet perspektiv og tid til at finde ud af, hvilke sange der passer sammen. Og at have muligheden for at lave et anderledes album, hvor vi kan udfordre os selv i forhold til lyden og produktionen. En stor del af pladen er jo også indspillet i et rigtigt studie i stedet for på en laptop i et skur. Så det har været ret fantastisk,” griner hun.

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

Det handler om musikken

Ultralife er mere ”farverig, varieret og upbeat” end den forrige plade, og selvom duoen har signet med Island Records siden den selvudgivne debut, så er der stadig masser af DYI-ånd i de to briter. Størstedelen af pladen er optaget i deres hjemmestudie, og ingen på Island havde hørt pladen i sin helhed, før de var færdige med den.

”En af grundene til, at vi valgte Island, er fordi de arbejder med nogle artister, som vi virkelig beundrer, blandt andet Bombay Bicycle Club, og vi havde fornemmelsen af, at de har fuld kreativ frihed og styring med deres musik, hvilket er virkelig vigtigt for os,” forklarer Josephine.
”Men vi er også heldige, at vi har en ret klar vision – vi ved, hvad vi vil. Nogle labels udmærker sig ved at være gode til at forme artister, men for os var det ikke dét, det handlede om. Det var mere ”Det er det her, vi vil, og I kan hjælpe os.” Og det har fungeret virkelig godt.”

Ultralife kom på gaden den 14. juli og indeholder 12 numre, hvoraf fem allerede er udgivet som singler.

”Noget af det, det første album har lært os, er, at for at vokse som band, så skal du dele så meget musik som muligt,” siger Anthony. ”Så vi har været ret bevidste om, at vi ikke ville være et af de bands, der udgiver én single og så en plade. Vi vil dele så meget som muligt og så ellers bare lade sangene føre snakken. Vi laver ikke en helt masse markedsføring for pladen med vilde musikvideoer og den slags – det handler om sangene og om at få dem ud i verden.”