Foto: Homegrown Diamonds

“They call me Mr. Big, but it’s not like that.”
Den unge nordmand dePresno har udgivet endnu en single fra sin kommende EP Breathing. Singlen hedder ”Mr. Big” og er, som navnet indikerer, inspireret af den populære tv-serie Sex and the City.

Singlen er bygget op omkring en blanding af en dyb, sprød vokal og elektroniske elementer som store, distortion-blæserhits og et melodisk synthtema. Det er skiftevis dePresnos vokal og synthtemaet, der er i fokus, og dette er meget bærende for nummerets karakter. Især sætningen ”They call me Mr. Big, but it’s not like that” er fængende. dePresno er ikke interesseret i at være en ’Mr. Big’ til den ’Carrie’, han synger om, som han ellers tydeligvis er ganske betaget af.

Læs også  Danske Favor udgiver ny neonpop-single med retro-referencer

I produktionen af sin nye EP søger dePresno at gøre selve sangskriverprocessen så sjov og underholdende som muligt, og dette skinner igennem i ”Mr. Big”. Dels fordi han benytter sig af en humoristisk inspirationskilde, og dels fordi der i musikken opstår mange finurligheder, som tyder på en ’legende’ produktion.

Generelt sender dePresnos produktion af elektronisk pop nogle meget professionelle signaler, og minder i høj grad om større kunstnere som The xx, både i stil og vokal. dePresno er en del af Bergen-slænget (sammen med bl.a. Sigrid og Aurora), og rider på en bølge af ørehængende, velproduceret popmusik.

Læs også  Ugens Uimodståelige // Uge 41

Giv singlen et lyt her, og glæd dig til den komplette EP-udgivelse.