Foto: PR
Mai Miyako udgav i november 2016 førstesinglen “When We Were Young”, og for knap to uger siden præsenterede kunstneren MAXI-singlens andet nummer “Lady Mine”. Nu skal den smukke musikvideo frem i lyset. 
Mai Miyako er et lo-fi popprojekt, som københavnbaserede Michael Bjerre står bag. Navnet Mai Miyako er to japanske pigenavne sat sammen, der historisk set har betydningen ‘dans smukke nattebarn’ (Mai=Dance, Mi=Beautiful Ya=Night Ko=Child), hvilket så fint beskriver den følelse, Mai Miyako-projektet skaber. Musikken indkapsler popmelodier inden for en ramme, der bedst betegnes som garagepop, hvor både tekst og musik er nært draget af fortid og nostalgi og refererer til Storbritanniens velkendte 60’er lyd.
Mai Miyakos seneste udspil “Lady Mine” udkom for knap to uger siden og er en del af MAXI-singlen Mai Miyako, hvis førstesingle “When We Were Young” blev udgivet i november 2016. MAXI-singlen er indspillet på en harddisk recorder fra start 00’erne, hvilket forklarer musikkens gennemførste lo-fi udtryk. Benspændet for indspilningerne var at fjerne det visuelle element, der er ved at bruge en computer, hvor man orienterer sig på skærmen. Visionen var at skabe et materiale, som udelukkende blev lavet ud fra det lyttende øre. Michael Bjerre fortæller selv om sangen:
“Lady Mine er en sang, der udforsker det faktum, at menneskets kroppe bliver ældre. I sangen er fortællingen fortalt ud fra en mands perspektiv, der observerer en kvinde og hendes måde at feste og dyrke festen på. Det er en tragisk historie, om denne kvinde, der ikke ser ud til at erkende, at hun ikke længere er så ung, som hun plejede at være. Jeg tror, vi alle har en ven eller to, der dyrker festen og nattens fristelser, og mon ikke vi i den forbindelse har tænkt, om denne person nu også kan følge med? – ikke følge med festens tempo, men kroppens tempo, livets tempo. Jeg mener, at den banale fortælling er en stærk måde at få et budskab frem på.”
“Lady Mine” demonstrerer Michael Bjerres kompositoriske overskud med nogle bemærkelsesværdige fine harmonier, som ikke er søgt, men virker oprigtige og følt. Enhver Beatles-fan, ligsom mig, vil finde Mai Miyako-projektet rigtigt interessant.
I dag skal den smukke musikvideo til “Lady Mine” frem i lyset. Videoen er lavet af den argentinske videokunstner Ale Siniestro, som er bosat i Barcelona. Det er en montagevideo, som indrammer sangens tragiske kærlighedshistorie gennem billedelementer, som en brændende rose, knust glas og spildt maling. Musikvideoen er netop blevet nomineret i en spansk kunstvideokonkurrence, som afgøres i marts.
Se den smukke video her:

 Du kan opleve Mai Miyako på lørdag den 11. februar, når han giver koncert på Spillestedet Stengade.

Læs også  Ugens Upcoming: J. Bruno