Foto: PR

Det norske indieband Iffy Orbit har netop delt en gennemført og humoristisk musikvideo til deres single “Slow Times”. 

Du er hermed inviteret til god, gammeldags skolefest med balloner, konfetti og ikke mindst akavet dans. Musikvideoen til Iffy Orbits andensingle “Slow Times” viser det bedste og værste fra en tid, som vi alle har været igennem. I bedste flashback stil spiller Iffy Orbit til en skolefest, og vi følger en usikker og forelsket dreng, der desperat og kejtet prøvet at vinde opmærksomheden fra hans udkårne. Med mad mellem tænderne og bræk på halsen lykkes det ham til sidst, og alt ender lykkeligt.

Videoen er et humoristisk take på folkeskoletidens svære kærlighedskvaler, og videoen bringer den lette og luftige stemning frem i nummeret. Med deres helt egen indiepoplyd skaber Iffy Orbit et fantastisk og dragende univers, der helt sikkert vild skaffe dem mere opmærksomhed i fremtiden. Bandet har også sangen “Day//Night” ude i denne uge, som bliver tredje single fra deres kommende debutalbum. Der sker virkelig store ting på den norske musikscene i disse tider, og Iffy Orbit er klart et navn, som man skal holde øje med.

Læs også  Lana Del Rey - Lust for Life