Foto: Hugo Jozwicki

Den danske trio Noréll er ude med deres debut EP “IY”. Vi har taget en snak med bandet om deres helt specielle lyd, deres musikalske samarbejde og deres planer for fremtiden. 

Det går stærkt for den danske trio Noréll for tiden. Rigtig stærkt. Netop hjemvendt fra den norske musikbranchefestival by:Larm er bandet nu klar med deres debut EP IY. De landede i starten af året som nummer et på TIDALs liste over “lovende artister for 2017”, og til sommer indtager de for første gang scenen på Smukfest. Noréll fik for første gang opmærksomhed da de udgav singlerne “The Great Escape” og “Howl”, og de har sidenhen været support for navne som Dúné, Kill J og Wangel. I november sidste år udgav de singlen “Damage Done”, der strøg direkte ind som Ugens Uundgåelige på P3, og nu er de klar til at indtage 2017 med deres debut EP.

Trioen består af Marie Louise Persson Bjarnarson som forsanger, og Viktor Hagner og Nichlas Malling som gruppens producere. Det var ikke altid planen at Noréll skulle opstå, men skæbnen bragte en aften de tre musikere sammen, og de to producere fandt drømmesangerinde. Omkring gruppens opståen forklarer Viktor:

“Nichlas og jeg gik på højskole sammen i 2013. En aften kom Marie Louises højskole forbi og spillede en kort koncert for os. Vi [Nichlas og Viktor red.] vidste lynhurtigt, at vi skulle prøve at lave noget musik sammen, så jeg tog en snak med hende. Vi startede kort efter et cybersamarbejde, som endte ud i et track, der kom på en af Sound of Copenhagens compilations. Vi fortsatte med at lave tracks sammen, og besluttede senere at starte et reelt band.”

“Man ved aldrig helt hvor tingene ender”

Med tre personer i bandet, skal alle tilgodeses, og det er lykkedes Noréll at få det bedste ud af hinandens forskellige musikalske præferencer. Trioen har skabt deres helt egen lyd, der, med udgangspunkt i scandi-poppen, mixer genrer som house, rock, electro og hiphop. De tre musikere tør bryde med normerne og er ikke bange for at lokke deres lyttere med ud på ukendt terræn, når de smider genrerne i gryden og blander det hele på én gang. Når magien skabes er arbejdsopgaverne fordelt på forhånd, og Nichlas fortæller:

Læs også  Bands of Tomorrow søger musik- og skriveglade praktikanter

“Marie Louise skriver tekst og melodi, Viktor og jeg skriver musikken. Så bliver der sendt en masse que-vokaler og produktions skitser frem og tilbage, og der bliver tilføjet, fjernet og ændret lidt. Længere henne i processen arbejder vi videre sammen i studiet. Nogen gange ender tingene et helt tredje sted, end vi havde forestillet os, og det er jo det fascinerende ved at være en gruppe. Man ved aldrig helt hvor tingene ender.”

Marie Louise supplerer: “Vi havde arbejdet længe og lavet en del tracks inden vi udgav noget. Vi har aldrig tænkt: “nå nu skal vi lave noget helt vildt specielt og anderledes”. Vi har bare skrevet en masse musik sammen og til sidst endt med følelsen af at Noréll var skabt. Opbygningen af Noréll og vores interne venskab har også fulgtes pænt ad. Vi har også har en del forskellige musikalske præferencer, så vores lyd er nok en kombination af at vi, os tre sammen, har skulle finde ud af, hvordan vi kunne komplimentere hinandens forskelligheder i vores fælles kærlighed for elektronisk musik.”

For de tre bandmedlemmer er det vigtigste, at publikum kan mærke musikken helt ned i maven. Norélls musikalske univers går balancegang på grænsen mellem det festlige og det dunkle, det poppede og det eksperimenterende. Sangene bliver skabt ud fra følelser og reaktioner, som bandet møder i deres liv, og gennem tekstuniverset observeres netop disse følelser og relationer mellem mennesker. Bandets mål er at gøre et stærkt musikalsk indtryk på lytterne, og Marie Louise forklarer:

“Det vigtigste for os er, at folk virkelig mærker musikken. Både mentalt og fysisk. Vi håber, at folk bliver overraskede og nysgerrige – måske endda berigede på et eller andet plan. Vi ønsker at projicerer en masse energi og lyst videre.”

Den første store milepæl  

Nu er Noréll klar med deres første EP. Titlen IY symboliserer to dele af et forhold – en sammenhæng, og tager udgangspunkt i EP’ens tekstunivers. IY tager lytteren på en tur gennem menneskets urinstinkter, og sangene udtrykker hver især en side af det primale og instinktive. Udgivelsen af IY er et stort skridt i bandets karriere, og Nichlas fortæller:

Læs også  Anna of the North: Jeg ville ønske, at jeg kunne opleve musikken på ny, som var det for første gang

“Vi har lært vanvittigt meget af den process vi har været igennem. Både om os selv, hinanden og musikken. EP’en er en fantastisk milepæl at nå, men også en afslutning på en periode i Noréll.”

Relationer, parringsdans, frustrationer, afmagt, sorg og selvstændighed er nogle af de temaer som teksterne kredser om, og hver eneste sang har sit eget stærke budskab. Det er derfor også umuligt for bandmedlemmerne hver især at udpege en yndlingssang.

Læs også  10 hurtige til Loyle Carner

“Vi har som regel svært ved at udpege numre af vores egne, som vi føler er bedre end andre. For de repræsenterer forskellige følelser og perioder i vores liv. Forskellige energier og temperamenter. Vi har helt klart også en tendens til altid at være mest glad for det nummer, som er nyest. Det er bare ikke helt fair overfor resten af EP’en,” forklarer Viktor.

Siden Noréll udgav deres første singler, og “Damage Done” fik stor succes, har gruppen haft direkte kurs mod toppen af den danske musikscene. Med IY i bagagen tager bandet hul på næste skridt i deres karriere, og Marie Louise fortæller:

“Vi glæder os helt vildt til sommer, hvor vi skal spille flere koncerter end nogensinde. Udover dét, er vi så småt gået i gang med nyt materiale. Vi skal også lidt uden for Danmark og spille. Det ser vi også virkelig meget frem til.”