Foto: Electric Eye // Linn Heidi Stokkedal

Sidste uge bød på masser af nye, nordiske udgivelser. Vi har samlet de bedste af dem og tilføjet dem til vores NORDISKE HITS-spilleliste på Spotify. Herunder anbefaler vi tre af sangene, og du kan høre hele listen i bunden af artiklen – eller gå ind og følge den på Spotify, så du automatisk bliver opdateret med nye, nordiske tunes hver uge. 

Julie Bergan – “Incapable”

Julie Bergan fra Skien i Norge er på banen igen med et elektro-pop nummer, hvor sangerindens smukke og samtidig skarpt skærende vokal er et imponerende og flot hovedelement.
Nummeret er lidt delt i to; en helt soft-poppet vibe danner rammen for de første to vers og det mellemliggende omkvæd med blid instrumentation; men de næste omkvæd er langt mere hårdtslående og elektroniske. Dette skaber en lang og smuk opbygning igennem den første halvdel  af sangen, som så når et klimaks i en meget energifyldt anden halvdel.
Den 22-årige norske sangerinde og sangskriver havde første udgivelse allerede i 2014, og er godt igang med at opbygge sin musikalske karriere. Hendes seneste udspil kan derfor høres på vores spilleliste.

Læs også  Arcade Fire og 11 andre navne til Haven Festival 2018

Electric Eye – “Endless Summer”

Det norske band Electric Eye har faktisk udgivet et helt album i fredags, From The Poisonous Tree, og vi har så nøje udvalgt “Endless Summer” til vores NORDISKE HITS.
Nummeret har fået et virkelig rammende navn: “Endless Summer” er på en gang blødt og omfavnende og opbygget med lange, brede klangflader. Et syret og effektfyldt guitarsolo-stykke hvirvler sangen rundt i en helt ny stemning midt i nummeret, og det er meget sigende for Electric Eyes musik: Bandet er eksperimenterende og leger hele tiden med nye udtryk.
Nummerets slutning er også særligt værd at lægge mærke til. Her spiller et akustisk klaver sammen med en fjern, jazzet saxofon, og det er mildest talt bemærkelsesværdigt.

Læs også  PREMIERE: Bad Birthday udgiver psykedelisk musikvideo

Penny Police – “Train Talk (Don’t Ask Me About Love)”

I fredags udkom dette nummer fra Marie Fjeldsted, kvinden bag Penny Police, i følgeskab med en video, hvor Fjeldsted sidder i de københavnske S-toge og kører rundt i velkendte, danske omgivelser. I vores artikel om singlen skrev vi blandt andet:

“Kendetegnende for Penny Police er hendes sublime sans for forholdet mellem det afdæmpede og det iørefaldende, og “Train Talk” er på én gang skarpt skåret og samtidigt både følsom og smukt melodiøs.”

Stemningen i nummeret er dragende, inkluderende og omsluttende, og man kan godt få netop dén fornemmelse, som en lang, ensom togtur kan give. Lyt selv herunder.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 49

Ellers tilføjet:

Andreas Weise – “Hold Me Close”
Tuvaband – “Mess”
The New Spring – “The Moon”
Motorique ” I Love to Start a War”
JONES – “Something Bout Our Love – Acoustic”
Nicky William – “Hurricane”
Klub 27 & Katinka – “Uformelt Farvel”
Felix Dicey – “Check”
J. Brown – “Do You Even?”
Yune – “Animal”