Foto: PR
Udgivelsesdato: den 4. november 2016
Label: Bad Afro Records

Narcosatanicos – Body Cults
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Narcosatanicos har siden 2011 rumsteret noget så gevaldigt i undergrunden, og er på rekordtid blevet landets førende eksponent for udslettende og eksperimenterende rockmusik.

En dystopisk klagende saxofon agerer katalysator for åbningsnummeret ”Vulvic Church”, som slæbende buldrer afsted i et støjende lydunivers. Formen er, som når Narcosatanicos er bedst: Eftertænksomme momenter, anført af Zeki Jindyls saxofon, hvorefter den resterende rytmesektion lader alt springe i luften og hugge om kap i kakofoniske opløsninger. Det er på én gang dybt urovækkende, men samtidig fantastisk dragende og rituelt rockende.

Læs også  Loyle Carner - Pumpehuset

På ”Vile” præsenteres et mere metallisk udtryk, og tempoet skrues en del i vejret. Det klæder gruppen godt at afprøve forskellige tempi, udtryksformer og eksperimenter uden nogensinde at gå på kompromis med den rå og knusende lyd, som er bandets varemærke. Passager af nummeret emmer af kaotisk western-stemning, inden det udvikles til myriader af huggende støjeksplosioner.

Body Cults er et album, som klart bør høres i sin helhed. Numrene bindes sammen, flettes ind og ud af hinanden, og Body Cults virker mere som én samlet masse, end som syv enkeltstående numre. Et eksempel herpå er ”Manias” tema, der gentages som intro i ”Television Dreams” – to numre som ikke naturligt falder i hak, men i kraft af dette, glider ind i hinanden som et over 10 minutter langt frontalangreb.

Læs også  Jacob Faurholt - A Lake of Distortion

Gruppen, bestående af hele tre guitarister, en bassist, trommeslager, saxofonist og sanger, kreerer et så kaotisk og støjende lydbillede, at selv mestrene i Amerikanske Swans må rejse sig i stående applaus. Et mere repetitivt udtryk, netop a la Swans, præsenteres på føromtalte ”Television Dreams”, hvor også forsanger Victor Kims ganske uforståelige, men mystisk dragende vokal fungerer eminent som et instrument i sig selv.

På ”Matamoros” indfinder der sig mere jazzede momenter, og nummeret fungerer som én lang opbygning, mod det klimaks, som det, og pladens resterende to numre, bærer præg af. ”Void Kink” og den ni minutter lange afslutter ”Bliss” opsummerer på fornem vis, hvad det er Body Cults indtil nu har formået; nemlig at være et sanseligt bombardement fra start til slut, hvor åndepauserne er få, eksplosionerne mange, og støjen knusende intens. Indrømmet, Narcosatanicos er ikke et band, som nogensinde bryder gennem til masserne. Dette sker heller ikke med Body Cults, og masserne må fortvivlet lede videre efter dette album, som markerer Narcosatanicos som et af landets dygtigste bands på den alternative rockscene. Formidabelt.