07 nov myk:tind giver kvartlivskrisen en poetisk stemme
Foto: myk:tind // Sara Tonning (Pressebillede)
Det norske band myk:tind leverer poetiske indie/pop toner, der er som skabt til soundtracket til kvartlivskrisens store og små spørgsmål
Norske myk:tind har netop udgivet deres debutalbum Flyktig, der kaster et fintfølende blik på temaer som kvartlivskrisen, flygtighed og pasta-pesto. Musikken balancerer en forunderlig kontrast mellem det bløde og det hårde, der formidles gennem blide toner, skarpe synths og varme orgelklange.
Dette demonstreres blandt andet på singlen “Skuffet melk”, som ledes frem af en hurtigtanslåede klaversekvens, der flettes sammen med pulserende klub-lydende trommer. Spoken word og udstrakte vokalfraseringer udfolder sig over lydbilledet, leveret af forsangeren Anne Ingrid, sammen med et kraftfuldt kor, der tilføjer en intens harmonisering til det mættede udtryk. På albummet finder man ligeledes sangen “Unngår å bli blind”, der er en skarp kommentar til nutidens datingkultur, der handler om ikke at lade sig blænde af kærligheden. Derudover finder man singlen “Slik du forguder meg”, der er en nedtonet hjertevarm ballede, der understøttes af atmosfærisk blæs og orgel-lydende undertoner.
Anne Ingrid har erfaring fra flere musikgrupper, inden hun valgte at lancere sit eget soloprojekt myk:tind, der blev skabt, mens hun opholdte sig i Danmark. På albummet finder man de paradoksale følelser af hjemve og flygtighed der skildres i hendes musikalske landskab, som formidles fra en position midt i mellem yderpolerne. Efter hendes tilbagevenden til Norge i 2020 gik hun i gang med at indspille Flyktig sammen med tekniker og medproducent Ola Vårtun.
Albummet er en ærlig og ufiltreret udforskning af livets komplekse følelser og temaer, der får lytteren til at reflektere over, hvordan vi håndterer flygtighed og længsel i vores eget liv.
Lyt til albummet her!