Foto: PR
Scene: Rising
Dato: Tirsdag den 27. juni kl. 15.30

Der er tit og ofte folk, der skal påstå, at “rocken er død”. Det vil jeg ikke tro på, og det gør jeg heller ikke. Aarhusianske Modest viste tirsdag eftermiddag med selvsikkerhed, at rocken langt fra er på vej ud – men hvor de så tager den hen, er jeg stadig ikke helt sikker på. 

Modest – Roskilde Festival 2017
3 Anmeldelse
Anmeldelse

Der var ikke så meget bullshit med de fire, unge aarhusianere: Julius Lykke på sang og bas, Jacob Tjerrild og Jakob Ahlers på guitar og Stinus Kruse på trommer. De satte igang lige på og hårdt uden snak, og der gik tre numre, før Julius Lykke sagde; “Hej vi hedder Modest, og vi er fra Aarhus. Vi spiller lidt flere sange.” Det passede egentligt ret godt til hele attituden og stemningen til koncerten, at tiden ikke skulle bruges på noget som helst andet end at spille musik. Musik, hvis instrumentale sider er domineret af legesyge guitarriffs, melodiske, melankolske og rastløse lydflader og hårdtslående trommer, der altid er på vej “der-ud-af.”

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 41

Jeg noterede mig ret hurtigt, at vokalen ikke altid var ren. Og jeg skal skynde mig at sige, at den langt fra hele tiden behøvede det (en del af udtrykket var helt sikkert Lykkes aggressive råben, skrig og klagesang). Men selvom jeg overvejende synes, det fungerede som det skulle, så tangerede det også nogle gange til det anstrengende – det var især ved de lysere toner, at Lykkes vokal ikke slog til. Når det så er sagt, så var ordet “befriende” en af de første, der kom til mig, for den danske musikscene har helt sikkert brug for et band som Modest og en ung frontfigur som Julius Lykke, der tør dyrke det upolerede og uperfekte (som eksempelvis de andre aarhusianere Yung også er gode til).

Der var fed energi fra de meget velspillende fire gutter under hele koncerten, og jeg var især vild med de instrumentale bidder, hvor du kunne lade blikke vandre fra bandmedlem til bandmedlem og se, hvor koncentreret hver og en var om lige præcis deres rolle i det samlede støjende lydbillede.

Læs også  Vil du arbejde i musikbranchen? Ansøgningsfristen til Innovative Music Management nærmer sig

Selvom flere af numrene varierer i tempo og udtryk, så kunne de godt til sidst flyde lidt sammen, og det er et problem, jeg synes mange rockbands som Modest kæmper med. Jeg kan godt savne lidt klarhed omkring, hvilken retning, Modest skal udvikle sig hen imod. For udvikling er jo netop det, der gør det interessant.

Læs også  MGMT er endelig tilbage med singlen "Little Dark Age"

Drengenes spilleglæde, energi og lyst til at udtrykke sig gennem lyd og lyrik var tydelig og har skabt et solidt fundament. Men efter koncerten på Rising kunne jeg ikke lade være med at tænke, at Modest er en gruppe, der bliver nødt til at tænke retning og nyskabning i sangskrivningen, så den ikke går i stå. Gutterne har bestemt potentiale til, tror jeg, at være med til at føre den danske rock et nyt sted hen, og jeg glæder mig til at høre, hvor det bliver.