Foto: Matthias Grandjean

24-årige Jung udgav i fredags sin debutsingle “Det Er Sån’ Vi Opererer” og gør en flot entré på den dansksprogede popscene.

I fredags stod et nyt navn frem på den danske musikscene med udgivelsen af debutsinglen “Det Er Sån’ Vi Opererer”. Det drejer sig om den 24-årige sangskriver Jonas Jung, der går under det nærliggende kunstneriske alias Jung, som skriver kærlighedssange i et lo-fi popunivers, hvor ordene får lov at stå forrest, oftest kun hjulpet på vej af få andre komponenter. Selvom Jung har spillet musik det meste af sit liv, er det først efter at han endegyldigt har overgivet sig til det danske sprog, at han nu har udgivet sin musik via officielle kanaler.

Singlen “Det Er Sån’ Vi Opererer” er første udspil fra en kommende debut-EP, Ud Af Systemet, som er indspillet live, der er sat til udgivelse allerede den 8. juni. Singlen er en kærlighedssang, hvor Jungs lækre mørktklingende vokal er i centrum akkompagneret af en akustisk guitar og krydret med luftigt kvindekor i omkvædet. Bag produktionen sidder Peter Nørgaard, der tidligere har været sangskriver og guitarist i duoen Moses: “Andreas”, imens kor og klaver kommer fra Nanna Elizabeth, der blandt andet er en del af popgruppen IDA RED.

Om den dansksprogede EP’s tilblivelsesproces fortæller Jung:
“Jeg havde virkelig svært ved at skrive om kærlighed førhen, da jeg skrev på engelsk, men på dansk er det bare som om, at det er meget mere umiddelbart. Det er mere rigtigt, mere ægte. Det har jeg virkelig haft brug for [..] Førhen kunne jeg bruge tusind år på bare at tænke tingene. Men alle de sange, der er havnet på den her EP, er bare fløjet ud af mig.”
Jung, der stadig har sin debut-koncert til gode, holder EP-release den 8. juni på Nørrebro-baren Gefärlich. Indtil da, kan du varme op med singlen “Det Er Sån’ Vi Opererer”:

Læs også  VIDEOPREMIERE: Danske Eugenia udgiver musikvideo til "Byen"