Foto: Brad Elterman

Med minimalistiske, synth-baserede beats og en dertilhørende meget mærkværdig musikvideo er MGMT på banen igen. Generelt er deres musik en god blanding af det elektroniske, psykedeliske, indierockede og indiepoppede. “Little Dark Age” er titlen på deres nye single, som ligger sig godt ind i netop dén stilblanding. Men det er også titlen på deres kommende album. 

Duoen bag MGMT, Andrew VanWyngarden og Benjamin Goldwasser, bringer os nu, fire år efter deres seneste udgivelse, en splinterny produktion, som udkom og havde radiopremiere hos Apple Musics radio Beats 1 i går. Nummeret har en meget spacy vibe, både i instrumentationen og med den effektpåvirkede og særegne MGMT-vokal. Det hele er vældig eksperimenterende med masser af soniske lydbilleder fra synth-siden og et elektronisk beat til at holde det hele i fremdrift.

Læs også  Diplo og MØ smider "Get It Right" på gaden

“When you get out of bed // Don’t end up stranded // Horrified // With each stone // On the stage, my little dark age”, synger forsanger Andrew. Han indkapsler således hele essencen af den trippede lyrik, som det ville kræve en mere dybdegående analyse af, hvis man skulle finde frem til, hvad pokker sangen egentlig handler om. Det samme kan siges om den mega trippede musikvideo, der udkom i følgeskab med singlen i går. Se den her.

Af drengenes musik kender jeg personligt bedst fifa-hittet “Kids”, deres “Electric Feel”, som Justice har produceret et hårdtslående, funket elektro-remix af, og så “Time To Pretend”, som er det der helt klassiske filmsoundtrack-hit. Alle tre sange er fra debutalbummet Oracular Spectacular fra 2007. Siden har MGMT udgivet både Congratulations i 2010 og MGMT i 2013, men så har der også været stilstand siden.
Nu er de endelig tilbage med et hit og en god teaser for deres nye album, som også skal hedde Little Dark Age og efter sigende udkommer i starten af 2018.

Læs også  PREMIERE: Pil slår sine indre dæmoner ihjel på ny single

Drengene har bestemt ikke mistet deres touch og deres sound i løbet af de sidste fire år – de kan stadig noget særligt med deres musik. Selvom sangen et kort øjeblik eller to er lige ved at blive en tand for syretrippet, så fremstår produktionen som værende godt gennemarbejdet og man bliver meget betaget af det ganske særlige output. Bliv betaget her:

Læs også  Nova Twins udsender musikvideo til den dystre single "Mood Swings"