Foto: Steve Voss

Bon Iver møder Mumford and Sons møder Sufjan Stevens. Ish. Sådan kan man beskrive Matthew Hegarty, aka Matthew And The Atlas, som tidligere på året sit andet album, Temple. Vi mødtes med briten, da han gæstede Danmark i oktober, og det blev til en snak om den nye plade, sangskrivning og om at være skide nervøs for at spille live – selvom man har gjort det i næsten 10 år.

For nogle år siden fik noget, min bror spillede for fuld hammer, mig til at spidse ører. Lækker vokal og klassiske folktoner bragede ud af højtalerne på nummeret “Within the Rose”, og det var sådan, jeg lærte Matthew And The Atlas at kende. På daværende tidspunkt havde Matthew Hegarty udgivet EP’erne To The North og Kingdom Of Your Own, begge i 2010, via Communion Records – et label, som jeg også har udviklet en stor kærlighed for. Det blev stiftet i 2006 af Ben Lovett (Mumford and Sons), Kevin Jones (Bear’s Den) og den anerkendte producer Ian Grimble (Manic Street Preachers m.fl.), og har udgivet musik for blandt andre Ben Howard, Michael Kiwanuka, Daughter, Bear’s Den og Dan Croll. Men det allerførste navn, de signede, var Matthew And The Atlas. De to EP’er byder på masser af klassisk folklyd med akustisk guitar, banjo, stortromme og rytmisk klappen, men efter det havde Hegarty brug for at få rystet posen lidt. Med hjælp fra Bear’s Dens Kev Jones gjorde synth og elektrisk guitar sit indtog, og debutpladen Other Rivers (2014) blev således til en mangfoldig størrelse. I år fulgte Hegarty op med albummet Temple, som tager et par skridt tilbage til det mere storslåede, akustiske lydbillede, som i lang tid var Hegartys varemærke – men den elektriske guitar er ikke lagt på hylden, og der går ikke ren banjo i den.

Der er jo sket rigtig meget, siden du startede – både fra EP’erne til Other Rivers, men også fra den til nu. Du har tidligere fortalt, at Other Rivers er en ’akkumulering’ af sange. Hvad er Temple så?

Ja, sangene på Other Rivers er skrevet i løbet af en periode på cirka syv år, men Temple er skrevet på tre-fire måneder (i starten af 2015, red.). Jeg har et lille studie derhjemme, og da jeg begyndte at skrive, satte jeg mig for at skrive én sang om ugen. Hvis sangen ikke var helt færdig i slutningen af ugen, gik jeg alligevel videre til den næste for ikke at gå i stå. Da jeg så kom lidt hen i processen begyndte nogle af de nye sange at hjælpe de ’gamle’ sange videre. Det var en ret intens periode, hvor det bare var mig, der arbejdede på sangene, og hele tiden havde fokus på ikke at gå i stå i den kreative proces. Jeg har virkelig nydt at skrive det hele over så kort en periode. Det har jeg aldrig gjort før, men jeg vil helt klart gøre det igen.

Der er også nogle af temaerne fra Other Rivers, som tager endnu mere form på Temple. Meget af det har at gøre med et knivoverfald, som jeg blev udsat for, da jeg var 18. Det var ret traumatiserende, og jeg vågnede tit op fra mareridt, hvor der stod en sort skikkelse over min seng. Det er lang tid siden nu, men jeg har brugt den her sorte skikkelse som et skriveværktøj, og som en måde at snakke om overfaldet på, så det har sat sit spor på teksterne på det her album. Jeg var også lige blevet far, da jeg begyndte at skrive, men i starten prøvede jeg at lade være med at skrive om det. Hvorfor skulle folk gide at høre om det? Til sidst måtte jeg dog give op, for det fyldte så meget i mit liv.

Skriver du alting selv?

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Ja, jeg er ret… Jeg kan ikke så godt lide at have andre med på det dér helt tidlige ‘fosterstadie’. Jeg laver for det meste demoer af numrene selv, og så tager jeg det med videre til det band, jeg arbejder med. På den her plade tog vi (Hegarty og bandmedlem Tommy Heap (bas og keys), red.) faktisk det hele med til Nashville, hvor vi indspillede det med folk-duoen Foreign Fields. Vi brugte demoerne som en slags vejviser, og så tog vi den bare derfra. Så der er også meget kreativt input fra dem, der var med. Men de helt tidlige stadier, vil jeg gerne have for mig selv.

Har du nogle yndlingssange fra pladen? Eller nogle der betyder noget særligt for dig?

Ja, i det hele taget er Temple nok noget af det arbejde, jeg er allermest stolt af. Jeg er altid stolt af de ting, jeg laver, men nogle gange ender de bare ikke sådan, som man havde forestillet sig det. Men det her album er præcis, som jeg ville have det, så jeg er virkelig glad for alle sangene. Men der er en, der hedder “Can’t You See”, hvor vi bruger min datters vokal til sidst. Da hun var helt lille, mens jeg var igang med at skrive sangene til Temple, sad hun tit og sang ved morgenbordet – du ved sådan bare lyde, som børn nu gør. Jeg optog noget af det, og det viste sig, at det passede helt perfekt ind på det nummer. Jeg ved godt, at det er lidt cheesy, men jeg elsker det.

Hvad er det vigtigste for dig, når du laver musik?

Ehm… Jeg tror, det er at bevare… Altså når du laver en sang, så skal den være ærlig, og den kommer jo fra et bestemt sted, en tanke, en følelse, en idé. Og det kan godt være tricky at bevare det gennem produktionsprocessen. Så det må være det vigtigste; at bevare den der første følelse. Der er også mange, der bedre kan lide deres demoer end det endelige produkt, fordi de har en umiddelbarhed og ‘glæde’, som der var, da man skrev sangen, men som ikke altid overlever turen gennem studiet.

Hvad vil du gerne have folk til at tage med fra din musik?

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Eh. Det ved jeg ikke. Musik er en lidt underlig ting, fordi det egentlig er en lidt egoistisk ting. Du skriver om dig selv eller ting, du er interesseret i, og hvis du begynder at skrive om ting, bare fordi du tror, at det er det, folk vil høre, så har du allerede tabt lidt på forhånd. Så for mig er det vigtigt at skrive om noget, der er oprigtigt, og så må jeg bare håbe på, at folk kan se sig selv i det på en eller anden måde. Det gode ved musik er, at den kan fortolkes på forskellige måder. Så hvis jeg synger om noget, som bliver tolket på en anden måde, end hvad jeg selv havde tænkt, så gør det ikke noget, så længe man føler en forbindelse til musikken.

Jeg har læst et interview med dig, som godt nok er et par år gammelt, hvor du siger, at du ikke rigtig kan lide at spille live?

Njaa, det passer ikke helt – jeg har nok fået formuleret mig forkert. Jeg kan godt lide at spille live, det kan jeg virkelig, men det er ikke noget, der falder mig naturligt. Jeg er ikke så god til bare at stille mig op foran en hel masse mennesker, så det har taget mig ret lang tid at lære. Hvis jeg ikke har været ude og spille i et stykke tid, så er det ret nervepirrende for mig, men så snart vi er kommet igang med en tour, så vænner jeg mig til det, og så nyder jeg det også. Men jeg bliver altid ret nervøs, før jeg går på scenen.

Hvad får du så selv ud af at spille live?

Det sætter i hvert fald sangene under et forstørrelsesglas. De ændrer sig, når du spiller dem live, fordi de på en eller anden måde er levende ting. Når du indspiller et nummer, så fryser du det i tiden, men når du spiller det live, så er der små ting, der ændrer sig. Jeg har aldrig prøvet det der med at tage et nummer med på tour, før det er indspillet, for at se hvordan det fungerer bedst. Men jeg kan sagtens forstå bands, der gør det. Det giver god mening. Der kan selvfølgelig ske det, at det bevæger sig helt væk fra originalen – og det kan både være godt og skidt. Men generelt, så synes jeg, man har en form for ‘live licens’ til at ændre sange, når man står på scenen, for der er jo heller ikke nogen, der gider komme til en koncert og så høre præcis, hvad de kunne have fået, hvis de havde sat pladen på derhjemme. Men når det så er sagt, så er jeg heller ikke typen, der er mega spontan i forhold til at ændre setlisten eller at prøve et eller andet uforberedt lige pludselig. Det er vigtigt for mig at gøre det hele rigtigt, og fordi jeg bliver så nervøs, inden jeg skal på, så skal jeg vide, hvad der skal ske, når jeg står på scenen.

Nu er du jo på farten med Bear’s Den (i Europa i oktober og november, red.), men hvad er der ellers på tegnebrættet i den kommende tid?

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Vi skal på vores egen tour i UK, Tyskland og Holland, indtil videre, i februar, og der spiller vi vores hidtil største headliner i Union Chapel, som er en ret fantastisk kirke i London (med en kapacitet på 900 siddende gæster, red.). Før det skal jeg igang med at skrive det næste album og tænke over, hvad der skal ske med det. Jeg overvejer lidt at udgive nogle EP’er. Musikindustrien ændrer sig så meget i øjeblikket, så selvom jeg elsker album – og gerne vil blive ved med at lave dem – så tror jeg, at det kan gøre det svært for én selv, hvis man bare ‘forsvinder’ i al den tid, som det tager at lave et album. Du bliver nødt til at give folk noget undervejs. Så jeg tænker lidt på at lave nogle mindre udgivelser, inden det næste fuldlængde album (det er nu offentliggjort, at der kommer en akustisk version af Temple den 23. december, red.). Og så skal vi forhåbentlig også spille nogle festivaler næste sommer.

Det her er måske lidt et stort spørgsmål, men du har jo været i det her game i nogle år nu, og selvom du ikke har fået et kæmpe kommercielt gennembrud, så virker det som om, at du har nogle ret loyale fans. Men hvad er din definition af succes?

Med den alder jeg har nu – jeg er 37 – så er jeg virkelig glad, hvis jeg kan leve af at skrive god musik. Det er stadig ikke en selvfølge for mig, at jeg kan det. Der er ikke penge i musikindustrien på samme måde, som der har været før, så det er ret svært at leve af det. Men hvis jeg kan blive ved med at lave og udgive plader, så er jeg glad. Jeg har en familie nu, og det er jo også en stor del af mit liv. Det er måske et lidt kedeligt svar, men det er virkelig sådan, jeg har det. Det kunne selvfølgelig være fedt at nå til et punkt, hvor der ikke er tvivl om, at jeg kan lave en plade til, og hvor jeg kan se nogle år frem i tiden med lidt mere sikkerhed. Sådan er det bare ikke lige nu. Hvis det sker, bliver jeg selvfølgelig virkelig glad, men jeg er bare taknemmelig for, at jeg har kunne gøre det her de sidste otte år. Jeg elsker det.