Foto: Andreas Haubjerg
Label: Mother Russia
Udgivelsesdato: Fredag den 27. oktober

Masasolo er ude med sit debutalbum, som omfavner synthesizerens drømmende popklange uden at give slip på det skæve og eksperimenterende fra phych-rocken.

Masasolo – At Sixes And Sevens
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

En elektronisk bølge af synth- og dreampop er de seneste år skyllet ind over Danmark og er fuldstændig umulig at komme uden om (på godt og ondt). Masasolo, med sanger og guitarist Morten Søgaard i front, skød sig sidste år ind på den danske og internationale musikscene med løfteraketten og debutsinglen “Really Thought She Loved Me”, som senere blev en del af ep’en Breakup.

Nu er bandet klar med deres debutalbum, At Sixes And Sevens, som både eksperimenterer med en udvidelse af det psykedeliske og en indførsel af et mere drømmepoppet univers, som i sammensætningen giver Masasolo en unik rolle på den danske musikscene.
De evige guitar- og synthtoner på pladens første tre sange præsenterer den mere elektronisk-inspirerede lyd, hvor den solskinnende “Ordinary Day” og især det luftige omkvæd på “And To Know This” sender drømmetanker mod himlene. Men drømmene afbrydes abrupt af den hvirvlende tornado af vilde trommer og støjguitar på “Love Here Tonight”, som viser, at Masasolo på ingen måde har sagt farvel til psych-rocken.

Det unikke opstår i denne blanding af svævende pop og skæv rock, som bindes sammen af Morten Søgaards alsidige evner indenfor melodiskrivning og så selvfølgelig den karakteristiske vokal, der straks sender associationer til inspirationskilder som Tame Impala og Unknown Mortal Orchestra. Spektret er virkelig bredt med Beatles-kor i “Idaho”, det bløde pop-hook over den dryppende synth i “Then Comes The Rain” og “This Descender”, som med en guitar-vokal-melodi og skæve taktarter minder om Tim Christensens sangskrivning i Dizzy Mizz Lizzy.

Læs også  Grand Analog går sammen med Posdnuos om oldschool hiphop-single

Bandet eksperimenterer med taktarter i sidstnævnte, modulerende akkordrundgange i “Blackie The Blue” og fremhæver små detaljer og gimmicks som den flabede raslen i starten og slutningen af “Idaho”. Pladens sidste nummer, “Maybe It’s Gonna Be Fine”, er et skinnende eksempel på pladens gennemgående kreativitet med den metalliske vocoder-vokal over helt akustiske trommer og et simpelt basriff i introen.
Og især brugen af mere eller mindre akustiske trommer står i kontrast til elektrobølgens massive brug af drum-machines og producerede beats. Masasolo gør plads til kunstnerisk udfoldelse hele albummet igennem, og det er især skønt at høre, når der gives plads til lækre soloer som den vilde, virtuose synth-solo i slutningen af “Blackie The Blue”.

Læs også  Nova Twins udsender musikvideo til den dystre single "Mood Swings"

At Sixes And Sevens er egentlig bare et helt vildt gennemført produkt, hvor der både er plads til leg og vellyd, og Masasolo er nu i den grad et band, som man som dansker kan blære sig med internationalt – og ikke længere kun på grund af et enkelt indie-hit.