Foto: Line Mortensen
Dato: 5. maj 2017, kl. 20.30
Venue: Musikhuset, Cafescenen

Dansk/amerikanske Mary Jean gjorde en fin debut på SPOT Festival, hvor de mere rytmebaserede sange gjorde projektet særligt interessant.

Mary Jean – SPOT Festival 2017
3 Anmeldelse
Anmeldelse

Der var både god lyd og stemning, da bandet Mary Jean med frontkvinde af samme navn, fredag aften for første gang stod på SPOT Festival. Musikken var pop/folk med en contry-inspireret lækker kvindevokal og en masse afrikansk percussion, hvilket passede helt perfekt til den lidt mindre scene i Musikhusets cafe.

Det som virkede godt for Mary Jean var de mere rytmeorienterede numre, for eksempel afslutningsnummeret “Summer Child”, som hun tidligere på året udgav i form af en live-session. Den er både catchy og frisk, og så gav det virkelig meget energi, at de to seje korkvinder nærmest dansede, fordi de havde noget specielt percussion rundt om det ene ben.

Der blev også præsenteret nogle ret gode ideer, som f.eks. arrangementet af koncertens trejde nummer, “Sticks n’ Stones”, som hovedsaligt var a capella. I begyndelsen var det spændende lytning, fordi der opstod nogle ret interessante harmonikke, og også de lange rytmiske pauser i nummeret var interessante og overbevisende.

De mere stille numre blev dog lidt kedelige i længden, og jeg kunne godt have tænkt mig flere af de livlige numre – når man har to seje korkvinder, som tydeligvis er dygtige til at spille percussion, så synes jeg, at man skal give dem lov til meget mere, end de fik lov til i downtempo-numrene. På samme måde var der nogle lidt for lange pauser imellem numrene ved blandt andet guitarskift – noget som var okay, fordi koncerten var på den scene, den var, men som jeg alligevel havde ønsket, var blevet tænkt bedre ind i koncertens forløb.

Alt i alt gav Mary Jean dog en rigtig fin aftenkoncert på årets SPOT Festival. Næste gang forventer jeg endnu mere percussion, og så bliver det forhåbentligt på en udendørsscene om eftermiddagen i bagende solskin – så kommer jeg i hvert fald.

Anmeldelse