Foto: Gullick

For et par uger siden var vi en tur på den britiske festival The Great Escape, hvor vi for alvor blev vel mødt af det ene talent efter det andet. Dette tæller også London-baserede Marika Hackman, der i dag den 2. juni, udgiver sit andet studioalbum I’m Not Your Man. Vi mødte hende til en snak.

Jeg har kun været i Brighton få timer, før jeg har skemalagt festivalens første interview. Jeg skal møde 25-årige Marika Hackman, der skal spille senere på dagen.

Lidt research indikerer, at hun står for girlpower, og hendes stilede fremtoning præger en lille uro i min mave. Jeg håber, at vi, trods vores fremmedhed, kan nyde hinandens selskab og anekdoter på lige fod. Jeg går tværs gennem byen ned til hotellet, vi skal mødes på, der smukt ligger op ad strandkanten i den fine havneby. Regnen siler ned og jeg bliver lynhurtigt drivvåd. Sikke et indtryk hun får.

Jeg bruger et par minutter på at sunde mig i receptionen, før jeg tager telefonen op og melder min ankomst. Jeg bliver hentet af tour manageren, der fortæller, at de selv kun har været i Brighton i ganske kort tid.

Vi går af lange, tæppebelagte gange, hvor guldnips og den dominerende, rød/brune farve får mig til at føle, at jeg er trådt ind i en slummet version af The Grand Budapest Hotel.
Efter hvad der føles som en tur i en labyrint møder vi Marika Hackman, der sidder alene om et rundt bord i en kæmpe festsal. Vi er stadig på The Grand Budapest Hotel.

Jeg beklager mit våde håndtryk og sætter mig ned ved af siden af hende. Hun sidder i en lyserød sweatshirt med uglet år og takker mig for at komme. Jeg lærer hurtigt, at uro og nervøsitet har været spil af tid – min fugtige hud mærker en varm personlighed, og jeg finder mine spørgsmål frem.

“Når man har spillet på de små spillesteder, lærer man virkelig at værdsætte de større”

Koncerten i år var Hackmans tredje optræden på The Great Escape. Man kan undre sig over, at hun stadig betegnes som “best new music”, men jeg anser hende for at være den type artist, der for festivalerne er et “must have” på programmet og for mange udenlandske publikummer endnu uberørt.

Læs også  Roskilde-aktuelle Pom Poko: "Det er ret cool, at vi ikke skal være et testosteron rock-band"

Hun fortæller, at hun har spillet mange sets på snuskede barer og små scener igennem årene:

“Det er ofte sket, at jeg kan genkende folk til mindre koncerter. Det føles fantastisk. Mine shows har gradvist vokset sig større og større, og jeg elsker de intime oplevelser, det er virkelig sjovt, men det ville også være skønt at se nogle større crowds. Jeg sætter virkelig pris på publikum. Det er den mest visuelle måde at møde sine fans på. Man kan sælge nok så mange plader, men det er ansigtsløst tal. Det er til koncerterne, at alt giver mening – At se folks reaktioner,” siger hun og uddyber:

“Når man har spillet på de små spillesteder, lærer man virkelig at værdsætte de større. Hvis man hopper direkte ind i succesen, tror jeg ikke, at man helt lærer det hårde arbejde bag.”

Hackman har den skønneste britiske accent, og selv virker hun en anelse nervøs. Jeg fornemmer, at hendes virke som musiker er det mest naturlige i verden, og hun virker ikke som typen, der lader stor anerkendelse stige hende til hovedet. Hun gør jo bare, hvad det er, hun aller bedst til og holder mest af. Sådan en type artist er ofte et sjælendt fund, og jeg bliver rimelig smittet af hendes kunstneriske integritet, der i særdeleshed ikke fejler noget.

Hun har lavet musik hele livet og har levet af det de seneste fem/seks år. Det er blevet til to EP’er og to studie-albums, og jeg roser hende for høj produktivitet:

“Jeg føler mig ikke særlig produktiv, men når jeg ser tilbage, og ser, hvad jeg har lavet, indser jeg, at det er jeg måske alligevel!”, siger hun med et dejligt smil, som var det en åbenbaring.

Læs også  Bag om phlake: Fra random møde til Orange Scene

Drømmen er et så varieret repetoire som muligt

Udover en række udgivelser har hun også være på turné med blandt andet Laura Marling og Alt-J, der er et af mine absolut favoritbands. Jeg fortæller hende, at jeg for et par år siden tog til Manchester med et par veninder – bare for at se dem spille. Det glæder hende, og vi finder ud af, at hun var support til selvsamme koncert.

Den anmelderroste debut We Slept At Last (2015) er produceret i tæt samarbejde med Charlie Andrew, der ligeledes har været en bærende del af Alt-Js to udgivelser An Awesome Wave (2012) og This Is All Yours (2014):

“Han har en meget unik måde at lytte til musik på og han er fantastisk at arbejde med. Det er meget ligetil, når vi stoler så meget på hinanden.”

We Slept At Last har en bærende melankolsk vibe i sin gennemlytning, hvor dagens udgivelse I’m Not Your Man har en mere tung, mørk og eksperimenterende lyd:

“Jeg er drevet af mørke, og nu har jeg lært at udtrykke det med et snert sarkasme og humor. Jeg har altid sagt, at jeg vil ændre mig for hver udgivelse, så jeg ved enden af min karriere har en samling af udgivelser, der alle lyder forskelligt. Det er svært for mig at beskrive min lyd, men målet er, at den er genkendelig. Sådan, ‘Dét er Marika Hackman!
I’m Not Your Man er et meget sjovere album at optræde med. De tidligere udgivelser har haft en tendens til at være ret introværte og langsomme, hvor publikum alle har haft deres egne, individuelle oplevelser. Jeg vil spille koncerter, hvor hele rummet har én stor connection med hinanden.”

Nærmere præcis hvad teksterne handler om, og hvordan de kommer til livs, virker også svært at forklare:

“Jeg føler altid, at jeg burde skrive. Generelt føler jeg mig mest inspireret, når jeg har været på turné, fordi jeg ikke har haft mulighed for at gøre det i lang tid. Jeg finder det ret svært at skrive, når jeg er ude at spille. Jeg er ret privat omkring det, og jeg har behov for at kunne udfolde mig og lave pinlige lyde og melodier, uden folk kigger dømmende på mig. Det er vigtigt, at jeg ikke føler mig genert, når jeg skal udfolde mig.”

Læs også  Roskilde-aktuelle Pom Poko: "Det er ret cool, at vi ikke skal være et testosteron rock-band"

Med de ord føler jeg en særlig intensitet i hendes stemme, og det er klart at mærke, at personlig udfoldelse og spontanitet er to bærende elementer i hendes udarbejdelse af nyt materiale:

“At lave demoer derhjemme er en fantastisk følelse og efter fire/fem sange, begynder det at flyde, og så har jeg pludseligt et album færdigt. Jeg kigger ikke på bestemte situationer, det kommer og går, hvilket kan være ret frustrerende. Jeg har ikke kontrol over det – jeg ved ikke, hvor det kommer fra.
Men når jeg så kommer i studiet, føler jeg enorm lettelse, for så er presset overstået.”

Hun fortæller mig, at hun inden årsskiftet besluttede sig for at skifte pladeselskab og I’m Not Your Man bliver derfor udgivet med et helt nyt hold:

“Det var virkelig svært og virkelig hårdt at forlade Dirty Hirt (Wolf Alice, The 1975 m.fl.), men det fungerede bare ikke for mig. Skiftet til AMF (Loyle Carner, Connie Constance m.fl.) har fået mig til at føle mig meget modig til at skrive den nye plade. Alt føles meget mere komfortabelt nu.”

Og med de ord slår vi sløjfen for 25 minutter i godt selskab, og jeg drager endnu engang ud i regnen, fyldt til randen med indtryk og tankestrømme.

Nogle timer senere står jeg trop på forreste række i Paganini Ballroom, hvor BBC Radio 6 kuraterer. Hackman er på programmet, og jeg er spændt på at få en visuel snak tidligere på dagen ført ud i levende live.

Naturligvis bliver jeg ikke skuffet, blot mere opstemt på at få denne dejlige, dygtige sangerinde udbredt til den kyndige musikelsker. Hun kan altså noget ganske særligt, hverken hende eller jeg kan sætte ord på.