13 okt Maline udforsker kærligheden og livets paradokser på debutsingle
Foto: Maline // Josefine Lange (Pressebillede)
Maline har udgivet en debutsingle, der tager afsæt i at omfavne tilværelsen alt imens vi kæmper med det paradoks, at samtidig med at vi drømmer om livet, er vi allerede i fuld gang med at leve det
Den 27-årige danske sangerinde Maline Nuka Heiberg har netop udgiver sin debutsingle “Farveblind”, der udforsker kærligheden og livets paradokser. Sangen blev skabt i en kreativ og spontan proces, hvor nummeret startede som en rå demo, som Maline introducerede til sit band i deres første session. Hurtigt udviklede den spæde idé sig til en fuldt realiseret sang, der blev en grundsten for Malines lyd. Hendes lyd kombinerer en smertefuld lyrik med tidløse melodier, støttet af varme, organiske beats og en dyb atmosfærisk synthbaggrund.
Med en baggrund præget af en hård opvækst og skærende kærlighedsoplevelser, der har efterladt ar på sjælen, bruger Maline sin musik til at udforske de tunge følelser, som mange frygter at konfrontere. Selv fortæller hun:
– Jeg tror altid livet vil være overvældende på en eller anden måde. Og det er vigtigt, at vi har noget at spejle os i – især når det hele er fucking svært.
I hendes kommende album, Elsk mig, der udkommer den 17. november, fortsætter Maline med at udforske behovet for at blive elsket, men ligeledes skrækken for at være for omklamrende og elske for meget. Med hendes følsomme og kraftfulde stemme dykker hun ned i de inderste følelser, i håbet på at lytteren kan finde genklang i hendes ord.
Lyt til singlen her!