Foto: PR

Lørdag den 11. februar skal danske M.I.L.K. spille i Lille VEGA, og foruden opvarmningen Hong Kong,
har han vennerne ANYA og Blondage med. Det har givet anledning til en snak om både koncerten, og
om hvordan det danske popland ligger for tiden.

Skifter du M’et i M.I.L.K. ud med et W, så har du efternavnet på manden bag projektet, det hele handler om. Emil Wilk hedder han, og vi har aftalt at mødes en fredag formiddag i slutningen af januar ved hans studie på Nørrebro. Det er skidekoldt, men solen skinner smukt fra en skyfri himmel, da jeg cykler over Dronning Louises Bro. Det passer næsten for godt til mit møde med Emil, for hvis jeg på en tilnærmelsesvist poetisk måde skal forklare, hvordan M.I.L.K. lyder, så vil jeg nok beskrive det som noget ala lyden af solskin eller længslen efter den.

‘Tropisk pop’ har jeg vist også læst musikken beskrevet som nogle gange oven på singleudgivelserne “Everything You Know”, “Following The Sun”, “If We Want To” og “U and Me”, som faktisk på stående fod udgør samtlige numre af M.I.L.K.s foreløbige repertoire. Og tropisk pop er måske en meget fin beskrivelse af en type musik, der leder tankerne hen på en snehvid sandstrand et sted langt, langt væk, hvor eksotiske drinks ikke er en mangelvare, og hvor dagens eneste punkt på programmet er dagdrømmeri.

Sommerfest i februar

Jeg møder Emil ved studiet som planlagt, og han forslår med det samme, at vi går en tur rundt om Peblinge Sø i anledning af det flotte solskin. Når han den 11. februar går på scenen til, hvad VEGA selv beskriver som en ‘sommerfest i februar’, bliver det i selskab med gode venner, og jeg spørger Emil, om han ikke kan starte vores gåtur med at fortælle lidt om den forstående koncert:

“Hvor jeg til min koncert på TAPE i Aarhus dagen inden kommer til at spille med fire musikere, som er mit faste live-hold, udvider jeg på Lille VEGA, hvor vi bliver syv musikere i alt – tre som kommer og synger med på nogle af sangene. Det er folk, som jeg har lavet nogle nye sange med, som kommer ud her til foråret på min første EP,” forklarer Emil og fortsætter: “Jeg kan meget godt lide, når der er sådan temmelig meget kaos på scenen. Jeg kan bedst lide selv at se koncerter, der er sådan, og jeg kan også bedst selv lide at spille koncerter, som er lidt kaotiske. Nogle koncerter kan jo være sindssygt planlagte, og det er de tit, og så er det bare meget sjovt at udfordre sig selv ved at gøre noget, som man ikke har gjort før.”

Koncerten den 11. februar bliver for eksempel første gang, at Emil og band akkompagneres af en hornsektion på scenen:

“Det bliver grineren”, siger han og fortsætter: “og de er sindssygt dygtige. Der er mange hornroller på min musik, som er lavet meget elektronisk, kan man sige, hvor de er blevet spillet, og så har jeg fucket lidt med det på computeren. Så at tage det og gøre det til noget, som en hornsektion skal spille, gør bare, at det bliver lidt nyt og friskt på en måde – og lidt sjovt. Så det kan blive sindssygt godt, og det kan blive rent kaos.”

Udover hornsektionen får Emil også besøg af et andet spirende, københavnsk navn, som ham selv, nemlig duoen Blondage (tidligere Rangleklods). Og det er ikke for sjov, at eventet den 11. februar hedder M.I.L.K & Friends, for det er ikke første gang, at Emil og Blondage har med hinanden at gøre. Da duoen sidste år udgav debutsinglen “Dive”, var det nemlig Emil og makkeren Jonas Bang, der stod for musikvideoen.

Blondage kommer og synger med på en sang, jeg har lavet sammen med dem. Esben (Andersen, red.) kommer og trigger keys og spiller alle de elektroniske roller på en trigger og på alle hans maskiner, og så er det så Pernille (Smith-Sivertsen, red.), som synger.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Også sangerinden ANYA, der ligesom M.I.L.K. og Blondage har haft et rimelig svedigt år 2016,
kommer forbi det sommerhungrende Lille VEGA:

Jeg synes bare, at hun synger overdrevet godt, og der er mange af mine sange, som er oplagte til hende, og det hun kan. Vi er bare stødt ind i hinanden mange gange og har snakket om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen, og nu gør vi det så til denne her koncert, hvor hun kommer og synger med på nogle forskellige sange. Hun har blandt andet valgt én sang fra EP’en, som hun synes er nice, som hun faktisk skal synge leaden på i stedet for mig.

Udover at Emil altså får fornemt besøg af sine venner fra det københavnske musikmiljø, så kommer der også gæster udefra i form af opvarmningen, der leveres af Kolding-popkvintetten Hong Kong fra musikkollektivet Vellness Plader. Modsat Blondage og ANYA har Emil intet kendskab til Hong Kong, udover at han for cirka to måneder siden faldt over deres musik på soundcloud og hurtigt skrev til dem og hørte, om de ikke havde lyst til at være med som support:

Det er jo bare at booke et band, man har rigtig meget lyst til at se selv. De er sådan nogle kids fra Kolding, som har lavet alt selv. Det er så forfriskende at se noget komme ud fra et andet vennehold, kan man sige, et andet slæng. Der er denne her vennegruppe, jeg er en del af her i København, hvor man tænker, at det er dem, man har lyst til at arbejde sammen med i Danmark, og ellers kan man tage til udlandet. Og så kommer der pludselig noget fra Kolding, som bare er vildt godt! Det synes jeg er fedt.

“pop er det mest aktuelle altid”

Vi traver stadig raskt rundt om søen og efter vores snak om hans koncert og de musikalske legekammerater, Blondage, ANYA og Hong Kong, synes jeg det er oplagt at lede samtalen hen på den danske popscene sådan helt generelt. Det er nemt selv at gå og gøre sig klog på, hvordan den ser ud, og hvad der foregår, men det er bare lidt sjovere at høre det fra en, der rent faktisk er en del af den selv:

Jeg vil sige, at vi på en måde har to bølger fra Danmark, som jeg synes er interessante – eller ikke bølger, det lyder så dumt, men strømninger, eller noget i den stil, af alternativ pop. Den ene er ret elektronisk og repræsenteres måske af sådan en som Soleima og William, som er hendes producer, men som også kommer med sit eget snart, som hedder Vera. Han har lavet nogle vildt bangeren tracks, som kommer til at lægge verden ned, når det kommer ud til foråret.

Emil og William deler lejlighed, og lytter derfor til hinandens ting hele tiden. Med i bofællesskabet er også Rasmus Littaur, eller School of X, som du måske kender ham som, og han repræsenterer ifølge Emil meget godt den anden strømning inden for dansk, alternativ pop, som han også finder interessant og beskriver som lidt mere ‘indie-agtig’:

Det er jo en form for indiepop, men indie lyder bare så slasket på en måde. Det er indie uden at være slasket,” forklarer Emil og henviser til, at grupper som Liss og Silvester, som han er helt vild med, også hører til i den ende af den alternative popskala.

Blondage er også vildt interessante. De er lidt over i denne dér elektroniske lyd i retning af Soleima, men med en lidt mere US-præget lyd end UK – dog stadig med et dansk twist,” siger han og gør klart, at man dog også kan komme til at ramme det hele lidt for meget ind.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Vi er nået et godt stykke forbi Søpavillonen, da Emil spørger mig, hvad jeg selv synes om den danske musikscene. Jeg får svaret noget i retning af, at mit efterhånden øgede kendskab til den i hvert fald har fået mig til at udvide min pophorisont, i den forstand, at jeg i højere grad tager mig selv i at omtale noget som pop end førhen. Mange har sikkert, ligesom jeg, haft et eller andet 13-årigt, rebelsk selv, der hadede pop, men også kun tænkte pop, som Britney Spears og Christina Aguilera leverede det dengang. Sådan er det ikke mere, og de fleste i min omgangskreds er nok helt indforståede med, at pop er et bredere begreb end som så. Emil beskriver også selv sin musik som pop, men ikke nødvendigvis fordi, det betyder alverden for ham. Måske nærmere modsat:

Jeg har kaldt det alt muligt, fordi folk spørger hele tiden. Så finder man på et eller andet nyt, og man ved det egentligt ikke rigtigt. Det bliver man træt af, og så siger man bare, det er pop. Men pop er på en måde bare,” siger Emil og spørger, om vi skal tage en sø mere: “Pop er på en måde det mest elastiske genrebegreb, man kan bruge, for det er jo bare det, der er populært, og det er jo igen bare, hvad man selv synes er populært. Det er fortolkning. Hvis man siger funk eller soul, lyder det meget som en tid, men pop er det mest aktuelle altid. Lyden skifter hele tiden, og det er rart som artist, for så kan man skifte sin lyd,” siger han.

Fra musikkollektiv til soloprojekt

I snakken om, hvordan det danske musiklandskab ser ud for tiden, er musikkollektiver en uundgåelig tendens, og også M.I.L.K. er mange steder blevet beskrevet som et musikkollektiv:

Ja, det kaldte jeg det lidt i starten. Hvis man kaldte det et soloprojekt, så er det meget sådan: ‘Hey! Her kommer jeg, se lige mig’, og det havde jeg det ikke så fedt med. Jeg var lidt Bambi-agtig og skulle lige se, om isen holdt. Nu tror jeg, at jeg har fået lidt mere selvtillid. Jeg har fundet min lyd, jeg ved, hvad mit kunstneriske udtryk er, så jeg har ikke længere et problem med at sige, at det er et soloprojekt.”

Det er imidlertid også umuligt for Emil at afskrive alle de faste folk, han har med på holdet, og på den måde skal solo-delen af betegnelsen ‘soloprojekt’ ikke tages alt for alvorligt:

Alle soloartister har jo et hold af folk omkring sig: management, label og alle mulige folk, som bidrager vildt meget til musikken. Og musikken er jo meget mere end de der MP3-filer, der bliver lagt på internettet og downloadet. Det er jo også alle billederne og musikvideoerne, koncerterne og lyset til koncerterne. Så folk omkring soloartisten har jo mulighed for at farve universet helt vildt meget. Det er nok også derfor, at jeg startede med at kalde det et kollektiv.

Selvom Emil selv er gået lidt væk fra idéen om M.I.L.K. som et musikkollektiv, kan vi ikke komme udenom, at de trives i bedste velgående. Thy Music Collective har med bands som Quick Quick Obey, Mont Oliver og Magnolia Shoals efterhånden markeret sig som en anerkendt spiller på den danske musikscene, og også Vellness Plader, som førnævnte Hong Kong er en del af, begynder at være på flere folks læber. Men hvad er det, der gør, at musikkollektiverne pludselig springer op blomsterskud på en forårsdag?:

Jeg tror, det er fordi, at man laver musik på nye måder. Engang var der bare en guitarist, en trommeslager, en bassist og en sanger, og så havde man ligesom et band – Beatles-vejen. Det var en praktisk foranstaltning, det var det, man skulle bruge. Før det var det orkestre og big bands, der dominerede, for der var dét lyden, og så var det dét, man skulle bruge. Og hele bandet var en del af udtrykket. Men nu er vi begyndt at producere mere selv, og soloartister er tit også deres egne producere. Men jeg kan ikke spille saxofon, og jeg kan vildt godt lide saxofon, så hvis jeg skal have saxofon på mine numre, så får jeg en ven ned og spiller saxofon. Og den saxofon er en stor del af det nummer, som jo er mit nummer, men som på den måde også bliver saxofonistens nummer, uden at vi er et band,” forklarer Emil og hilser på en forbipasserende: “Det bliver ligesom lidt mere flydende, fordi arbejdsmetoderne bliver mere flydende.

Læs også  Opsamling: 2017's foreløbige koncertanmeldelser

Hvad med pladeselskabernes rolle i det her, tænker jeg højt cirka halvvejs rundt om Sortedamssøen. Der er så megen snak om det her med singlernes dominans, higen efter radiohittet, og hvordan det bliver sværere og sværere at signe med et major label, hvis man ikke skriver sin musik efter, at hvert nummer skal streame i milliontal. Kan ske at opblomstringen af musikkollektiver kommer i kølevandet på, at flere måske på forhånd forventer, at de aldrig bliver en del af familien hos et stort pladeselskab? Måske min tankegang er en kende for naiv og sort/hvid:

Vellness Plader med eksempelvis Sjæl i Flammer og Hong Kong bliver nok aldrig signet på et stort major label, men så igen, er det jo aktuelt lige nu. Jeg tror, at folk craver efter noget andet end pitchede vokaler og synthesizer-figurer, for det har vi hørt på to år i træk. Og modstykket til denne dér velproducerede DJ Snake og Major Lazer-agtige lyd, er jo noget, hvor man føler ‘fuck de har noget på hjertet’ – både i forhold til deres lyd, deres sange og måden at synge på. Så jeg tror, man vil tilbage til noget originalitet på en måde.

Og det er en vidtrækkende tendens, forudser Emil:

Det tror jeg ikke bare er os, der lige går rundt og drikker øl på de samme barer. Det er en bred bevægelse, og på den måde tror jeg godt, at et eller andet obskurt band fra Thy kan blive verdens største band. Det er ligesom Nirvana. Det var også bare en craving mod noget andet. Så man skal aldrig sige aldrig.

Spørgsmålet kommer i sidste ende også til at dreje sig om, hvorfra lytternes præferencer kommer, mener Emil:

Er det en lytterpræference, der gør, at man så sørger for at få en kunstners lyd til at matche den lytterpræference, eller kommer lytterpræferencen, fordi lytterne hører et eller andet igen og igen, som de så bliver glade for. Hvis det er den sidste, så er det jo label, radio og industrien generelt, som er med til at skabe lytterpræferencerne. Hvis det er den første, hvor der bare på magisk vis opstår en eller anden fælles lyst til en bestemt lyd ude hos lytterne, så handler det jo om for label at finde nogle, som passer til det. Men det er jo nok en både-og.

Vi når efter vores friske gåtur tilbage til studiet, og jeg hopper på på cyklen igen. Solen står stadig højt på himlen, da jeg atter cykler over Dronning Louises bro og tænker over vores snak. Selvom ‘både-og’ ofte er det rigtige svar, så fristes jeg alligevel til at tro, at det sidste scenarie, Emil opstillede, nok beskriver ret godt, hvad der er foregået i det danske popland de seneste par år. Den alternative pop-bølge er strømmet ind over os, og eventet med M.I.L.K. + Friends, som altså præsenterer flere frembrusende navne på den danske musikscene, vidner om, at den danske pop favner bredere end blot den type populærmusik, som så mange elsker at hade.