Foto: Steffen Jørgensen
Venue: Atlas
Dato: Lørdag den 25. november

Lørdag den 25. november skulle den danske kult-konge, Uffe ”Lorenzo Woodrose” Lorenzen give koncert på Atlas i Aarhus, og som han selv sagde inden koncerten gik i gang: ”Det er da egentlig ret fedt, at en halvgammel hippie med en akustisk guitar stadig kan tiltrække så mange mennesker.”

Lorenzo Woodrose – Atlas
4 Anmeldelse
Anmeldelse

Syre-kult kongen Lorenzo Woodrose, bedst kendt som forsangeren i syre-rock bands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, slog vejen forbi et næsten udsolgt Atlas. Med sig havde han ikke det store setup, tværtimod: En tolv-strenget guitar og en ekkomaskine, navngivet Ralf samt en mikrofon var, hvad aftenens hovedperson havde medbragt.
Scenen virkede, før koncertstart, stor og åben. Tanken strejfede mig, at det ville blive en udfordring for Uffe at spille hele lokalet op samtidig med at holde publikumsfokus.
Sidstnævnte endte også med at blive en svære opgave som koncerten skred frem.

Læs også  Wolf Alice - Lille VEGA

Efter at koncerten var forsinket en halv time, kom en lettere forpustet Uffe Lorenzen løbende ind på scenen fra venstreside, tog sin guitar, og straks var vi i gang. En hurtig velkomst efterfulgt af Spids Nøgenhat-nummeret ”Mere Lys” efterfulgt af ”Ny By” fra den nye solo-plade Galmandsværk. Opmærksomheden var 100% på Uffe, mens vi blev taget med ind i hans afsyrede tekstunivers. Stilheden var total, hvilket også syntes at være relativt frygtindgydende for aftenens hovedperson, som sagde: ”… Hvor er I da utrolig stille. Og så kigger I alle sammen på mig… det da lidt… ,” hvorefter et monotonisk riff satte igang, mens Uffe begyndte at agere historiefortæller. Historien mundede ud i sangen ”Blues Fra Havet”, men det var desværre her, at han begyndte at tabe publikum.

Før sangen havde han givet en lille stikpille til anmeldere, hvor han gjorde lidt grin med måden at sådan et tidspunkt vil blive beskrevet som ”et dvælende øjeblik”. Man kan ikke fortælle Uffe, hvad han er, og hvad han gør. Uffe er sin egen, og med sin optræden skiftede han mellem at være i sin egen verden, og vores. Det blev derfor lidt for langtrukkent, da vi kørte fra ”Blues Til havet”, anti-hyldest sangen ”Dansker” og et cover af Stig Møller Trios ”Lotus Læbekys”. Ude i krogene kunne man høre folk snakke, og telefonlys begyndte at skinne rundt omkring.

Læs også  Wolf Alice - Lille VEGA

Snakken var relativt konstant herfra, men Uffe formåede at drukne det meste af lyden ved at synge og spille lidt højere. Efter en lille fællessang på Spids Nøgenhat-nummeret ”Lever Vi Nu?”, kom ”Jorden Kalder”, efterfulgt af aftenens eneste engelsksprogede sang; et cover af Dead Moons ”Running Out of Time”, som, ifølge Uffe Lorenzen selv, har været en kæmpe inspirationskilde.

Læs også  Wolf Alice - Lille VEGA

Slutteligt fik vi coveret ”Den Gennemsigtige Mand”, som skabte fællessang på hele Atlas. En gåsehudsfremkaldende optræden, hvor publikum og Uffe alle bidrog til en fantastisk lyd af en fantastisk sang. Det var lidt som om, at aftenen havde ledet op til dette tidspunkt, og det virkede som toppen af kurven. Det formåede ikke at komme op på samme niveau under ekstranumrene ”Flippertøs” og ”Høj som et Højhus”.

Aftenens seance var relativt kort med kun 1 time og 10 minutter spillet. Koncerten i sig selv var dog en fornøjelse, hvor fokus ikke var på at skabe en fest på en Lørdag aften, men simpelthen nyde god gammeldags musik, høre skæve historier og se på kongen af dansk kult-rock svede som ind i helvedet, mens han synger som ind i himlen.

Anmeldelse