Foto: Søren Degn

Hvert år siden 2011, har nye artister og grupper deltaget i Smukfests talentkonkurrence Live Camp. I år var ingen undtagelse, og vi fangede gruppen Saint Best, som var blandt de deltagende, til en lille snak om deres musik, inspirationskilder, ambitioner og om at skulle deale med (meget) uforudsigelige benspænd. 

Københavnske Saint Best har haft en række gode år med koncerter på spillesteder som VEGA, og Pumpehuset og på festivaler som Roskilde Festival, SPOT og, selvfølgelig, senest Smukfest som en del af dette års Live Camp. Med energisk og dansabel sytnthpop er kvartetten i fuld gang med at etablere sig som et nyt, stærkt navn på den danske musikscene, selvom ambitionerne dog rækker langt udover landets grænser. Det lyder jo alt sammen meget godt, og det er det såmænd også. Men det har ikke været uden bump på vejen, slinger i valsen, eller en anden gammel floskel man nu kan bruge til at beskrive, hvad der må være et hvert upcoming-bands værste mareridt. Først var der et nedbrændt øvelokale, så et juridisk tvunget navneskift, og så en oversvømmelse af det nye øvelokale, der blevet taget i brug, efter det første brændte ned.

Heldigvis skulle lidt modgang ikke forhindre Christian Askjær (yderst t.v.), Christian Bonne (t.v.), Mads Jenstrup (t.h.) og Daniel Thorning (yderst t.h.) i at fortsætte deres musikalske projekt, og det har de seneste år ført til både single-, video- og EP-udgivelser. Er du nysgerrig på, hvem Saint Best er, og hvordan man som band kan agere, når modgangen ikke rigtigt syntes at aftage, så læs med her.

Kan I starte med at fortælle lidt om, hvem I er til dem, der endnu ikke kender jer?

Christian Bonne: Vi er Saint Best. Vi er en synthpop-gruppe, som har eksisteret siden 2015, og vi spiller dansabel og energisk synth-pop. Jeg er Christian, og jeg er forsanger.

Mads Jenstrup: Jeg hedder Mads, og jeg spiller keys og synger kor.

Daniel Thorning: Jeg hedder Daniel og jeg spiller bas, synthesizer og sequencer.

Christian Asjær: Og jeg hedder også Christian, og jeg spiller trommer.

Godt så. Kan I ikke lægge ud med at fortælle lidt om de skrækscenarier og udfordringer, I har stået over for som upcoming band? 

Christian B: Vi har ikke været super heldige med vores øvelokale. Det startede jo faktisk tilbage i 2014, hvor vi en dag blev ringet op om, at vores øvelokale stod i flammer. Vi cyklede derud, det var dejligt vejr, en god dag, og vi kom ud til Nordhavn, hvor der så stod røg ud af vores øvelokale. Der var flere øvelokaler i bygningen, men der var opstået brand i vores på en eller anden måde. Det endte med, at det meste af vores udstyr måtte lade livet og så…

Daniel: … Startede vi forfra! Det har ikke været sådan en typisk udfordring for et band, men det har det været for os. Alle vores guitarer og forstærkere røg, og så tænkte vi, at vi ville starte forfra. Så vi købte nogle synthesizere og nogle sequencere, og så måtte vi gribe chancen og prøve noget nyt.
Der startede vi så med George Best. Det kørte vi så med i et lille års tid, vi nåede lige at spille Roskilde Festival, og så fik vi at vide, da vi skrev pladekontrakt med Fake Diamond, at George Best-varemærket allerede var registreret. Så vi kunne ikke udgive noget musik, som vi selv ville eje, og derfor var det en dårlig idé at fortsætte med at være George Best. Så lavede vi Saint Best derfra. Det var i 2016. Så går det fint nok, men nu er vi så løbet ind i, at vores øvelokale er blevet oversvømmet her for en to uger siden. Efter det andet brændte ned, tænkte vi, at vi ville bygge vores eget, og det skulle blive vildt fedt. Og ja, nu er det så oversvømmet, og vi står uden øvelokale igen.

Læs også  Koncertanbefalinger // Uge 47

Har I på noget tidspunkt tænkt: ‘Hvis det her går galt igen, så dropper vi det’?

Christian B: Så skifter vi bare navn og starter forfra!

Haha! Hvad ville I så lave?

Christian B: Hardcore hiphop, ik’? Det tænker jeg må være næste skridt.

Daniel: Vi skiftede ikke genre denne her gang…

Christian B: Nej, det tror jeg heller ikke, vi har tænkt os. Vi vil gerne udforske denne her genre. Vi føler også, at den ikke er så udforsket i Danmark endnu – i hvert fald ikke det, vi prøver at lave. Og det synes jeg er rigtig interessant, fordi det betyder, at der enten ikke er et marked for det, eller at der er et marked for det, som der bare ikke er tappet ind i endnu. Så det er selvfølgelig en chance, man tager, men vi regner med, at der er nogle, der gerne vil lytte til den slags musik, vi laver.

Mads: Man kan sige, at de her udfordringer, der har været med øvelokalet, har været udfordringer for os som band og projekt, fordi det kommer som en mavepuster, men det har faktisk været godt. Branden har faktisk ført til noget bedre. Så må vi se, om oversvømmelsen kan gøre det igen.

Der er meget dansksproget musik for tiden, er det noget I har overvejet at kaste jer over som det næste, hvis I rammes af endnu en katastrofe?

Mads: At synge på dansk?

Christian Bonne: Det ville være for nemt Det er der ikke nogen udfordring i… ej… Det har vi ikke overvejet i relation til Saint Best. Der er noget over det engelske sprog, og jeg tror, jeg ville have sværere ved at lave de melodier på dansk, som jeg gør til Saint Best. Men altså idéen om at skrive på dansk er rigtig sjov, og måske på et tidspunkt…

Nå, er der noget, I lytter meget til for tiden, som I kan anbefale?

Mads: Uh! Det svinger meget…

Læs også  2017-opdagelser: Noga Erez

Daniel: Altså Roosevelt har vi været glade for fra dag 1. Ham har vi spillet support for på Ideal Bar, og det var en kæmpe oplevelse. Hane r en fed artist, og det er lidt samme musik, vi søger efter. Det er også derfor, vi synger på engelsk; fordi vi føler, at den musik, vi laver, har mere internationalt potentiale. Selvfølgelig skal det også være godt i Danmark, og det er det også, men vi prøver at lave international pop. Her i Danmark er vi glade for Goss, og så laver Blondage også noget meget sejt, progressivt pop. Det synes jeg er ret unikt, som kan noget for sig.

Har det altid være ambitionerne at nå ud over landets grænser?

Daniel: Ja helt klart! Det er den fedeste fornemmelse, når en engelsk blog finder din førstesingle og lige skriver om den et halvt år efter, den er udgivet, fordi de synes, det er fedt.

Hvad er den største udfordring så i forhold til at ville nå ud internationalt?

Christian B: Jeg tror indtil videre, at planen ligesom har været, at vi skal have Danmark først. Så det internationale er nok mere på længere sigt.

Daniel: Altså udfordringen er jo bare, at vi er igang med at lave en masse ny musik, og det er det, vi bygger videre på. Nu har vi sendt en EP ud (Need You Now, red.), og har fået god rotation på P3, og det har været fedt! Nu er vi så taget i studiet, øvelokalet er jo ødelagt, og arbejder med nogle producere. Vi laver de næste singler, og det handler jo egentligt bare om at bygge videre på den EP, vi har sendt ud og føler er landet rigtig godt. Så håber vi, at dørene åbner sig til udlandet derefter.

Vi lavede i slutningen af sidste år en liste over vores favoritopdagelser fra 2016. Her var I på med en kommentar om, at I havde præsenteret et af de mest komplette lydbilleder det år. Hvad er selv det vigtigste for jer, når I skriver musik?

Christian B: Jeg tror, at vi har lidt forskellige fokuspunkter i bandet. Jeg vil sige, at mit primære fokus som forsanger er at skrive en fed melodi, som bare kan det, den skal kunne. Men jeg har da indtrykket af, at nogle af jer andre går op i andre ting?

Daniel: Altså jeg skriver de fleste af sangene, og jeg kan ikke synge, så det er uden vokal. Så jeg lægger meget vægt på, at en sang skal kunne bære sig selv uden vokal. Det skal være spændende nok at lytte til, selvom der ikke er nogen sang på. Og det er helt sikkert det, der er med til, at jeg fylder meget på i lydbilledet, som gør det til et meget stort lydbillede.

Læs også  Weekendens essentielle udgivelser // Uge 46

Hvem er så de største inspirationskilder?

Mads: Skal jeg namedroppe lidt?
Altså jeg synes, vi har inspirationskilder fra både den elektroniske side, hvor mange af lydene kommer fra. Sådan en som Todd Terje har et fedt lydunivers, hvor vi kan tænke: ‘Årh! det kunne være fedt at have en synthesizer med, som er lidt ligesom i dét specifikke nummer’. Og vokaler kan være mere over i sådan noget….

Christian B: Friendly Fires for eksempel. Det kan også bare være inspiration fra popacts generelt, for målet er at skrive en fed popmelodi. Den skal ikke dryppe af pop og fløde, men det skal fungere, og man skal være sikker på, at denne her melodi, den sætter sig. Den skal fungere, om man spiller det på piano eller synger det. Men vi er jo også inspirerede af noget af de gode gamle 80’er-bands; Depeche Mode og New Order plejer vi at sige. Jeg ved ikke, om folk kan høre det i vores musik, men de er jo bare nogle af pionererne inden for den slags musik. Så det kan godt være, at det er inspirationen nogle generationer længere nede, men det hele leder jo tilbage til noget af det gamle gode 80’er-synthpop.

Daniel: I forhold til at lave det komplette lydbillede, så vil jeg sige, at Todd Terje er et godt sted at starte. Vi går meget op i at finde en sound, sample eller lyd, som vi synes er unik og kan noget for sig. Så bygger vi noget op omkring det, og prøver at finde et eller andet lydelement, som også kan overraske os og gøre det fedt at lytte til igen og igen.

Her til sidst skal vi lige høre, om det er jeres første gang på Smukfest?

Saint Best: Jep.! Men vi skal desværre videre igen. Vi skal spille på Egmont Festival på torsdag.

Har I tjekket programmet ud? Hvem ville i absolut ikke misse fra programmet?

Mads: Der er to, vi virkelig gerne ville se. Det er på onsdag begge to. Det er Mark Ronson – en super sej producer – og så Jamiroquai. Det er helt sikkert dem, vi ville fange, hvis vi var her.

Godt valg! Har I noget, I gerne vil tilføje?

Daniel: Vi har nye singler på vej til efteråret. Tidligt efterår. Slut sensommer. En sensommerbasker!