Foto: Amanda Delara // Herrmann Stenerud

Denne uge er noget af en gavebod på den musikalske front med koncerter fra blandt andet Amanda Delara, Moody, Albin Lee Meldau og Sylvan Esso. Hvis du mangler planer for denne uge, har vi lige arrangeret dit skema. Se med her og bliv inspireret.

Tirsdag den 24. oktober

Shame + Less Win – Loppen

Det britiske postpunk-band Shame gæster i aften Loppen på Christiania. Med deres smittende energi og melodiøse guitarriffs pumper deres musik ind i årene på publikum, og det er umuligt at stå stille. Bandet er stadig nye spillere på den internationale musikscene, men de har utrolig meget medvind for tiden. I aften tager deres tour dem forbi København, hvor du selv kan bedømme deres succes.

Som support spiller det danske rockband Less Win, som beståer af medlemmerne Patrick Kociszewski, Matthew Moller, Casper Morilla. Trioen spiller rimelig klassisk rock, med distortion på guitaren sat sammen med energiske trommer og forsangerens fængende vokal.

 Onsdag den 25. oktober

Albin Lee Meldau – DR Konerthuset

Denne onsdag kommer den svenske sanger og sangskriver Albin Lee Meldau til København, og vi har glædet os meget længe. Meldau har flere gang vist sit enorme talent, og med et helt specielt nærvær og en intensitet man skal lede længe efter, fortryller han sit publikum med sine soulede singersongwriter-numre.
Senest udgav han sin nye single “Same Boat”, som er en gospel og blues-inspireret sang, og hans repertoire bliver mere komplekst og varieret jo mere tiden går.
Meldau er allerede blevet rost internationalt, og han vandt blandt andet Reeperbahns Anchor Award 2016, blev nomineret som “Best Newcomer” til den svenske Grammy Award, og har optrådt på verdens største musikbranchefestival South By South West (SXSW).
Derudover vandt han i kategorien “Årets Internationale Navn” til Bands of Tomorrows Music Awards i år.

Læs også  Norske Johannes Holtmon er ude med den melankolske og jordnære "Ett Sekund"

Sylvan Esso + Spring & I – Lille VEGA

Sylvan Esso består af Amelia Meath fra folkbandet Mountain Man og producer Nick Sanborn fra psych-folk gruppen Megafaun.
De udgav det selvbetitlede debutalbum i 2014, og deres rummelige electro-pop nåede især med sangen “Hey Mami” verden rundt. De tog med albummet på verdensturné og har siden udgivet singlerne “Coffee”, “Radio”, “Kick Jump Twist” og “Die Young”, hvoraf “Coffee” blev spillet live i The Tonight Show med Jimmy Fallon. I april i år udgav de deres andet album What Now. 

Som support spiller den danske, elektroniske duo Spring & Isom består af Ditte Nitzsch og Marie Friis. Sammen laver de skarp electro-pop a la Blondage og MØ.
Tidligere har duoen optrådt som en akustisk duo, men lydbilledet er nu udelukkende elektronisk. Spring & er kendt for altid at levere et nærværende show, så der er masser at se frem til for publikum i Lille VEGA denne onsdag.
Spring & I har tidligere i år været Ugens Upcoming hos os, og her kan du lære de to musikere meget bedre at kende.

Torsdag den 26. oktober

Amanda Delara – Ideal Bar

Den norske RnB-sangskriver Amanda Delara er blot 19 år gammel, men udstråler en helt enorm modenhed, og et talent, der kun efter udgivelsen af et par singler, har fået hendes navn på alles læber. I Danmark har hun også fået meget medvind, og hun har i år opvarmet for Phlake, spillet på Spot Festival og været aktuel på P3 med blandt andet “Dirhamz”.
Efter Delaras optræden på den norske musikbranchefestival by:Larm blev hendes navn yderligere kendt, og hun blev booket til mange shows i både England og Norden, herunder Sverige og ikke mindst Danmark.
Efter udgivelsen af hendes EP Rebel, fangede vi hende til en snak om hende selv og hendes musikalske udtryk, og her kan du lære meget mere om den fascinerende musiker.

Læs også  Den danske duo Still The Man debuterer med grungeperlen "Only Logic"

Som opvarmning spiller Sarah Leonora, bedre kendt som Lleoh, som kun officielt har udgivet en single, “Go Easy”. Sangen handler om forvirring og sårbarhed og er skrevet på baggrund af et usikkert forhold hun var i. “Go Easy” indeholder inspirationer fra både RnB, soul og jazz, og det er en utrolig flot debutsingle med både styrke og skrøbelighed.

Fredag den 27. oktober

Blondage + Soon & J. J. Cook – Lille Vega

Den elektroniske duo Blondagetidligere Rangleklods, spiller denne fredag på Lille VEGA, og der skal nok blive fest, når de spiller hits som “Dive” og “Stoned”.
Duoen har senest udgivet den M.I.A.- lignende single “Call It Off” den 6. oktober, og de er mere aktuelle end nogensinde før.

Som support spiller desuden RnB og pop-gruppen Soonder består af de to århusianere August Fogh og Andreas Wilson. Musikken er kendetegnet af Augusts dragende og nærværende stemme og lydbilledets varme, medrivende stemning.

Derudover spiller DJ’en J. J. Cook også før Blondage går på.

Red Bull Sound Select: Sekuoia & Moody – Pumpehuset

Denne fredag spiller de to danske, elektroniske musikere Sekuoia og Moody.
Moody er blevet valgt som næste Red Bull Sound Select artist, valgt af designeren Asger Juul Larsen og Heartbeats-stifteren og radioværten Le Gammeltoft.
Moody laver sprød electro-RnB, og med hendes tunge beats, legende synths og gribende stemme fortryller hun sit publikum.
I år vandt hun KarriereKanonen, og i den forbindelse fangede vi hende til et interview, som du kan læse her.

Efter Moodys koncert spiller produceren Sekuoia op til fest, og den danske lydtroldmand skal nok sørge for at sætte dansegulvet godt i gang.

Læs også  Grand Analog går sammen med Posdnuos om oldschool hiphop-single

Lørdag den 28. oktober

Carl Emil Petersen – Atlas
Frontmanden fra det tidligere Ulige Numre, Carl Emil Petersen, har efterhånden fået skabt et ry for sig selv, med sin dansksprogede poprock, og på lørdag kan du opleve ham på Atlas i Aarhus.
På Roskilde Festival i år gav han en meget vellykket solokoncert, og det ser ud til at hans succes fortsætter.

Pale Honey + Pink Milk – Ideal Bar

Pale Honey består af de to svenskere Tuva Lodemar på vokal og Nelly Daltrey på trommer. Sammen spiller de alternativ rock med inspiration fra både garagerock, pop og electronica.
Der ligger altid et stort fokus på tekst i Pale Honeys musik, og live et endnu større fokus på at give sig hen til musikken. Der skal nok blive spillet op til dans, headbanging eller andre festlige tiltag – “alt er velkomment”, siger Pale Honey.

Som en særlig tilføjelse gæster Pink Milk koncerten, og duoen spiller både blød shoegaze, rock og postpunk i en stor energifyldt sammenblanding.  Pink Milk er ligledes svenske, og fik umiddelbar medvind efter udgivelsen af deres debutsingle “Detroit”.