Foto: KOPS // Jonas Fogh

Tirsdag den 19. september

Marcus Gordon + Elias Segujja – Ideal Bar

Marcus Gordon er et nyt skud på den danske RnB-stamme, som er i fuld fart frem med sine elektroniske og energiske beats og hans på en gang rå og poppede stemme.
Hans debutsingle “Byen” blev udgivet tidligere i år og fik skabt meget opmærksomhed om den unge sanger, og den 8. september udgav han sin nye og tredje single “Altid” som fortsætter i samme effektfulde stil.

Den elektroniske producer Elias Nkunyinge Segujja, eller blot Elias Segujjaspiller support for Marcus Gordon denne tirsdag.
Segujja er efterhånden ved at få skabt et navn for sig selv efter et forår med single-udgivelserne “Around and Around”, “Budget” og nu også “Me & You”, der udkom i fredags.
Der er lagt op til et brag af en aften på Ideal Bar, og hvis du ikke kan få nok af Elias Segujja kan du desuden tage til hans release-koncert for “Me & You” på Rust fredag den 22. september.

Onsdag den 20. september

Beth Ditto + Annabel Allum – Store VEGA

Beth Ditto er bedst kendt som forsangeren fra garagepunk-gruppen Gossip, men har efterhånden også fået bygget en betydelig fanskare med sit soloprojekt. Hun udgav sit debutalbum Fake Sugar i juni i år, og tager meget af sin rå attitude med fra sit gamle band. Hendes nyere sange har dog grundlæggende en mere tilbagelænet, og blødere rock-lyd.
Ditto er kendt for at kæmpe for LGBTQ-samfundets rettigheder, samt at sætte fokus på debatter om kønsdiskrimination og kropsfokus. Hun beskriver sig selv som en ”en fed, feministisk lesbisk fra Arkansas.”
Den karismatiske sangerinde gæster desuden Reeperbahn Festival i Hamborg på lørdag.

Med på Beth Dittos tour er kunstneren Annabel Allumog hun spiller derfor også support denne onsdag. Allum spiller mørk indierock, med elementer fra rock og folk, og ser op til kunstnere som PJ Harvey og Daughter. Med en fantastisk indlevelse og stensikker levering, giver Allum dig helt sikkert en god start på aftenen.

Læs også  Dansk indie-pop duo To Absent Friends ude med debutsingle

Heimatt – Albumrelease – Jazzhouse

Heimatt er på live-scenen et norsk/dansk folk- og indiepop-band. På produktionssiden står frontmanden Magnus Grilstad dog for det meste. Har har en mega sprød stemme, som er fyldig og med en lækker røst.
Det meste af Heimatts musik er upbeat og med en munter vibe. Han har i år udgivet tre singler forud for sin album-release på Jazzhouse denne uge. Med disse singler læner han sig mere over mod indiepop, hvor det første album fra 2015 var meget folk-baseret. Det er derfor den indiepoppede sound, der danner udgangspunktet for, hvad man kan forvente sig af Heimatt til denne koncert.

Torsdag den 21. september

KOPS – Lillefredag – Tivoli

Oskar Kops Kronback, navnet bag KOPS, er blot 19 år, men hans musik vidner intet om uerfarenhed; snarere om en fuldstændig klarhed indenfor sin genre. Med electro-pop bangeren “Takes 1 2 Know 1” markerede han sig for alvor på den danske musikscene, og siden er hans navn kun vokset, blandt andet efter hans forrygende SPOT Festival koncert. Nu er han klar til at spille Lillefredag i Tivoli og vi er sikre på han nok skal få skruet godt op for en fest med sin musik denne torsdag.
Tidligere på året var han desuden vores Ugens Upcoming, som du kan læse her

Konni Kass + Korantemaa – Ideal Bar

Konni Kass er en færøsk gruppe, hvis musik bærer præg af en singer/songwriter stil men med volumen fra et fuldt band. Musikken indeholder en stor lyd med masser af instrumentation, og har evnen til at være både afslappende og spændende på samme tid. Der er en rar og en omfavnende stemning i musikken, som blandt andet blæserne er med til at give.
Selv beskriver de deres musik som “Some kind of pop”, og det er egentlig meget passende.
Konni Kass blev dannet i 2015 og udgav sidste år deres debutalbum Haphe. Bandet har blandt andet spillet på musikbranchefestivalerne SPOT og Reeperbahn, og har været nomineret til den tyske Anchor Award pris. Denne torsdag kan du så opleve det fremadstormende, færøske band på Ideal Bar.

Læs også  NORDISKE HITS // Uge 41

Som support spiller den svenske kunstner Johanna, under navnet Korantemaa. Hun startede sin karriere med at skrive coversange, men skriver efterhånden mest originale sange, hvor hendes gennemtrængende og fine stemme skaber en blød og dragende atmosfære.

Forest Swords – Atlas

Matthew Barnes er en engelsk producer, som under kunstnernavnet Forest Swords laver dyster, elektronisk dance. Hans brug af vokal fører mest til modificerede samples som et effektgivende virkemiddel, og han har i stedet fokus på instrumentationen. Han byder på en række af kraftfulde produktioner med en helt særlig, dyster stemning. Lytteren bliver draget ind i det signifikante lydunivers, som til tider tegner et nærmest majestætisk lydbillede. Eksempelvis bliver nummeret “Arms Out” – med både flydekor, trompeter og strygere – meget storladent og billedemalende at lytte til. På effektsiden benytter Barnes sig af mange instrumentale inspirationskilder (eksempelvis jazz-blæsere) og øvrige lydelementer, hvilket giver musikken et særegent præg. Han optræder på Atlas på torsdag, og kan også opleves fredag på Jazzhouse.

Fredag den 22. september

Forest Swords – Jazzhouse

Se ovenstående.

Barselona + Girls Night Out – Loppen

De to unge, danske drenge Rud Aslak og Rasmus Theodor står bag drengepop-bandet Barselonasom gennem det sidste år har lagt Danmark ned med deres sorgfrie, pigeglade, sommerpop. Nu er de på vej ad en ny, mere eftertænksom og melankolsk retning, som for eksempel kan høres på deres EP Drengepop, der udkom den 8. september.

Som support til koncerten spiller Girls Night Out, der består af den 27-årige Virgin Suicide-guitarist Terkel Atsushi Røjle. Hans musik er poppet, fløjlsblødt og utrolig lækkert. Med sin fine og søde stemme synger han dybsindige temaer, og hans sange er stilet og rendyrket i sin genre. Han udgav sin selvbetitlede EP i marts i år, og i den forbindelse fik vi et interview med ham, som du kan læse her.

 

Læs også  Danske Favor udgiver ny neonpop-single med retro-referencer

Lørdag den 23. september

Vigsø – Releasekoncert – Spillestedet Stengade

Anna Vigsø, eller bare Vigsø, er ude med Brud, en minimalistisk rap-EP. Her får hun lov til at udfolde sit vokabular og sin sproglige kunnen på en række afdæmpede tracks. Vokalen er i fokus, og det musikalske fyld består af en masse små, primært synth-baserede, finesser, som er placeret helt i baggrunden af lydbilledet.

Vigsø er en dansk Rap Battle-Queen, og det får hun da også lov til at blære sig med på blandt andet “Forbudt Frugt” og Ep-titelnummeret. Selvom “Brud” ikke rigtig lægger op til højhastighedsrap – den er i meget lavt tempo og med flydende synthesizers i baggrunden – så demonstrerer Vigsø alligevel, at hun er den hurtigste tunge på den danske rapscene.

Lørdag afholder hun releasekoncert med ovennævnte EP på Spillestedet Stengade. Vigsø placerer sig perfekt på beatet og er klar til at fyre den af, og så kan man jo håbe på, at der vil være gæsteoptrædener ved koncerten på samme måde som der er på Brud.

Søndag den 24. september

The Drums – Pumpehuset

Hvis du har tænkt dig at tjekke The Drums’ musik ud, før du tager en beslutning om, hvorvidt du skal tage til deres koncert, så tag ikke fejl af numrenes titler. “Blood Under My Belt”, “Shoot the Sun Down” og albumtitelnummeret “Abysmal Thoughts” lyder umiddelbart ikke som titler fra indiepop/rock-genren, men det er det altså. Og endda en rigtig rar form for indie. Blide vokaler og blød instrumentation baner vejen for dette nyeste albumudspil fra amerikanske Jonathan “Jonny” Pierce og Jacob Graham, som i sin tid etablerede The Drums.
Bandet spiller søndag på Pumpehuset, men gæster forinden Reeperbahn Festival (torsdag), hvor vi guider dig til 17 andre acts, du også skal opleve.